Færøsk Kirketidende - 01.09.1903, Blaðsíða 3

og overalt ser vi nu en Række aandelige
Missioner, som efterhaanden faar lagt den
første Grund til de gothiske Folkeslags
Evangelisering; i denne Sammenhæng skal
blot nævnes Nordens Apostel, Ansgar.
Men Missionen blandt Gotherne er i
en Henseende vidt forskellig fra den første
Mission i Romerriget; thi medens Kristen-
dommen i Rommerriget mødte en højere
Kultur, stod de kristne i deres Missions-
arbejde blandt Gotherne med den højere
Oplysning og aandelige Uddannelse paa
sin Side. hvilket var et Magtmiddel, som
paa en Maade gjorde det altfor let at
overvinde den hedenske Aandsmagt, hvor-
for heller ikke det aandelige Arbejde bli-
ver fuldført i det Øjeblik, da Folkene an-
tager Kristendommen.
Men dette Kristendommens Forbund
med Kulturen faar — bortset fra Fordelene
— den syæbnesvangre Følge, at Missionen
bliver betragtet af Konger og Fyrster som
et virksomt, folkeopdragende Arbejde med
Mangel paa Syn for dens væsentligste,
dens aandelige. religiøse Betydning, og
dett medfører atter -- ligesom i den ro-
merske Statskirke — Tvangsmission idet
Konger med Sværdet brinSnr Folkeslag
til at antage Kristendommen,
Saaledes ser vi, at Middelalderens
Mission lige saa vel som Oldtidens be-
gyndte i aandelig Frihed, men ikke kunde
taale Tidernes Gunst, og derfor mere og
mere gled over til at tage imod verdslig
f*jælp, og hermed var Missionens Kraft
brudt for en Tid, indtil Herren gjorde en
ny Begyndelse
Middelalderens Mission gaar derfor
lidt efter lidt i Staa, men saa følger Guds
Straffedom over den forsømmelige Kristen-
hed! Muhamedanerne, »Guds Svøbe«, ført
med Begejstringens Ild og Kraft erobrer
Islam det hellige 1 and, Syrien. Armenien,
L illeasien qg hele Nordafrika og truer som
en stigende Havbølge i Aarhundreder ,med
at bryde ind over Evropa. Overfor Islam
epgav Kirkens Øverste, Paven i Bern, en-
ver Missionstanke og kunde kun prædike
K°rft0^: I|vorved Aarhundreders bedste
raft j-p Spilde, uden at Kristendom-
men vandt en Smule derved. Og saadan
?aa ^et gaa, hvor man opgiver Herrens
Tro ^er ^ar Troen tabt sin Kraft,
°en paa Herrens Missionsforjættelse: Se
Fnd^!016-^ Lider alle Dage indtil Verdens
J1, eA fissionens 1 øsen maa være: »ikke
Magt og ikke ved Styrke, men ved
s’ger den Herre Zebaoth (Sakar.
4> o). Gennem denne Straffedom lutredes
enigheden efterhaanden til at se sin For-
sømmelse, sit Frafald; men det var dog
ørst, da en ny vældig Missionsopgave
ægges frem, at Arbejdet tages op igen;
ette sker ved Amerikas Opdagelse, og
det er Katholikerne, som begynder Mis-
sionen i den nye Verden. Reformationen,
som er i Færd med at trænge igennem,
har alle sine Kræfter behov paa Hjemme-
marken, og kan derfor ikke tænke paa
nyt Landomraade i Hedningernes Øde-
marker. Som Historien har vist. og vi
ved, at Reformationer har haft og har sin
berettigede Plads i Missionens Gerning,
saaledes bør vi heller ikke overse, at naar
Herren lagde den nye Verden aaben for
Mission paa en Tid, da kun Katholikerne
var færdige til at drage ud. da er det,
fordi ogsaa deres Missionsarbejde er ham
velbehageligt, maatte da katholske og
evangeliske kristne mødes derude blandt
Hedningerne altid som Brødre, der tjener
den samme Herre i det samme Arbejde.
Frisk Luft i Kirkerne.
En norsk Præst skriver følgende i
Luther sk Kirketidende":
Det er ikke bare de sanitære Hensyn,
som kræver det, saaledes som almindelig
antaget. Det kræves af Lydforholdene,
idet disse ere saa ulige meget bedre i en
luftet Kirke end i en uluftet.
Man taler, synger eller spiller i sin
egen Dagligstue, naar mange Mennesker
har opholdt sig der i længere Tid, saa er
der uluftet, og man lufter saa Stuen og
gør det samme igen, skal man mærke den
uhyre Forskel paa Klangen og paa Let-
heden i Toneføringen.
Ordentlig l uftning kræves ogsaa at
Hensynet til Præstens og Menighedens
personlige Oplagthed til at holde Gudstje-
neste Dette gælder baade Vinter
og Sommer; men det gælder selvfølgelig
mest Sommeren.
Selv om Præsten ;kommer oplagt til
sin Gerning til Kirken, men han kommer
i en Kirke fuld af indestængt Luft, saa
vil han, særlig naar han kommer paa Præ-
dikestolen, miste Stemningen, og kende sig
døsig og slap. Og han vil snart se, at det
samme er Tilfældet med Menigheden.
Ganske anderledes er det, naar Kirken er
fyldt med tindrende frisk Luft. Selv om
det ogsaa er varmt, saa vil den friske Luft
alligevel have sin forfriskende Virkning og
fremhalde Resonants i mere end en Be-
tydning.
Jeg underviste Konfirmanderne en Dag
i en uluftet Kirke. Det var io Dage siden
der havde været Gudstjeneste, saa jeg tro-
ede, at Luftning var upaakrævet. Men
baade Børnene og jeg vare uoplagte. Men
saa gav jeg Børnene fri og fik ordentlig