Færøsk Kirketidende - 01.03.1906, Síða 2

min Hyrde, mig skal intet fattes. Han
lader mig ligge i grønne Græsgange, han
leder mig til de stille rindende Vande«
(Salme 23). Og naar man tvivler derom
eller ikke tør sige det, saa er det, fordi
ensTro er svag og umyndig, ja i Grunden
ikke er nogen fuld og fast Tro og Tillid
til Frelserens store, stærke Ord og Magt.
»I Dag er dette Hus vederfaret
Frelse«, siger Jesus til Tolderen Zachæus.
Hvor skammeligt vilde det ikke være af
Zachæus saa at tvivle paa, at han og hans
Hus ogsaa virkelig vare frelste? Hvad
mon Jesus havde svaret ham, om han
havde hørt ham sige til een af sit Hus:
nu haaber jeg nok, vi ere frelste? Mon
han ikke maatte vredes og udbryde: Du
lidet troende?
Eller Synderinden, der kom til Jesus i
Farisæeren Simons Hus. Hun var en
Skøge, et foragtet Menneske, som alle
hæderlige Folk ikke vilde røre ved. Og
hun vidste selv, hvor dybt sunken, hun var.
Hun kom grædende og kastede sig for
hans Fødder og turde ikke engang vove
at bede ham om Hjælp med Ord, men
gav sig til at tørre hans Fødder med sit
Hovedhaar. Men Frelseren hørte hendes
tavse Bøn og sagde højt og lydeligt: Din
Tro har frelst Dig —• til stor Forargelse
for de omkringsiddende Farisæere. Mon
hendes Taarer nu ikke holdt op med at
flyde eller, om de vedblev dermed, mon
det da ikke nu skyldtes dyb og inderlig
Glæde? Flvor stor en Utåknemlighed, ja
hvor skammeligt, om hun havde tvivlet
paa hans Ord. Nej, Han< havde sagt det,
saa stod det nok fast trods alle Farisæere,
trods alle hendes egne Tanker om det
utrolige i, at hun, en stakkels Synderinde,
nu virkelig var et frelst Menneske. »Af
Naade ere I frelste formedelst Troen«, si-
ger Paulus i sit Brev til Efesierne (Kap. 2,
Vers 8). Af Naade var ogsaa denne af
Synden besmittede Kvinde nu bleven
frelst; men om nogen vilde have fordret
Bevis derfor af hende, havde hun ikke
kunnet pege paa noget hos sig selv, der
talte derfor. Hun saa ud som før, hun laa
endnu foragtet af Farisæerne i Støvet ved
deres Fødder, hun bar endnu Syndens
Stempel paa sin Pande, tilsyneladende var
der intet sket med hende — og dog: Han
havde sagt det, at hun var frelst; ved sin
Tillid og Tro til, at Jesu rensende Magt
var større end hendes Synders Besmittelse,
var hun bleven erklæret for ren, og i Troen
holdt hun det fast.
Saadan gaar det endnu med alle frel-
ste Mennesker. De ere Syndere endnu
som før, stor Forandring er der heller ikke
i det ydre paa mange af dem, og de selv-
retfærdige Farisæeres og de selvkloges
egne Tanker siger: hvilket Hovmod, hvil-
ken Daarskab at holde eder selv for frel-
ste Mennesker! Men i Troen vover vi
dog at holde fast derved, thi vor Frelse
bygge vi ikke paa noget af vort eget, vore
egne gode Gerninger, vor egen Fromhed,
men alene paa Frelserens Ord, Ord som
disse: »Saa har Gud elsket Verden, at han
hengav sin Søn den * enbaarne, at hver
den, der tror paa ham, ikke skal fortabes,
men have evigt Liv« (Joh. 3, 16) eller:
»Hvo, som tror Sønnen, har det evige Liv«
(Joh. 3, 36), eller: »Jesus selv bar vore
Synder paa sit Legeme paa Træet (i.Pet.
2, 24). Naar Han har baaret voreSynder,
saa er vi fri. Det er forunderligt og ube-
gribeligt, men det er sandt. Og enhver,
der tror paa Sønnen som en Frelser fra
sin Synd, han er frelst fra sin Synd, han
er et frelst Menneske, Synden og Dom-
men og Djævelen har ikke den mindste
Ret over ham eller Magt over ham
til at gøre ham fortabt. Lov og Pris
være vor barmhjærtige Gud for sin »uud-
sigelige Gave« til Menneskene, for Frel-
seren. Men har Du taget mod denne
»uudsigelige Gave«, har Du taget mod
Frelseren som Din Frelser, har Du ladet
Ham bære ogsaa Dine Synder, saa Du
ved hans Naade er én af hans frelste?
»Fryd Dig hver Sjæl, han har frelst«, syn-
ger vi i en gammel Julesalme. Kender
Du noget til denne Fryd, denne bærende
salige Fryd over, at ogsaa Din Sjæl er
frelst og skal aldrig i Evighed blive for-
tabt?
Axel Fr. Moe.
Spotterens Omvendelse.
Lover den Herre, den mægtige Konge med Ære!
Lov ham, min Sjæl, og lad det din Forlystelse være!
Mød ham med Sang,
Psalter og Harpe giv Klang!
Aandelig Leg vil jeg lære.
Digteren af denne skønne Lovsang,
Joachim Neander, blev født i Bremen i
Aaret 1650. I tyve Aars Alderen besøgte
han Byens lærde Skole for at forberede
sig til Universitetet, hvor han agtede at
studere Theologi.
Han udmærkede sig frem for alle sine
Skolekammerater ved stor Flid og tilsva-
rende Fremgang, men den Tanke, der ude-
lukkende optog ham ved Arbejdet, var
Ønsket om at vinde verdslig Ære og For-
del. Livet i Gud var fremmed for ham.
Pastor Untereyk, en meget begavet
og aandrig Mand, var dengang Præst ved
St. Martini-Menigheden i Bremen. I Mod-