Atuagagdliutit - 23.12.1981, Blaðsíða 23

Første danske skole for grønlandske børn
Astrid Sabroe fortsætter sin beretning om sine
oplevelser som lærerinden i Julianehåb for 50 års
siden.
Af mine egne elever husker jeg
bedst Erik Motzfeldt, der klædt
ud som en gammel kone, havde en
kurv med »kyllinger, kyllinger,
gæs og høns og en gammel hane
med sporer«. Han gik vældig op i
rollen.
I foråret 33 var Jon Høegh i
Danmark, og sammen med Knud
Rasmussen var han i ministeriet
for at få en ordning på mine for-
hold. Jeg kunne simpelthen ikke
klare mig for den løn, jeg fik, og
jeg måtte også have et sted at bo.
Jeg har ingen erindring om, at jeg
var særlig bekymret, men der var
mange ting, jeg trængte til og øn-
skede mig.
På grundlag af de resultater,
der var nået i »Den danske skole«,
skulle arbejdet fortsætte, og
Stauning, der fra starten havde
interesseret sig for forsøget, an-
befalede, at jeg fik samme ansæt-
telsesforhold som sygeplejersker-
ne, og på skolens loft skulle der
indrettes bolig til mig, samt et
klasseværelse til skolen. Først
med 3. »Disko« ville jeg få endelig
besked.
Lindbjerg på fjorden
Endelig kom »Disko« en dejlig
sommeraften, og vi var alle på
kajen for at byde velkommen, det
var jo sjældent, vi fik skib om
sommeren. Samtidig med, at »Di-
sko« kastede anker, landede den
amerikanske flyver, Lindberg, på
fjorden. Men det allermest spæn-
dende var, at ikke mindre end 7
hvaler lavede »springvand i den
stille fjord. Det syn glemmer vist
ingen af os.
Direktøren kunne meddele mig,
at jeg fra 1. september ville få me-
re i løn, hvor meget har jeg glemt,
dertil kom gratis lys og varme,
lønningsanciennitet, der også vil-
le gælde i en dansk skole, men in-
gen pensionsordning endnu. Det
var meget mindre, end det, man
gav de danske efterskolelærere,
hvilket jeg på det tidspunkt var
ligeglad med. Senere talte jeg me-
get højt om den lønningsforskel,
fordi det var med til at diskrimi-
nere arbejdet i børneskolen, som,
efter min mening, var den vigtig-
ste arbejdsplads. I Godthåb, ho-
vedstaden, smilede man overbæ-
rende af den slags påstande, det
var bare kvindesnak.
Nå, men nu havde jeg flere pen-
ge, og jeg skyndte mig at bestille
en grammofon, og den Knud Ras-
mussen havde givet mig, som
stammede fra hans pure ungdom,
forærede jeg til sygehuset.
Om efteråret kunne jeg tage
rnin lejlighed og det nye klasse-
værelse i brug. Til mig var der en
stor stue, køkken og entre. Stu-
ens indretning havde Ibsen gjort
meget ud af, lidt for meget efter
min mening. Jeg sage, det var dej-
ligt, for det var gjort for at glæde
mig. Da jeg et par år senere fik en
stue til, fik jeg fjernet alle de ib-
senske indretninger.
Klasseværelset kunne ikke væ-
re bedre. Det var et stort, lyst
rum med mange indbyggede ska-
be, og endelig en tavle foran ele-
verne. Klasseværelset fik jeg lagt
til min lejlighed, da jeg kom hjem
fra årspermissionen.
Ellens julehilsen
I skolen gik det støt fremad, jeg
prøvede at overholde en timeplan,
hvad der sjældent lykkedes. Ved
hjælp af kort og billeder havde vi
noget, vi kaldte geografi. Jeg
prøvede hele tiden at variere mit
sprog, og der var elever, der lige-
som sugede ordene til sig. Fra
Gyldendal fik vi, foruden skole-
bøger en del billedbøger, men tek-
sten sagde ikke børnene meget.
Jeg bad om illustrationerne alene,
så vi selv kunne lave tekster. Ef-
terhånden havde vi et stort, dej-
ligt billedmateriale.
Vi stavede, læste og skrev dik-
tater, og somme tider forsøgte vi
os med små selvstændige arbej-
der, som ikke kunne kaldes stile,
det ville være en overdrivelse. Det
var morsomt, at skrive et lille
brev på dansk. Der er et brev, jeg
tydeligt husker. Ellen K’s mor
havde haft en meget stor oplevel-
se, da hun som ung havde været i
Danmark med en dansk familie.
På Det kongelige Teater skulle
man opføre et stykke, »Kataraq«
hed det. Ellens mor, der tilfældig-
vis også hed Kataraq, skulle vise
skuespillerne, hvordan grønlæn-
derne gik og dansede, samt hjæl-
pe med dragterne. Det havde væ-
ret en dejlig og mærkelig tid for
hende, og naturligvis havde hun
tit fortalt børnene om det. Nu øn-
skede Ellen at sende en julehilsen
til skuespillerne. Foruden jule- og
nytårshilsener, ønskede hun, at
alle havde det godt, og »ville blive
bedre«.
Afsked med Knud og
Erlings sygdom
Knud Rasmussen kom i efteråret
til Julianehåb, hvor han meget
syg blev indlagt i lægeboligen hos
Axel Laurent. En dag sendte han
bud efter mig, og jeg fik igen en
opmuntring til at fortsætte, og
når jeg havde gennemført mit ar-
bejde, skulle vi rigtig feste. Det
blev sidste gang, jeg så den mand,
der betød så meget for Grønland,
og som havde forstået at få mig
til at yde mere, end jeg havde tro-
et, jeg kunne. Med første skib
modtog jeg fra Gyldendal en me-
get smuk plakat, hvor man ser
Knud sidde på fjeldet med en
megafon i hånden. Selvfølgelig
blev den hængt op i klasseværel-
set.
