Atuagagdliutit - 01.01.1961, Síða 74

Kinujartorfigisavdlugo kussa
narsisimavoK.
Det heldige øjeblik var kom
met.
ArKaluk det usædvanlige menneske
DET VAR EN højtidelig tidsalder,
vi voksede op i. Den prægedes
af vækkelsesforeningen „peica-
tigingniat“s alt dominerende
indflydelse, kolonitilstande og vågnen-
de mindreværdskomplekser. Derfor
var det så meget mere bemærkelses-
værdigt, at tidens betydeligste mand-
folkeskikkelse udstrålede en person-
lighed, der ikke tog livet og sig selv
slet så højtideligt.
Ikke således, at livet havde taget
skånsomt på ArKaluk og hans slægt,
men ArKaluk havde nægtet at lade sig
besejre og udfoldet sådan et mod på
livet, at hele hans væsen var blevet
en lovsang til dette liv.
Indtil sine 80 år gik ArKaluk uan-
fægtet og upåvirkelig sine faste ruter
i Godthåb, så man kunne stille sit ur
efter ham. Når han talte til en, benyt-
tede han en hvad-bilder-du-dig-ind-
OKalugtartup nutai
kalåtdlisut nutåt
VORT ÆLDGAMLE LAND og
GRAVSTED UNDER BØLGERNE
nunarput utorKarssuångoravit
maligssuit atåne iliveKarfiga
7 PK 11 — ’45’
PEKATIGINGNIAT
uvdlåK måna
Guterput
uvdloriartåK pinersoK
7 EGK 1099 — 'EP’
SEMINARIEKORET, GODTHÅB
apumit matugåuput
naussunguit
nunavtinut KåumarKut
X 8394 — '45'
Skandinavisk Grammophon
Aktieselskab
KØBENHAVN — VALBY
tone, drillede alle, voksne og børn og
var parat til med sin stok at holde dem
på afstand, og var alligevel alle børns
erklærede ven. Jeg har ofte tænkt på
denne hans holdning udadtil, og tror,
at det var hans måde at afværge folks
ærbødighed på. En ubesejret nægten
at lade sig knække hverken af træt-
hed, sygdom eller død, karakteriserede
hans sidste dage. Der var en velkendt
anekdote fra den tid, som fortalte, at
præsten, som så hvor svag han var
blevet, havde sagt: Jeg skal, når jeg
kommer hjem sende lidt kirkevin til at
styrke dig med, hvortil ArKaluk skulle
have svaret: Men endelig ikke for lidt!
Når min bedstefar, som var hans
gode ven, og som var gift med søste-
ren til hans kone, i sin høje alder var
træt og ved at være færdig med livet,
kom ArKaluk ikke med medlidenhed
eller trøst. Nå, sagde han i stedet for,
hvor længe skal vi tåle dig endnu! og
tilføjede: Ak, ukrudt forgår ikke så
let! Sådan en tale, rettet til en syg
mand, forstod jeg ikke som barn, og
jeg triumferede i tankerne, da ArKa-
luk med fem år overlevede min bed-
stefar og derved beviste, hvem af de
to, der havde været mest ukrudt.
Vi kendte ak så lidt til Arnaluks
forældre, Pele og Kålat. Vi vidste dog,
at Pele (Peter) var søn af en dansk
mand, og at Karen var født Lynge,
hvorved vi blev familie i dobbelt for-
stand, for min far var fætter til Anta-
luks børn.
☆
A RK’ALUK og min bedstefar tumle-
de i deres små kajakker, da kejser
Napoleons brodersøn gæstede Godthåb
uventet. Drengene havde da med deres
ubekymrede narrestreger og foragt for
det våde element behaget hans kejser-
lige højhed, som forærede dem hver en
lille legetøjstrompet. Netop som de
skulle til at ro tilbage fra skibshavnen,
havde en pludselig opstående føhnvind
overrasket de små kajakroere. I Godt-
håb havde man en nedarvet respekt
for denne vind, men drengene glemte
i deres triumf at være forsigtige. De
skulle lige til at runde Kujatdlerpait-
næsset, da den allestedsnærværende
Kålat stående ved næsset råbte ud til
dem om at søge nødhavn dér. Nej, om
de ville! De svarede samtidig med
trompetstød og fortsatte uanfægtet af
hendes råb over til kolonihavnen, hvor
hun indhentede dem og gav dem vel-
fortjente prygl.
