Grønlandsposten - 01.09.1942, Blaðsíða 11

Nr. 12
GRØNLANDSPOSTEN
143
sullatet i Danmark ikke var blevet anderledes,
maaske i Norge, men mange tvivler dog paa,
om selv dette vilde have været tilfældet.
Alligevel ønsker omkring halvdelen af Dan-
marks befolkning, at der havde været væbnet
modstand, selv om en saadan kun vilde have haft
symbolsk betydning. De ønskede at vise, at Dan-
mark var villig til at yde ofre. Men vi maa
ikke glemme, at vor neutralitetspolitik fra krigens
begyndelse indtil den 9. april ikke var uden ofre.
I hele denne periode af krigen fortsatte vi med
at sende forsyninger til det blokerede England,
hvorved vi mistede 433 sømænd og 69 danske
skibe. Dette offer bør ikke glemmes paa regn-
skabets dag. Vi fortsatte med at sejle paa Eng-
land, selv efter at Tyskland havde erklæret, at
det var en leg med døden.
I det lange løb vil bele landet komme til
at betale for den fritagelse for forpligtelser, som
det har nydt under Hitlers »beskyttelse«. De 2
milliarder kroner, som Tyskland skyldte Dan-
mark ved udgangen af 1941, vil naturligvis al-
drig blive betalt. Hvis Tyskland skulde vinde
krigen, hvad Gud forbyde, vil Danmark simpelt-
hen blive tvunget til at afskrive de 2 milliarder
som udgifter i forbindelse med beskyttelsen.
Det vil ingen kunne tvivle om. Hvis Tyskland
taber, vil Danmark aldrig faa saa meget som en
rød øre ud af et fallit Tyskland.
Det er især de danske arbejdere, der beta-
ler for den tyske okkupation. Dette kan belyses
ved nøgne tal. Danmark har omkring en halv
million arbejdere, og gennem den sidste vinter
var omkring 200.000 af dem arbejdsløse; 50.000
var blevet tvunget til at tage arbejde i Tyskland
eller Norge; 100.000 arbejdede med formindsket
arbejdstid, ofte kun et par dage om ugen, hvil-
ket gav dem en mindre indtægt end arbejdsløs-
hedsunderstøttelsen vilde have givet dem i nor-
male tider. Tilbage af den halve million arbej-
dere er da 150.000, men et kejtet lønsystem har
allerede reduceret deres levestandard med 25
til 40 procent. Arbejdernes rationeringskort kan
købes paa det saakaldte sorte marked. De har
ikke selv penge nok til at kunne gøre brug af
dem. Men ogsaa de faguddannede klasser og
tjenestemandsstanden saavel som købmændene
faar okkupationens byrde at føle. Under den
usædvanlig kolde vinter 1940—41 var der tusin-
der af familier i by og paa land, som gav af-
kald paa deres boliger vinteren igennem for at
tlvtte sammen med deres venner for paa den-
ne maade at spare varmeudgifterne. De havde
rationeringsmærker, men ingen penge til at købe
kul for. Landmændene fik i begyndelsen fabel-
agtige priser for deres produkter, der eksporte-
redes til Tyskland, men det var den danske na-
tionalbank, som betalte regningerne, og land-
mændene vidste meget godt, at deres papirspen-
ge blev opslugt af inflation, mens deres forraad
og lader blev tømt. De ved, det vil tage ti eller
femten aar efter krigen, før de igen kan bringe
deres forraad og besætninger op paa højde med
førkrigstidens.
De fleste mennesker i Danmark er stadig i
stand til at faa føde og klæder, bedre end i
Tyskland, men daapligere end i England. Van-
skeligheden er den, at varehusene i Danmark
tømmes uden at fyldes igen. Folk lever af deres
kapital og forbruger de oplagrede forraad. Den
sidste vinter har medført knaphed paa mælk,
smør og kød og er uden tvivl den strengeste,
folk med smaa indkomster har kendt gennem
generationer.
Mon Danmark skal stilles ansigt til ansigt
med hungersnøden indenfor landets egne græn-
ser, før det vaagner helt? Ønsker vi, der befinder
os udenfor Danmark, at se vort land lide Nor-
ges ulykker, Frankrigs rædsler eller Yugoslaviens
terror? Bestemt ikke. Danskerne udenfor Dan-
mark, enten de er i London, i sikkerhed for
Hitlers bomber — en sikkerhed, som i sandhed
er dyrt købt — eller som tjener en overlegen
militærmagt, veludrustet og sammen med mil-
lioner af brave kammerater fra alle nationer,
eller som sejler paa skibe, der er beskyttet af de
stærke engelske og amerikanske flaader — de
har ingen ret til at paabyde revolter og gueril-
lakrig i Danmark. Kampen er for ulige og vil
ikke føre til noget. Den vil blive slaaet ned
lige saa hurtig eller endnu hurtigere, som tilfæl-
det vilde have været den 9. april 1940.
Men det, som danskerne udenfor Danmark
har ret til at kræve af deres landsmænd hjem-
me, er, at de viser trods, ikke giver efter og ikke
modstandsløs lader sig selv blive fejet i afgrun-
den. De maa vise, at de ikke er mindre tapre,
mindre trofaste eller har mindre offervilje end