Færøsk Kirketidende - 15.05.1906, Qupperneq 2

til Sydstrømø paa den ene Side og over
en Tredjedel af Danmarks Præster og to
af Danmarks Biskopper paa den anden
Side, og disse Præster og Biskopper kal-
der han for Sekterere. Ja, det er da en
Beskyldning imod mig, der forslaar noget.
Men mon »Grundtvigianeren* ikke tog
Munden lovlig fuld? Hvorledes lyder mine
Udtalelser? Bladets Redaktør anfører dem:
»........og da endelig Indre Missions
yderliggaaende Retning her paa Færøerne
mere og mere nærmer sig til at "blive en
Sekt indenfor Folkekirken«. Har »Grundt-
vigianeren« saa faaet læst. hvad der staa^?
»Hvem tænker Pastor Hansen paa ved
Indre Missions yderliggaaende Retning
hex paa Færøerne, som mere og mere
nærmer sig til at blive en Sekt?« spørger
Redaktøren.
Ved Indre Missions Retning her paa
Færøerne tænker jeg ikke, som »Grundt-
vigianeren« synes at antage, paa over en
Tredjedøl af Danmarks Præster og to af
Danmarks Biskopper. En saadan For-
staaelse af mine Udtalelser turde fornuftig-
vis være udelukket, eftersom en Tredjedel
af Danmarks Præster og to af Danmarks
Biskopper ikke sidder paa Færøerne. Des-
uden taler jeg om en yderliggående Retning
af Indre Mission, men jeg tror ikke, at
øver en Tredjedel og to af Danmarks
Biskopper hører til en saadan yderlig-
gaaende Retning, ja, jeg ved, at i alle
Tilfælde ingen af Danmarks Biskopper
gør det.
Nej, men naar en af Indre Mjssions
Missionærer atter og atter i en Menighed,
hvor han ved, at der kæmpes af al Magt
imod Sektvæsenet, fremkommer med Ud-
talelser, som paa Grund af deres snart
Uklare, snart tilspidsede Form bringer
mange Medlemmer af denne Menighed i
Forvirring, idet man erklærer, at han ud-
sletter Grænsen mellem den evangelisk —
lutherske Kirke og Baptismen, saa siger
jeg om denne Missionær, at han hører til
en yderliggaaende Retning indenfor Folke-
kirken, der nærmer sig til Sektvæsenet,
og jeg spørger »Grundtvigianeren«: »Tror
De, at over en Tredjedel af Danmarks
Præster og to af Danmarks Biskopper
vilde have kunnet handle som han?« Jeg
har saa megen Tillid til den danske Præste-
stands klare Omdømme og Forstaaelse af
dens Pligt overfor vort Kirkesamfund, at
jeg tør sige, at der ikke er mange, der
vilde have kunnet gøre denne Missionær
Følge. — Naar endelig Missionæren
hensynsløst fortsætter paa samme Maade,
naar Forvirringen i Menigheden derved
vokser, naar derfra mange Sider klages
over ham, saa erklærer jeg, at jeg som
Menighedens Præst ikke kan arbejde sam-
men med ham, og jeg gaar med fuldt ud
rolig Samvittighed med til at lukke Menig-
hedens Hus for l^am, fordi der derved ikke
skete andet, end hvad han selv ligefrem
havde fremtvunget.
Hvad i det hele taget min Stilling
overfor Indre Mission angaar, da staar.jeg
i personlig Taknemmelighedsgælg til den
o: til den besindige Retning af Indre Mis-
sion; men jeg kan ikke slutte mig til den
F'orm af Indre Mission, Grundtvigianisme
eller hvilket andet-i Folks Øren mere vel«
klingende Navn man vil opfinde som Be-
tegnelse for de »aandelige Rørelser«, som
Indremissionær Moe er med til at frem-
kalde her paa Færøerne, fordi han, trods
al Tale om Barnedaabens Betydning, bi-
drager til, at Sectvæsen og luthersk Kri-
stendom blandes sammen, saa at Resul-
tatet bliver Uklarhed og Forvirring rundt
om i Menighederne, og fordi jeg er over-
bevist om, at sund og levende Kristendom,
som ingen kan ønske mere end jeg, trods
min »Vantro«, ikke vil vokse frem her paa
Færøerne, om vi skal fortsætte ad den
Vej, som Indremissionær Moe er slaaet
ind paa.
Skabningens Suk!
(Rom. 8,^2—23.)
Kender du denne l ængsel, kender du
dette Suk, kender du til denne Smerte?
Paulus siger, at al Skabningen sukker,
længes og er i Smerte, altsaa ogsaa du
og jeg. Hvad vilde du svare, om du helt
aabent og ærligt skulde give Svaret fra
Hjærtedybet? Jeg tror. du vilde sige: ja!
jeg kénder dette Suk, jeg kender denne
løn,lige Smerte, hvorfor jeg ikke selv kan
gøre rede.
Du mindes saa mange Stunder i dit
Liv, hvor dette Suk trængte sig frem og
tog Overhaand over dig. Du kom hjem
fra et lystigt Lag eller fra et af disse
lystige Selskaber, hvor du havde deltaget
i noget af det, som Verden ikke fordom-
men som dog i sig selv er fordømt, fordi
det ikke taaler at ses i Lyset af Guds Ord.
Nu var den Stemning borte, du havde
vugget dig ind i. og medens du klædte
dig af og lagde Stykke efter Stykke fra
dig, sneg der sig saa mange underlige,
urolige Tanker frem fra Hjærtets Dyb.
Alt omkring dig forsvandt, Tankerne tog
dig fangen, indtil du vaagnede op med et
Suk, der gav Genlyd i dit stille Kammer,
og opdagede, at du sad paa Sengekanten
med den ene Strømpe i Haanden. Du