Grønlandsposten - 01.02.1945, Blaðsíða 5

1. Febr.
GRØM LANDSPOSTEN
29
værende Tidspunkt kun oplyses meget lidt. Vi
haaber, at S/S »Linda« kan gaa i uafbrudt Fart
mellem U. S. A. og Grønland, saaledes at det ik-
ke i Aar vil blive nødvendigt at fragte Skibe for
at bringe de i Amerika indkøbte Varer her til
Landet. S/S »Julius Thomsen« forventes at brin-
ge Laster fra New York og Canada samt at del-
tage i Kulfordelingen i Lighed med sidste Aar.
Hvorledes Besejlingen af Thule skal ordnes, er
endnu ikke afgjort, men formentlig bliver denne
Besejling foretaget af en af Kystskonnerterne.
Forhaabentlig vil Forholdene blive saaledes, at
Kolonierne paa Østkysten kan faa en bedre For-
syningstjeneste i 1945, end det hidtil har været
muligt at give dem.
A. Malmquist.
Grønlands natur
er ikke legetøj.
Interview med kunstneren Peter Rosing.
— Grønlands natur er saa vidunderlig smuk,
og dog er der kun faa af os, der virkeligt fatter,
hvor stor og uvurderlig en gave vi har i vort
lands skønhedsværdier, i fjeldenes konturer og
farver, i isbjergenes levende spil, bræerne,
indlandsisen, selve mørketiden og især bryd-
ningerne mellem lystid og mørke og igen ved
lysets tilbagevenden. Vi maa lære at forstaa det-
te og lære at værdsætte skønhed som en værdi
for menneskene, som en kilde til megen glæde.
Grønlands natur er ikke noget, vi skal lege med
eller mishandle, hvad mange har forsøgt. Jeg
har ikke set saa meget af grønlandsk kunst rundt i
landet, men det, jeg har set, har for det meste
bare været billeder, glansbilleder, uden liv, og det er
at drage det skønne nedad i stedet for at værdsæt-
te det som noget stort, noget der kan betage,
berige og løfte og give glæde til den umiddelba-
re og modtagende beskuer —!
Peter Rosing stod med pensel og palet i haan-
den og talte sig ivrig, ikke søgende efterordene, for
de blev slynget ud med overbevisningens kraft,
og der var lynglimt i de øjne, der saa paa mig,
der laa en livserfaring bagved, en kunstners
kamp, ikke for at vinde anerkendelse, men en
kamp med selve kunsten, en kamp for at mestre
den, for at betvinge den, for selv at være skab-
ende.
- Kunsten har bjergtaget mig. Jeg virkelig
slaas med den. Kommer en idé over mig, eller
smyger en stemning sig ind i mit sind, kan jeg
arbejde dermed i dage og nætter, ja, ofte uger
og maaneder uden at blive tilfredsstillet. Det
har virkelig kostet kamp; det har faaet mig til
at vaagne om natten for at tage fat paa penslen
igen. Og saadan er det stadig, jeg har endnu
meget tilbage, som er ufuldkomment, jeg er end-
nu ikke helt tilfreds med mig selv som kunstner.
Naar jeg maler, er det, fordi jeg føler mig gre-
bet af et indtryk, eller en stemning i et farvespil,
slet ikke for at sælge mine billeder, hvad jeg kun
gør nødigt. Drivkraften er alene ideen og en ubæn-
dig trang til at give den billedligt udtryk. Der-
for kan jeg heller aldrig male et billede to gan-
ge eller male kopier — !
Et billede var ved at tage form paa lærredet,
et sensommerbillede med lav sol bag Diskobugten,
himlen i brydningsfarverne mellem rødt, grønt
og blaat, det begyndende efteraars violette, ma-
nende farvespil over fjeldene og i forgrunden en
ung pige med sol i kinderne, maaske vemodig stemt
over, at sommerens lys og glæder snart er forbi.
Bag ved stod andre billeder, færdige eller
halvfærdige, aandehulsfangst i mørketid, vinterens
og mørkets dystre, uldne farver; ogsaa sommer-
billeder med hav og is i blaat og grønt og med
lyse, brune klipper.
— Det er nogle af mine sidste billeder, De ser
her. Det er noget nyt; det famlende er ved at være
fobi, jeg er blevet mere dristig. Der er ligesom
sket noget helt uforklarligt. Det stive, der har
hængt ved og været hemsko i saa mange aar, er
borte nu, kunstneren i mig er ligesom vaagnet
til bevidsthed, ideer bliver til, mange, og jeg
længes vildt efter at give dem liv. De mange
famlende aar er forbi, ideerne har altid været
gode nok, men sikkerheden i udformningen har
manglet — den er der nu — og dog har jeg end-
nu ikke malet et billede, som jeg selv har væ-
ret helt tilfreds med. Det helt rigtige billede er
endnu ikke kommet frem —!
Mon en kunstner nogensinde naar det fuld-
komne? Det er vist ikke sket endnu. Er det ik-
ke netop den evige stræben efter fuldkommengø-
relsen, der er den skabende faktor, der tvinger
evnerne til udfoldelse? Som en digter giver sig
selv i sin poesi, maa ogsaa en kunstner gøre det
i sin kunst, hans liv vil genspejle sig i hans bil-
leder. Meget karakteristisk for Peter Rosing selv
er de to hinanden modsatte stemninger, der mest