Færøsk Kirketidende - 01.08.1900, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
| CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
Ud^iveie. | ROHDE, Sandegærde, ansvarhavende.
9-
Aarg.
I. August 190 0.
Nr. 8.
Olaiprædiken 1900.
I. C. Jespersen,
Sognepræst til Nordstrømo.
Esaias 40. Kap. i—5. Vers.
»Forvar dit Hjerte fremfor alt det,
der forvares; thi fra det udgaar Livet«,
saaledes er der sagt i eet af den hellige
Skrifts saakaldte Ordsprog, og deri ligger
der ogsaa dette: tag Vare paa dine Tan-
ker. Som en Sommersky, der drives
bort af Vinden, som en Baad, der føres
af Strømmen frem i en Retning og faa
Timer efter atter tilbage igen, saaledes
gaar det jo med Mennesketankerne, de
komme og forsvinde, eller de komme og
vende atter tilbage igen — og der er jo
nok, som kan kalde Tankerne frem her i
Livet, snart er det Hus og Hjem, snart er
det vor Virksomhed for os selv eller andre,
og snart kan det, saaledes som det vil
ske i den Tid, vi nu gaaiMøde, være Arbejdet
paa at gøre det Samfund og Folk, hvori vi
leve, saa lykkeligt som muligt her paa
Jord; det er imidlertid ingen af de Tanker,
der kredse om alt dette, vi i denne Stund
skal kalde til Live, det er de hellige
Tanker, der skal kaldes frem, det er frem-
for alt ved dem, at vi forvare vort Hjærte,
det er ved dem, vi føres fra Overfladen
til Livets dybeste Grund og Maal, som er
Gud.
Nu kan det her lidet hjælpe at lytte
til den daglige Tale, som føres mellem
Mand og Mand, derved fremkaldes ikke
de hellige Tanker, saavist som der her
som oftest siges: i Dag eller i Morgen
vil vi gøre dette eller hint — og glemmes
at tilføje: hvis Gud vil det, og vi leve; og
det kan lidet hjælpe at lytte til Verdens
forvirrende og forvirrede Stemmer; thi
det er ikke Verdens Røst, der fremkalder
de hellige Tanker; men Røsten af den
Ene, som selv er hellig, en hvis klare
Stemme aldrig er gjort utydelig af Synd:
Gud, som kaldte os til sin Herlighed og
sin Hellighed i Jesus Kristus; og derfor I
skal der i Dag — som det oplæste
Stykke vejleder os til — vises hen til:
Røsten fra Gud.
Nu siger Gud ved den samme Profet:
»Jeg udbredte mine Hænder den ganske
Dag til et genstridigt Folk, som vandrer
ad den Vej, som ikke er god, og efter
deres egne Tanker«; og deri er der ud-
talt, at Røsten fra Gud kan lyde, uden at
den giver Genklang i Menneskesjælene,
det er, naar den gaar ud i Hjerter, der er
øde, som de store Ørkner, hvorledes er
de blevet det? Naar du tager en Haand-
fuld fint Sand og lukker Haanden om det,
da kan du holde Sandet fast, saalænge
Haanden er lukket, men aabner du den,
da spredes Sandet for alle Vinde; saa-
længe vi Mennesker lader Røsten fra Gud
tale til os, da kan vi lukke inde og holde
igen paa alt det onde, som taler til os;
men begynder vi at lade Guds Røst tale
forgæves, da breder de onde Lyster og de
selvkærlige Tanker sig over vort Hjerte,
de falder tæt som det fine Sand, gennem-
trænger alt og forvandler os helt til en
ørken, hvor der ingen Evighedsblomster
gror, da er det, at Guds Røst bliver Dom-
mens Stemme, da hviler der over Hjertet
den evige Død, som ruger over de store
Sandørkner; og det har hvert Menneske
erfaret, at hvor man søgte at gaa udenom
Guds Røst for at gavne sig selv, dér
endte det med, at man stod ene med sig
selv — og deri var der ingen Trøst.
»Trøster, trøster mit Folk, siger eders
Gud«, og dermed er der udtalt, hvad
Røsten fra Gud siger til os; der er jo
Forskelle nok, der adskille Menneskene
saavel i ydre som i indre Henseende;
men hvad der gjaldt gamle og forlængst
henfarne Slægter, det samme gælder
ogsaa os: vi kender til dette, at Menneske-
livet kan føres i Sorg, og til at vort Liv
kan føres i Frygt, og Sorgen og Frygten
er ligesaa gamle her i Verden som Synden,
og saalænge vort Hjærte kan knuges
ned, saalænge det kan skælve og være i
Uro, saalænge trænger vi til, at der skal
lyde til os: tab nu ikke Modet. Der kan
nemlig være Tale om, at vi Mennesker
aldrig her i Verden lærer at gaa alene i
aandelig Forstand, det er derfor, Gud