Færøsk Kirketidende - 01.02.1905, Síða 6

6
II.
Evan Roberts og hans Vækkelsesmøder.
Den Mand, som for Øjeblikket udøver
den største Indflydelse paa Vækkelsen i
Wales, er Evan Roberts. Han er kun 26
Aar gammel og skildres som en barnlig
Natur, en ligefrem, aaben Karakter. Han
er ikke egentlig veltalende, i hvert Fald
ikke »Prædikant«; de korte knappe Sæt-
ninger er dannede uden Hensyntagen til
de retoriske Regler, som ellers spiller saa
stor en Rolle i den engelske Verden.
»Men hør ham blot tale. Hvor er det
du har hørt saadant før? I dit Hjem, na-
turligvis,« skriver »Daily News«’ Korre-
spondent. »Alle hans Udtalelser ere kate-
goriske*). Hans Tro er absolut, afgjort,
centrumshvilende. Der er ingen Finesser,
ingen Halvgaader, ingen »Undersøgelser
af Sagens Kærne«. Det er Barnets Tro
paa sig selv: »Du maa bekende dine
Synder for Gud.« — »Du maa tilgive.«
— »Du maa lyde den Hellig-Aand.« »Du
maa tro paa Jesus Kristus fremfor alt.«
Vilde nogen spørge ham: om der er en
Gud, da vilde han ikke prøve paa at »be
vise«, men vende sig til Gud selv, og bede
ham overbevise dig. Gud er ham saa
virkelig, saa nærværende som noget af
de Menneskevs^sener, han taler til. Og
med Bibelen i Haanden siger han jævnt
som et Barn vilde sige det: »Det er Fa’r,
der siger det. Du maa ikke sige ham imod.« «
Som et Bevis paa, hvorledes der er
Magt i denne Bevægelse, nævner vi i denne
Sammenhæng, at »Daily News«’ Korre-
spondent, Mr. W. B. Hodgson, er bleven
nødt til at tage sig selv med — og han
er dog bleven sendt til Wales for at under-
søge og ikke for at blive Barn.
Hodgson skriver saaledes bl. a. for
at vise Roberts Barnesind:
»Hvem af os kunde gyse og græde
af Sorg over, at et os ubekendt Menneske
i den tætte Skare ikke vil annamme Frelsen
i dette selvsamme Øjeblik?«
løvrigt er Roberts tilbageholden — og
er en Forsamling væsentlig baaret af Nys-
gerrighed efter at se ham, trækker han
sig sky tilbage. »Aanden tvinger ham da
til at skjule sig«. En Dag, da Roberts og
Korrespondenten spiste ved samme Bord,
blev der ikke vekslet et Ord mellem dem
udover »Goddag«. »Han er noget angst
for mig. Jeg tænker, han anser Journalister
for en Art kolde, følelsesløse Vivisektorer**).
Men da jeg ikke udspurgte ham det mindste,
kunde jeg ved Slutningen af Maaltidet se,
at han var taknemlig herover og forstod,
at ogsaa jeg havde et Hjerte.«
*) ubetingede o: der kan ikke være Tale om noget andet.
**) de, der sønderlemme levende Dyr i videnskabelige
Øjemed.
Saaledes ser altsaa en venligsindet
Korrespondent paa denne unge Mand. Og
fra alle Sider, — kirkelige, sekteriske og
verdslige — anerkender man, at Vækkel-
sens Leder er en fuldt oprigtig Mand.
Vækkelsesmøderne har en egen Ka-
rakter. Eller rettere, de er uden egentlig
Ledelse. Forsamlingen synger af egen
Drift. Salmenumre opgives ikke. Og
snart stiger der Bønner frem. En Sjæl
raaber om Frelse, og de øvrige beder
med. Eller en beder for sin Mand, sin
Hustru eller Børnene. Og de forunderligste
Eksempler paa Bønhørelse er bleven set.
Noget af det mest betagende er San-
gen. Kelterne er af Natur et poetisk,
drømmende Folkefærd, som henrives mere
ved Sang end ved Musik.
Nogle unge Piger, — navnlig to Søstre
Davies — staar da op ved Møderne og
synger de jævne Sange i gælisk Mundart,
og mangen stærk Mand bryder sammen
for den Kærlighed, der gennem Sangen
bæres ham i Møde.
Men Vækkelsesmøderne holdes over
hele Wales. Det er ikke blot, hvor Ro-
berts kommer, at de mange afgørende
Skridt tages. Fra hele Wales melder
Præsterne om Vækkelser — Kirkerne er
fyldte til Trængsel — og det gælder ingen-
lunde alene Sektkirkerne, men ogsaa de
engelske Statskirker.
I Pontypridd var den 13de December
60 Statskirkepræster samlede til Møde
under Domprovst Lewis' Ledelse. Det
brændende Spørgsmaal var da: hvorledes
Kirken bedst kunde fremhjælpe Vækkelsen
og lede den i et sundt Spor. Det viste
sig da, at i mange Kirker holdtes der
allerede Bedemøder og — i Overensstem-
melse med Biskoppens Ønske — blev det
besluttet, at der skulde holdes særlige
Missionsmøder og gøres alt, hvad der kunde
»fremhjælpe den Bølge af religiøs Begej-
string«, som nu gaar over Egnen.
Det staar ikke til os at holde Mand-
tal over »Omvendelser«. Vi notere blot,
at her er Tale om en Bevægelse, som har
grebet mange Tusinder, at Menighederne
har modtaget Masse-Indmeldelser, at navnlig
i Mine-Distrikterne er »det ene fornødne«
i den Grad bleven det brændende Spørgs-
maal, at Arbejderne gerne opgiver deres
Dagløn for at kunne overvære et Møde.
Men en Vækkelses Alvor skal prøves
i Livet — og at denne allerede har be-
gyndt at give sig smukt og hjertegribende
i Vidnesbyrd om, at Guds Haand er udrakt,
skal vi i en følgende Artikel paavise. Vi
skal da tillige gengive et Øjenvidnes Brev
til en dansk Ven.
* *
*