Færøsk Kirketidende - 01.06.1901, Qupperneq 2

søger os — han den levende Frelser, der
satte sig ved Guds højre Haand og fik
Del i Riget og Kraften og Herligheden.
»Guds højre Haand« er jo alle Steder;
saa har Herren ikke forladt os Mennesker,
overladt os til selv at bære tunge træl-
somme Kaar. Nej han forlod nogle faa
Disciple ved Betania legemligt, men kun
for at komme dem og os alle nær, for at
kunne »styre sit Rige i alle l ande«. Der-
for vare Disciplenes Glæde hiu Dag saa
naturlig, thi »nu blev opfyldt Kong Davids
Sang; hans Søn paa Tronen sig opsvang«.
Saa véd vi da, at vi har en Frelser,
som er død for vor Skyld, som elsker os
og vil drage os ud af Synd og Sorg og
al Elendighed — at vi har en Frelser og
Herre, som kan drage os ud deraf og give
os Del med sig i I yset og Kraften og
Herligheden. Naar vor Livsvandring her
saa undertiden kan blive anstrængende og
haard, naar det tunge og onde faar os til
at bøje vore Hoveder, naar Fristelserne
vil kue os og dræbe vort Mod, saa lad os
ikke glemme, at Livskongen ved Faderens
højre Haand han længes efter os, han
tænker paa os, han er rede til at bære
vore Byrder, til at give os af sin Kraft,
sin Kærlighed, sin Renhed.
Og lad os i de gode Dage, naar vi
har saa let ved at glæde os over Guds
grønne Jord, over alt det smukke og gode
i denne prægtige Verden, naar vi er fuld
af Mod og Frejdighed og lyse Forhaab-
ninger — lad os saa huske paa, at det er
vor Ven ved Faderens højre Haand, der
af Kærlighed til os har kastet sin himmel-
ske Herligheds Straaler ned over Jorden
for at minde os om, hvor lyst og herligt
der er derhjemme, for at styrke vor Længsel
efter Fædrelandet, for at styrke vort Mod
til frejdigt ved hans Haand Trin for Trin
fra dybe Dal at stige op til Stjærne Sal
til vor Frelserkonge.
C. P.
Prædiken 6. Søndag efter Paaske
Værer derfor ædru og aarvaagne i Bønnen!
Haver fremfor alt en inderlig Kærlighed
til hverandre; thi Kærligheden skjuler
Synders Mangfoldighed! I Pet. 4. 7 — 8.
Kristus siger i Dagens Evangelium,
at hans Disciple' skal vidne om ham, og
det er ikke noget, han nøjes med at sige
dem én Gang, endnu i Afskedsøjeblikket,
lige forud for Himmelfarten lægger han
dem paa Sinde: I skal være mine Vidner,
baade i Jerusalem og i hele Judæa og
Samaria og indtil Jordens Ende. Altsaa
alle Steder og til alle Tider skal Herrens
Disciple vidne om ham, og skal de kunne
dette, maa de baade være vidende om
ham, vide hvem han er, og hvad han har
bragt og vil bringe Mennesket, og tillige
være grebne heraf saaledes, at de maa
bære Vidnesbyrdet om ham videre til andre,
»vi tror, derfor taler vi«, saaledes skriver
Paulus. Ja naar Troen paa Kristus som
vor Frelser er bleven den faste Overbevis-
ning hos os, saa maa vi tale, og saa bliver
vi derved hans Vidner.
Men dette er dog kun den ene Side
af at være Herrens Vidner; den samme
Apostel, som har sagt »vi tror, derfor taler
vi«, siger: »Det samme Sindelag være i
Eder, som var i Kristus Jesus«, og det, at
vi har Kristi Sindelag, at hvad vi lever,
lever Kristus i os, det er jo da i fuldeste
Forstand at være hans Vidne.
Og hvad er da Kristi Sindelag? Paulus
fortsætter; han som, da han var i Guds
Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at
være Gud lig; men han forringede sig selv,
idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og
blev Mennesker lig; og da han var funden
i Skikkelse som et Menneske, fornedrede
han sig selv, saa han blev lydig til Døden,
ja Korsets Død«. Kristi Sindelag er den
Kærlighed, som tager Tjenergerningen op
og er lydig i denne til Døden, ja Korsets
Død. Dette Sindelag skal være i os. Vi
j skal være Herrens Tjenere og være lydige
i denne Gerning til Døden; vi maa kunne
give ham alt, endog vort Liv. Kristus
siger selv, at den Tid skal komme, da
hver den, som slaar hans Vidner ihjæl,
skal mene at gøre noget godt. Den Tid
kom over Menigheden, den Tid er endnu
paa visse Steder af Jorden, og den Tid vil
engang komme, da den store Trængsel
skal ramme hele Kristi Menighed. Den,
som ofrer sit Liv for Kristus, er hans Vidne,
og det har Mennesker i Mængde gjort
igennem Kirkens Tider, l ad os glæde os
herover! Lad os ikke hovmode os deraf,
ikke søge at slaa Mynt deraf, at ville vise
Kristendommens særlige Fortrinlighed ud
heraf. Nej, lad os huske paa, at Heden-
skabet har ogsaa sine Martyrer, og kunde
vi se de mange, som hensmægter i Fæng-
slerne eller lader deres Liv paa Skafotterne
— tænk blot paa Rusland! — mon vi da
ikke vilde finde en Række af Blodvidner
for den Sag, der var bleven deres et og
alt? De kæmpede for med Vold at styrte
Samfundet om for at afskaffe den forfærde-
lige Uretfærdighed, de saa — var det end
forvildede Mennesker, saa var det dog
Mænd og Kvinder, som kunde give alt for
den Sag, de havde viet sig til!
Lad os ikke bryste os af de kristne
Blodvidner, men glæde os over, at de ikke
mangler, og lad os gøre en Ting endnu,
lad os sammenligne os med dem! Er det