Grønlandsposten - 01.09.1942, Qupperneq 10

142
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 12
Danmark gør modstand.
(Artikel af Sten Gudme, fortsat.)
Oppositionen mod regeringens politik har
givet sig voldsomme udslag, men ikke voldsom-
me nok. Ingen følelige resultater efterfulgte stu-
denternes demonstrationer, da udenrigsminister
Scavenius sidste november rejste til Berlin for
at underskrive Anti-Comintern Pagten. Ikke
desto mindre er det ikke uden betydning, at
tusinder og atter tusinder af mennesker drister
sig til at protestere offentligt i gaderne mod det
frem medherredømme, som prøver at paatvinge
os dets politik. Da Scavenius vendte tilbage fra
Berlin, vovede ban ikke at møde sine lands-
mænd. I stedet for at komme ind til hoved-
jernbanegaarden i København, ankom ban til
hovedstaden i en automobil ad afsides biveje.
Kritik mod samlingsregeringen er kommet
til orde i alle partiers aviser saavel som folke-
tinget. Den er især blevet rettet mod udenrigs-
minister Scavenius og trafikminister Gunnar Lar-
sen, den tidligere chef for F. L. Smidth & Co.
Det er et spørgsmaal, om det for tiden ik-
ke udelukkende er kongens person, der holder
sammen paa regeringen, skønt han i sandhed
ikke er i sympati med den. Men hverken ag-
telse for kongen eller frygt for en nazistisk eller
halvnazistisk regering, der sandsynligvis vil blive
følgen, hvis Scavenius faar lov til at gaa, kan i
længden afholde folk fra at indtage en aggressiv
holdning overfor udenrigsministeren og den nye
tyskvenlige kurs, som han har paatvunget sam-
lingsregeringen. Det er tvivlsomt, om Scavenius
vil kunne overleve indførelsen af antijødisk lov-
givning i Danmark, hvilket den tyske udenrigs-
minister i Wilhelmstrasse proklamerede over den
danske radio som en naturlig følge af under-
tegnelsen af Anti-Comintern Pagten. Imidlertid
haaber folket stadigt paa, at kongen en skønne
dag vil erklære, at grænsen for underkastelse er
naaet.
Der har været delte meninger om, hvorvidt
den mand, der har hovedansvaret for den poli-
tiske kurs i Danmark under okkupationen, skal
kaldes en Quisling eller en Laval. Men det er
kun en strid om ord. Vi kan akkurat lige saa
godt nævne ham ved hans eget navn — Scave-
nius. Dette navn vil ogsaa gaa over i historien
som navnet paa den mand, der forraadte sit
eget folks interesser under Europas frihedskrig.
Imidlertid kunde udenrigsministeren ikke have
gennemtvunget sin politik uden støtte i rege-
ringen af statsminister Stauning og trafikmini-
ster Gunnar Larsen, maaske ogsaa fra andre.
Statsminister Stauning er nu en gammel mand,
der synes at have tabt sin bedste styrke og har
i hvert fald tabt de yngre arbejderes tillid. Gun-
nar Larsen repræsenterer en lille, men ret be-
tydningsfuld gruppe af forretningsmænd, der er
interesseret i et intimt samarbejde med Tysk-
land baade under og efter krigen. I adskillige
tilfælde har han været Erik Scavenius’s eneste
støtte i regeringen; og i sin virksomhed baade
som administrator og taler har han været Tysk-
land en energisk talsmand.
Var det rigtigt af Danmark ikke at gaa i
krig den 9. april 1940? Det danske folk har
skarpt delte meninger om dette spørgsmaal. Der
var nogle, der spyttede efter den danske soldat
i dagene umiddelbart efter den 9. april. Det var
baade simpelt og uretfærdigt; thi hærens hold-
ning var hævet over enhver smaalig kritik. Hver
enkelt lige fra den kommanderende general til
den yngste rekrut var ivrig efter at kæmpe.
Folks almindelige anskuelser følger ikke partili-
nier. Der er konservative grupper, som tidlige-
re altid krævede gjort det yderste for landets
forsvar, men som nu aabent indrømmer, at det
vilde have været taabeligt al yde modstand. Paa
den anden side er der socialdemokrater og ra-
dikale, som føler sig forraadt, fordi der ikke
blev krig. I virkeligheden er der, især mellem
de yngre socialdemokrater, foregaaet en menings-
ændring, der næsten er vokset til en lavine, til
gunst for oparbejdelse af forsvaret. Men det var
for sent. Det er imidlertid en indikator for, at
Danmark, naar først krigen er forbi, vil indtage
en betydelig ændret holdning overfor forsvars-
problemet.
Hvis man spørger om, hvad en væbnet
modstand vilde have ført til, kan vi kun svare,
at den maaske kunde have sinket tyskerne en
dag eller to, sikkert ikke mere, og saaledes have
advaret Norge. De allieredes generalstab maa
kunne afgøre med sig selv, om en saadan for-
sinkelse af 24 eller 48 timer kunde have ændret
krigens forløb. I hvert fald er det sikkert, at re-