Færøsk Kirketidende - 01.09.1901, Qupperneq 3

Evig Frelse og evig Fortabelse.
(Et Lejlighedsskrift af Skat Rordam.)
Denne Bog af Biskop Rørdam er
skreven i Anledning af de forskelligartede
Paastande om Menneskers endelige, evige
Skæbne, der i den senere Tid har sat
Sindene i Danmark i stærk Bevægelse.
Bogens Hovedindhold kan sammen-
fattes i disse Ord:
»Udfaldet af Dommen bliver den evige
Skilsmisse mellem gode og onde, godt
og ondt. Til de første vil Herren sige:
Kommer hid til mig! Og de gaar da
ind til deres Herres Glæde og til evigt
Liv. Dette er den evige Frelse. Til de
sidste siger Herren : Gaar bort fra mig!
Og de gaar til den evige Straf, den evige
Fortabelse, den anden Død — deerborte,
kastede ud i Mørket udenfor« (69 og 70).
Her har vi, som sagt, Bogens Kærne,
evig Skilsmisse mellem gode og onde,
godt og ondt. Overfor dette Hovedpunkt
maa alle andre Spørgsmaal, hvor nøje de
ellers kan synes at høre herhen (»Naar er
Naadens Tid forbi«, »Tilstanden i Døds-
riget«, Bliver de fortabte tilsidst tilintet-
gjorte« o. 1.) træde i Baggrunden. Og om
disse Spørgsmaal vil kristne Mennesker
sikkert aldrig fuldt kunne enes, hvor meget
og hvor alvorligt de end gransker i Skriften
— Beviskraften ligger nu engang ikke i
Tallet af Skriftsteder, men i den Magt,
hvormed de enkelte Skriftord ligesom paa-
nøder sig Samvittigheden, og Skriften selv
vil heller ikke tilfredsstille alle vore ny-
figne Spørgsmaal om den Slags Ting, men
vil først og fremmest stille den enkelte,
som hører eller læser Skriftens Ord, det
Spørgsmaal: Vil du frelses? Tænk
blot paa Luk. 13. 23—24. »Men en sagde
til Jesus: Herre, mon de er faa, som bliver
frelste? Da sagde han til dem: Kæmper
alvorligt for at komme ind gennem den
snævre Port« !
I en udførlig Redegørelse af det store
Spørgsmaal om Frelse og Fortabelse, kan
man næppe undgaa at berøre mange af
de andre .Spørgsmaal; og vil nu en og
anden finde, at disse mere underordnede
Spørgsmaal har faaet en for indgaaende
Behandling i Biskop Rørdams Bog, saa
vil de fleste dog sikkert ogsaa overfor
disse Ting kunne høste Udbytte af Læs-
ningen ; lad mig i denne Sammenhæng
blot nævne det lille Afsnit: »Dommen
begynder i dette Liv«, hvori saa træf-
fende er skildret, hvorledes det daglige
Liv kan være en bestandig, umærkelig
Gliden henad Fortabelsens Vej.
Men Bogens Hovedhensigt er, som
sagt, ud fra Skriften at vise, at der er
en evig Skilsmisse mellem gode og onde,
at Skriften bestemt modsiger det i daglig
Tale saa almindelige Ord! »Enhver bliver
salig ved sin Tro!« Og her har Bogen
sin Hovedbetydning, en bestemt Paavis-
ning af Livets Alvor.
Bogen slutter med at udvikle den
Plads som den evige Fortabelse bør have
i den kristne Lære og Forkyndelse. Her
advarer Biskoppen bestemt mod at søge
at drive Mennesker til Omvendelse ved
Trusel om eller Skildring af den evige
Fortabelse; kan en saadan Trusel vel
drive Mennesker til Omvendelse, bliver
Drivkraften dog Trællefrygt for Straf, og
Trællefrygten er altid egennyttig, og hvor
den raader, vedbliver Menneskets Hjærte
inderst inde at være det samme kolde,
selviske Hjærte som tilforn. Omvendelsen
maa naa langt dybere i Hjærtet, end det
kan ske ved Rædsel for Dommen. Jesus
har selv først og fremmest prædiket
Evangeliet, Glædesbudskabet. Trusler
kan langt snarere forhærde Mennesker og
støde Mennesker bort fra Kristendommen
end det modsatte.
En engelsk Præst, der har haft sit
Arbejde i et af de fattigste Kvarterer i
Øst-London, har herom sagt omtrent saa-
ledes: »Dersom du til en af de »Bøller«,
du møder her, vil tale om den evige For-
dømmelse paa den yderste Dag, saa vil
han le dig lige op i Øjnene; han er ikke
bange af sig, og det kunde aldrig falde
ham ind at se saa langt ud i Fremtiden,
thi han lever kun fra Dag til Dag. Men
kan du faa Lykke til at lade ham se, at
ogsaa et Menneske som han trods al sin
Synd og indvortes Elendighed kan komme
paa Fode og blive et godt Menneske, naar
han tror paa Jesus Kristus, saa kan han
blive glad ved dig, og glad ved at vende
om for at blive et godt Menneske og blive
frelst!«
Hermed slutter Bogen! Man kunde
maaske have ventet Slutningen noget ander-
ledes! Overfor den frygtelige Alvor om
nogle Menneskers evige Fortabelse, som
kan bringe en paa Randen af Fortvivlelse,
naar man tænker paa sine egne og nær-
meste, kunde man maaske trænge til en
Henvisning til at kaste al sin Sorg paa
ham, som skal tørre hver Taare af
vore Øjne, som giver langt ud over,
hvad vi beder om eller forstaar; kun
med fast Tillid hertil, synes det mig, at et
kristent Menneske kan høre Ordet om evig
E'ortabelse uden at forarges! E. R.