Grønlandsposten - 01.02.1945, Blaðsíða 6

30
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 3 — 1945
er kommet til udtryk i hans billeder. Bedst me-
strer han maaske endnu mørketidens dystre far-
ver og brydningstidernes vekselspil, de store mod-
sætningers møde mellem lystid og mørke, men
sommerens lyse, legende farver har ogsaa trængt
sig frem i hans sind og er kommet til udtryk i
hans kunst, ja, er maaske endda mere og mere
ved at tage overvægten.
— Det er kunsten alene, der har givet mit
liv indhold og glæde: det er skønt at tumle med
ideer og farver, og selv mange aar efter kan jeg
glæde mig over at se mine billeder igen i et el-
ler andet hjem og igen fremkalde de stemninger
i mit sind, som betog mig, da billedet blev til.
Saaledes faar mine billeder værdi for mig, selv
om jeg alligevel helst vilde beholde dem i mine
egne stuer —!
Peter Rosing er født i Godthaab i 1892 som
søn af kateket Christian Rosing, Som 11-aarig
kom han første gang hjem til Danmark i 1903 og
boede et par aar paa Lynge præstegaard og gik
i dansk børneskole, men i 1905 gik det igen til
Grønland.
- Min far var blevet ordineret i København
og skulde op til Angmagssalik som præst. Men
for at komme dertil maatte vi først med et sejl-
skib til Egedesminde og derfra med »Godthaab«
om til Østkysten. Det var langvarige rejser den-
gang, men jeg nød hver eneste dag deraf. Da vi
omsider naaede udfor Angmagssalik spærrede
storisen for indsejlingen. Der kom kajakker ud
til os, men de kunde ikke føre os igennem. Til
sidst vilde kaptajnen vende om, men saa kom der
en angakok ud til os i sin kajak og tog føringen
over skibet — og samme dag kom vi ind til Ang-
magssalik.
Der var meget nyt og ejendommeligt for os
ved Angmagssalik, og det gjorde et stærkt ind-
tryk paa os. Da baade min fars og min mors
familie alle var fangere, blev jeg og mine søsken-
de ogsaa oplært til det samme, og af østgrønlæn-
derne lærte vi de rigtige kajakkunster, som de er
rene mestre i derovre. 1907 blev jeg konfirme-
ret efter at have gaaet lidt i skole hos min far
og daværende kateket Henrik Lund sammen med
to østgrønlændere. Det var første gang, en kon-
firmation var set ved stedet, hvorfor det vakte
stor opmærksomhed.
Jeg havde allerede dengang lyst til at være
kunstner, havde tumlet en del med vandfarver og
med at kolorere tegninger, og heri var min mor
mig en stor støtte og gav mig de første anvisnin-
ger og retningslinier at gaa efter — og det er
faktisk det, min mor dengang lærte mig, som
stadig er rettesnor for mig.
Min far vidste ikke rigtig, hvad han skulde
stille op med mig, hvorfor det blev besluttet, at
jeg skulde prøve at klare mig selv paa egen
haand, men saa kom der ikke noget skib det aar.
Vi saa det langt ude i isen, uden at det kunde
komme ind. Den vinter spiste vi næsten kun
bygbrød, og det smagte forresten storartet.
Men 1908 kom skibet ind, og jeg rejste med
det til Julianehaab og derfra med »Godthaab« til
Danmark. Ved ankomsten til København opsøgte
jeg min gamle onkel, men han vidste ikke, hvad
han skulde stille op med mig og kunde ikke en-
gang forstaa mig. Imidlertid kendte han en
præst, der talte grønlandsk og havde andre grøn-
lændere boende hos sig. Det var pastor Ludwigs,
hos hvem jeg saa kom i huset den følgende vin-
ter, samtidigt med at jeg kom til at gaa et par
maaneder hos en maler ved navn Bang. Senere
gik pastor Ludwigs med mig op til en minister,
og vi talte om, hvad jeg kunde blive til. Man
vilde gerne give mig en ordentlig skoleuddan-
nelse, og resultatet blev da, at jeg i 1909 blev
sendt tilbage til Grønland for at gaa paa semina-
riet i Godthaab. Sommeren 1909 rejste jeg rundt
langs kysten som tolk for professor Nordenskjold-
ekspeditionen. 1. september begyndte skole-
gangen paa seminariet, hvorfra jeg da seks aar
senere, altsaa i 1915, tog afgangseksamen som
holdets dygtigste elev.
Godthaab Seminarium har betydet meget for
mig. Det har givet mig en indgaaende forstaa-
else af, hvad det betyder at lære noget, og jeg
sætter stadig overordentlig stor pris paa mit op-
hold der. Men desværre betragtede seminariet
os lige fra begyndelsen som hørende til gejstlig-
heden, og der blev lagt stort pres paa eleverne
for at faa dem til at gaa i den kirkelige retning,
skønt mange meget nødigt vilde, men vi var for
lidt selvstændige til at staa imod, og for mit eget
vedkommende ved jeg, at jeg ikke var kommet
til Danmark til videre uddannelse, hvis ikke jeg
havde fulgt seminariets ønske i den retning.
Vi var to af de saakaldte Danmarks-kandida-
ter, pastor Lauf og mig, og vi kom hjem til Dan-
mark samme aar, som vi var dimitterede. Vi blev
først indkvarteret hos pastor Ludwigs, men da
denne samme aar blev udnævnt til biskop, flyttede
vi hen til pastor Lichtenberg, der var ansat ved
Vor Frelsers Kirke.