Pele var tømrer og kivfatformand,
en mand i position, og velstående.
Hjemme havde de sengetøj så højt, at
de lå på briksen som prinsessen på ær-
ten. Det blev et mundheld i Godthåb,
når nogen redte seng med højt hoved-
gærde at sige at gå i seng efter Peles
manér.
Da jeg lærte ArKaluk at kende, var
han en rask og åndsfrisk gammel
mand, som stilfældigt passede sit ar-
bejde. Han havde udmærket sig sådan
i sit liv, at det var påfaldende, at ingen
overordnet kiggede efter, hvad han
brugte sin tid til. Af tidligere billeder
at dømme var hans klædedragt næsten
ikke forandret gennem tiderne. Stok-
ken, eller rettere sagt hyrdestaven, var
blevet hans uadskillelige ledsager. Det
hvide skæg klippede han til til en form
af kjovens hale.
I vores hjem var han ofte gæst. Det
traf sig så heldigt, at hans rute til og
fra arbejdet gik lige forbi vores dør.
Min bedstefar havde da sit otium efter
50 års tjeneste. Folk gruede dengang
meget for den smitte af forkølelse, ski-
bene ville føre med sig fra Danmark,
men en dag gjorde ArKaluk mig op-
mærksom på, at folk begyndte at ho-
ste over hele byen blot skibet kastede
anker i skibshavnen og det endnu før
man havde haft forbindelse med ski-
bets mandskab.
☆
FTERHÅNDEN som de to gamle
blev ældre, antog deres venskab
mere og mere karakteren af børns
kammeratskab, hvor de til tider var
rørende gode ved hinanden, for i næ-
ste øjeblik at blive trætte af hinanden.
Hvis der gik en dag, uden ArKaluk
kiggede indenfor, savnede bedstefar
ham, men det kunne også ske, at han
gemte sig bag døren for at undgå hans
visit.
Når de havde siddet sammen og ud-
vekslet erindringer over et glas hjem-
mebryg, kunne det godt være, at Ar-
Kaluk sagde til os børn om at ledsage
ham op til bogtrykkeriet, i hvis ene
fløj han havde sit arbejdsværelse. Så
fik vi farvede og hvide papirstrimler
alt efter vores rang. Min broder, der
var opkaldt efter hans afdøde søn, fik
mest, min fætter, der var opkaldt efter
hans chef og læremester Rasmus Ber-
thelsen, fik næstmest, og jeg, som var
De skrående gamle på den bageste
bænk.
opkaldt efter hans svoger, som havde
ord for at være familiens sorte får, fik
mindst. Kun engang fik jeg mest og en
krone i tilgift, det var da min mor
havde taget affære og sagt, at ArKaluk
aldrig mere fik af hendes gode hjem-
mebryg, når han drillede mig sådan.
Hvad denne ærværdige mand, hans
svoger, der tilmed var kateket og le-
vede til en høj alder, havde begået,
siden hans navn lod til at huskes med
ubehag, fik jeg aldrig opklaret. Og en
bemærkning, min far havde ladet fal-
de engang, jeg havde været genstridig,
havde givet mig mere at spekulere på.
Min mor skulle til at skælde mig ud,
da han kom til at sige, at det jo til en
vis grad var deres egen skyld, fordi de
havde givet mig navn efter en så
ulyksalig person.
Papirstrimlerne brugte vi til at lave
krydsede seler af for at ligne landsol-
daten under de hyppige krigsskuespil,
vi afholdte. Vi var ikke for ingen ting
børn under den første verdenskrig. Si-
den hen til at skrive og tegne på.
☆
£)ET MÅTTE UNDERTIDEN fore-
komme ArKaluk, at vi for hyppigt
kom og tiggede om papir. Da kunne
han finde på at skælde os rigtig ud.
