Færøsk Kirketidende - 01.05.1905, Blaðsíða 2

visning af Præsten i Kristendommens
Sandhed, og at de blev ligesom prøvede i
deres Tro, før de stedtes til Nadveren for
første Gang. Dette kunde ske enkeltvis
eller med flere Børn ad Gangen og til en
hvilken som helst Tid, men efterhaanden
fandt man det praktisk at lade Børnene
læse sammen hos Præsten, og saa fulgte
deraf ogsaa let en samlet Prøvelse af deres
Tro og en samlet første Altergang —- og
saaledes udvikledes Konfirmationshandlin-
gen, saadan som vi har den i adskillige
protestantiske lande, ganske af sig selv.
Hvad er altsaa Konfirmationen egent-
lig, hvori bestaar det at blive konfirmeret?
Er Konfirmationen en .Slags offentlig
Eksamen i kristelig Religionskundskab,
er det det, der er det væsentlige i denne
Handling? Ja, saadan er der vist ikke
saa faa. der betragte den, i hvert Fald
hører man i Konfirmationstiden ofte megen
Tale baade af Forældre og Børn om denne
Overhøring af Præsten, og de Børn, der
bedst kan ramse 1 ærebogens Forklaringer
og Anmærkninger m. m. op. roses og holdes
for godt hjemme i deres Børnelærdom,
medens-de mindre godt skaarne for Tunge-
baandet dadies — hvorledes Børnenes
Hjærter har fattet Ordene, tales der mindre
om. Men en saadan Opfattelse af Konfir-
mationen er jo ganske forkert og over-
fladisk, og hænger sammen med den falske
Tro, at har man blot den udenadlærte
Børnelærdom nogenlunde i Hovedet og
forøvrigt passer sin Altergang, er alt, som
det skal være i Salighedssagen. Som
Følge af denne Betragtning kan det da
hænde, at man ved et Dødsfald kan høre
en Udtalelse om denne: »Jo, han er gaaet
godt hjem, han var saa godt lært, der
var ingen, der læste bedre for Præsten
end han«.
Andre mener, at det vigtigste ved
Konfirmationshandlingen bestaar i det
Løfte, som Børnene aflægger for Præsten
— som om Børnene her højt og helligt
for Gud, Præst og Menighed lovede hele
deres Liv igennem at forsage Djævelen og
tro paa den treenige Gud. Men hertil
maa man sige og spørge: Har et lille
Barn da ved sin Daab aflagt saadan et
Løfte, som det nu som voksen kan forny?
Nej, hverken har Barnet eller dets Gud-
moder aflagt et saadant Løfte, men Gud-
moderen har paa Barnets Vegne aflagt
den Bekendelse, at det forsager Djævelen
og troer paa den treenige Gud.
Altsaa bestaar Konfirmationen ikke
væsentlig i at være en Eksamen, ej heller
i at være en Løfte- eller Edsaflæggelse,
men derimod i at være en Bekendelse eller
Bekræftelse af, at man ved Dørtærskelen
til den voksne Alder vedkender sig den
Forsagelse af Djævelen og hans og den
Tro paa Gud og Jesus og Helligaanden, som
ens Gudmoder aflagde paa ens Vegne, da
man blev døbt i den treenige Guds Navn
som lille Barn.
At Meningen med Konfirmationen er
og skal være denne, ligger da ogsaa tyde-
ligt nok udtrykt i selve Ordet Konfirmation,
hvilket Ord, dér er 1 atin, betyder Be-
kræftelse og ikke Eksamen eller Løfte, og
de deraf dannede Ord Konfirmanter (med t)
betegner »dem, der bekræfter«, og Konfir-
mander (med d) betegner »dem, der be-
kræftes«. Ved Konfirmationen bekræfter
Konfirmanten sin Daabsnaade, og bekræftes
Konfirmanden i sin Daabsnaade, han lægger
selv med bevidst Hu sin Haand i Guds
og siger: »Den Gang antog Du Dig mig
som Dit eget Barn, uden at jeg selv var
mig noget deraf bevidst, men nu siger jeg
Dig Tak for denne Naade og tilegner mig
den i en levende Tro paa Dig, Gud Fader,
Søn og Helligaand med Forsagelsen af
Din Fjende Djævelen, og i denne Pagt er
jeg sindet at blive hele mit Liv«. Ja
saadan bør en ret Konfirmant kunne sige
af Hjærtet, men det er ikke noget l øfte
eller Ed, men en troende og tillidsfuld Be-
kendelse og Tilegnelse af Daabsnaaden.
Imidlertid er et saadant bevidst troende
Gudsforhold jo ikke noget, der kommer
med en bestemt Alder, maaske er det dér,
før Barnet har naaet de 14 Aar, maaske
kommer det først i Stand op imod de 20
eller langt senere — hvad enten det nu er
sket ganske lidt efter lidt eller ved en
klar og afgjort Omvendelse fra Satans
Magt til Gud — maaske kommer det
aldrig i Stand. Derfor er det ogsaa en
aldeles forkastelig Skik, at Forældre stede
deres Børn til Konfirmation, saasnart de
have naaet 14 Aarsalderen, hvilket jo nu
er almindeligt. De burde — som man gør
det i Svejts — lade dem vente til de blev
16—17 Aar, eller endnu bedre som i
Plolland til de blev 18—20 Aar eller —
hvad der vilde være det allerbedste — til
de selv kom og forebragte det Ønske, at
de gerne vilde aflægge en Bekendelse af
deres Tro for hele Menigheden. — Det er
jo en fuldstændig frivillig Sag nu om Dage
med Konfirmationen. Loven om, at alle
skal konfirmeres, er ophævet siden 1849.
Kun er der den Bestemmelse, at et Barn
skal være mindst 14 Aar for at kunne
konfirmeres.
Vi vende nu atter tilbage til Spørgs-
maalet om Konfirmationshandlingen da er
god, som den er. Og hertil maa der alene
ifølge det ovenstaaende om det mislige i
at konfirmere alle ved samme Alder svares
afgjort nej. Det maa jo da ogsaa være
klart for alle, der har Øjne at se med, at
en saare stor Part af de Børn, der aarlig
konfirmeres, ganske kort Tid efter ved