Mellem skolebøgerne i børne-
skolen havde jeg især lagt mærke
til en danmarkshistorie oversat
fra dansk. Det hele var med: kri-
ge, love og selvfølgelig kongeræk-
ken. Jeg huskede bogen hjemme-
fra som noget af det kedeligste,
jeg havde læst. Det var ikke den
form for historie, mine elever
skulle lære.
Efter megen snak med venner
og bekendte, blev jeg enig med
mig selv om, at nok skulle mine
elevel* lære danmarkshistorie,
men i store træk, uden for mange
detaljer, derimod skulle de kunne
deres eget lands historie. I hjem-
mene blev der fortalt meget, især
sagn, men jeg ønskede mere sam-
menhæng, så jeg ville starte med
eskimoernes historie, nordboerne,
Hans Egede og til sidst koloniti-
den og grønlandsk samfundslære.
Det var et stort arbejde, at få det
hele samlet, og jeg var ret stolt af
det, men senere har jeg fået for-
talt, at forældrene langt havde
foretrukket gammeldags historie-
undervisning.
I sommeren 34 var Erling
Høegh syg og skulle opereres,
men forældrene var kede af at la-
de ham rejse alene. Jeg fik tilla-
delse til at rejse med, da jeg jo
kun havde været indstillet på at
være i Grønland i 2 år, og derfor
havde en del, jeg måtte have ord-
net. Vi kom hjem med »Hans Ege-
de« en dej hg sommeraften. Vejret
var klart og blikstille, og da vi
rundede Kronborg, blev jeg kaldt
op på broen, hvor man tydeligt
mærkede en duft af blomster. Det
var en stor oplevelse.
Jeg blev i København, til Er-
ling havde det bedre, og så havde
jeg et par uger til at ordne mine
sager og endda nå at komme en
smuttur hjem.
Den lille tur hjem havde været
et friskt pust, og jeg var meget
oplagt til at begynde arbejdet
igen, og nu lå der 4 år foran mig
til at gøre arbejdet færdigt, men
det gik da stadig fremad, ikke al-
tid så hurtigt, som jeg kunne øn-
ske det. Det ville have hjulpet,
hvis børnene havde haft mere lej-
lighed til at tale dansk udenfor
skolen, men det var meget få
grønlændere, der talte dansk. Og
de danske børn kom i skole hjem-
me allerede i 10-11 års alderen, og
desuden var de to-sprogede og
talte altid grønlandsk, når de le-
gede med andre børn. En stor
hjælp var det, at forældrene var
interesserede og stolte af, at deres
børn talte dansk. Kathrine, der
som barn var temmelig genert,
har fortalt, hvordan hun en dag,
de havde gæster hjemme, blev
bedt — eller måske rettere fik be-
sked om at rejse sig op og fremsi-
ge Fadervor på dansk.
Når jeg senere har haft lejlig-
hed til at sammenligne danske og
grønlandske børns anlæg for
sprog, så er resultatet blevet, at
grønlænderne klart var de bedste,
derimod ville de danske nok være
dygtigere til regning.
Forældrene kendte jeg efter-
hånden godt, når jeg nu sidder og
ser på et fotografi af forældre-
kredsen, mindes jeg dem alle som
venner, som altid var gæstfrie og
hjælpsomme, og som jeg tit har
savnet. Det er ikke så få kopper
kaffe, jeg har drukket i de hjem.
I skolen opstod der naturligvis
misforståelser på grund af det,
man i dag kalder sprogbarriere,
men det er prisen for den form for
sprogundervisning. Der var da
også en kulturbarriere på grund
af forskellig opdragelse og leve-
vis, men den behøvede ikke at be-
tyde ret meget, hvis man respek-
terer hinanden.
Fungerende
sygeplejerske
I sommeren 35 var der i syddi-
striktet usædvanlig mange alvor-
lige sygdomstilfælde, og da sko-
len startede efter ferien, var der
mange fraværende. Da Axel Lau-
rent kom hjem fra en rejse, kon-
staterede han, at mange i Juliane-
håb .havde scarlagensfeber, en
sygdom, der hidtil havde været
ukendt i Grønland. Situationen
var uhyggelig, skolen blev i hast
ryddet for inventar og gjort parat
til at modtage patienter, og jeg
skulle, så godt jeg kunne, fungere
som sygeplejerske. De følgende 8
måneder blev jeg tit stillet over-
for opgaver, jeg var bange for, jeg
ikke kunne klare, men så skete
det, at alle satte sig op, ikke i sen-
gene, dem havde vi ingen af, men
på gulvet, og bad Fadervor højt.
Min usikkerhed var jo ikke nogen
hemmelighed for dem.
Selvfølgelig var jeg træt, da
skolen henad foråret begyndte.
Først holdt jeg en lille ferie i præ-
steboligen, og så var det bere dej-
ligt at komme i gang.
Det lod til, at børnene var glade
for at begynde på den daglige til-
værelse. Mange børn havde været
meget syge, i flere af hjemmene
havde der været dødsfald. Alle
sammenkomster havde været for-
budt, selv julefesterne, så det
(Fortsættes næste side)
&TUAGAGDLIUTIT
23