Denne svingen i hans måde at være
på tvang os børn til at prøve at regne
ud, hvornår det var belejligst at op-
søge ham. Nu var det en tid, der præ-
gedes af udskænkninger af spiritus til
handelens personale, så med lidt øvel-
se blev vi hurtig dygtige til at iagttage
de forskellige fastansattes skiftende
sindsstemninger. ArKaluk fik vel også
som andre fastansatte sine periodiske
dramme, ræsonnerede vi. Og det be-
lejlige øjeblik kom, når ArKaluk holdt
sin stav med begge hænder, nærmest
som'en kajakmand sin pagaj, og med
mellemrum tog sin ene hånd ud af den
uundværlige tykke vante, for med en
elegant bevægelse at give sit skæg en
nænsom ekstra omdrejning. Og vi fik
alt, hvad hjertet kunne begære.
Alle gamle mennesker var dengang
faste kirkegængere, som havde faste
siddepladser. ArKaluk, min bedstefar
og de andre gamle, som skråede, havde
den bageste bænk samt de fleste spyt-
tebakker. Når præsten ikke talte højt
nok, og det kneb med hørelsen, sad de
gamle i stedet for og diskuterede med
dæmpede stemmer et eller andet. En-
gang fandt man en af dem gå meget
bedrøvet ud af kirken, og da man
spurgte ham ud, fik man det svar, at
ArKaluk i kirken havde sagt til ham,
at hans sjæl ikke stod til at redde. Så
højt kunne bølgerne gå på den bageste
bænk.
Jeg kan så levende forestille mig
disse brave mænd dér, hvor de sad,
gamle fuldskæggede typer, allesammen
gamle i tjenesten. Når der var barne-
dåb og man sang: „Kom din gamle tje-
ner i hu“, drejede vi om i vore bænke
for at se på bedstefar i den tro, at det
var ham, der mentes, for det blev al-
utorKait sukulortut tunordlerme igsia-
ssut.
drig forklaret os, hvem denne gamle
tjener skulle være.
ArKaluk var helten for drengeban-
den i Godthåb. Og som Robin Hoods
bueskydende røvere var vi altid på
pletten, hvor kongens store mænd for-
årsagede en folkestimlen — og vi hav-
de altid en hjemmelavet armbrøst i
hånden. Sådan var det, da ArKaluk
første gang blev dekoreret. Det skete
på kongens fødselsdag i tilknytning til
gudstjenesten. Medens folk, som hav-
de fået besked om det, i stedet for at
gå hjem blev stående uden for kirken,
trådte inspektøren frem i galla og
fæstnede ordenen på ArKaluks anorak.
Da der råbtes hurra og kanonerne drø-
nede på skansen, var efterårsstemnin-
gen så mættet med højtidelighed og
fest, at ArKaluk græd, så vi havde helt
ondt af ham. Naturligvis var vi de iv-
rigste til at råbe hurra og klappe i
hænderne.
☆
£)EN STORE DAG for ArKaluk blev
afsløringen af Rinks mindesmær-
ke. Da han stod på stenens fod, højt
over andres hoveder, og blottede sit
hovede, glinsede det sølvgrå hår i so-
len, og han talte til Grønlands opvok-
sende sønner og udråbte leve med dis-
se ord: Lad os for at sværge på, at vi
vil holde mindet om den afdøde Rink
højt i ære, råbe tre gange hurra. Så
vidste vi, at ArKaluk var vores, og vi
fornam i denne stund tingenes histori-
ske sammenhæng: Det forarmede
Grønland, Rink, der grundlagde lan-
dets fremtid, ArKaluk, der havde vir-
keliggjort hans ædle tanker, og så t,il-
sidst vi, lidt grønne endnu, men i hvis
øjne begejstringen lyste, da vi med
spæde røster svor, at vi ville værne om
denne historiske sammenhæng.
Hans Lynge.
KØBENHAVNS NY TØMMER-HANDEL A/s
Lygten 10 . København NV . Telegramadresse: Tømmer
Trælast Isoleringsplader Krydsfiner
Kissuit OKorsautigssat pingasoriciat
74