Færøsk Kirketidende - 01.02.1905, Síða 1
Færøsk Kirketidende.
Redigeret af: F. BUSCH.
14. Aarg.
I. Februar 1905.
Nr. 2.
En Hilsen
fra
Pastor Dalhoff.
#
Pastor Dalhoff, Præst ved den danske
Diakonissestiftelse. der sidste Sommer
gæstede Thorshavn, har anmodet »Færøsk
Kirketidende* om at »bringe en hjærtelig
Hilsen og Tak til alle de Mennesker, der
mødte mig med Tillid og Venlighed i de
uforglemmelige Dage deroppe«, og han
tilføjer: »gid jeg engang kunde se dem
igen, om ikke her, saa hvor det er endnu
mere værdt at mødes!«
Det vil sikkert glæde Læserne — og-
saa dem, der ikke traf Pastor Dalhoff, —
at læse nedenstaaende Prædiken, som han
bl. a. holdt i Thorshavns Kirke.
Prædiken
paa
7de Søndag efter Trefoldighedsfest 1904
i Thorshavns Kirke
af
JV. Dalhoff
(gengivet efter Hovedtankerne).
Matth. 10, 24—31.
Frygter ikke! siger Jesus; han vil gøre
sine Disciple til frimodige Mennesker. Og
det er ikke blot i dette lille Stykke, han
gentager det 3 Gange; det er Indholdet
af hele den Tale, hvoraf det er taget,
Talen ved de 12 Apostles Udsendelse rundt
til Israels Stæder. Og den samme Tone
hører vi i Bjergprædiken, naar han byder
sine Disciple at glæde og fryde sig, selv
under Forfølgelser, og at de ikke maa
sætte deres Lys under en Skæppe, men
lade det skinne fra Lysestagen. Og
Apostlene lader den samme Formaning i
gaa videre: »Frygter ikke, som de (andre)
frygte«; »kaster ikke eders Frimodighed
bort, hvilken har en stor Belønning!« og
de viser ved deres Færd, at Herren ikke
forgæves har sagt sit: »frygter ikke!« Thi
er det ikke Hovedtrækket i deres Frem-
træden: deres Frimodighed overfor Menne-
skers Trusler og alle Slags Farer og Dø-
den selv! Tænk paa Peter hin Pinsedag,
da han staar op overfor al Jerusalems
Mængde og lægger Skylden for Jesu Død
over paa dem; eller Paulus i alle disse
voldsomme Optrin, som Ap. G. skildrer
os, baade blandt Hedninger og Jøder, i
Folkemasserne og for Fyrster og Magt-
havere, ja selv, hvad der tit ikke er det
letteste, midt iblandt sine egne, i de kristne
Menigheder, i Antiochia overfor Simon
Peter, i Korinth overfor baade Modstandere
og Venner: hvilken Frimodighed! — Saa
meget bedre kan de da formane os til
Frimodighed og lade Jesu Ord gaa videre
til os: frygter ikke! Lad da os i Dag tage
den kristne Frimodighed frem til Beskuelse
og bære os ad, ligesom naar man søger
efter en ædel Blomst, en vigtig Lægeurt,
og lærer at skille den fra andre, som vel
har en vis Lighed med den, men netop
herfor saa meget mere kan skuffe og skade.
Saaledes vil vi prøve at adskille saa meget,
der kan ligne den fra den ægte kristne
Frimodighed, og skaffe os at vide, hvor
denne er at finde, og saa glæde os ved
ret at betragte de vigtigste Kendetegn
paa den.
Og mon der ikke netop i vor Tid er
en Masse Ugræs, der vil forveksles med
den ægte Frimodighed? Det er vel heller
ikke saa vanskeligt at sige, hvorfor der
netop nu er rigeligt deraf. Vor Tids
Stræben gaar ud paa at skaffe alle lige
Ret, saa meget som muligt at stille alle
under ens Vilkaar. Og det har Tiden
lært af Kristendommen, som jo siger:
»Der er ikke Forskel, alle have syndet«,
men ogsaa »Gud vil, at alle skulle frelses«;
»her er ikke Jøde og Græker, Træl og
fri, Mand og Kvinde!« — Men saa glemmer
man let, at der lige saa vel er sagt: Ȯr
din Fader og Moder!*, og at Gud dermed
har sat en naturlig Forskel af Overordning
og Underordning, der ogsaa strækker sig
til det borgerlige og det kirkelige Sam-