Grønlandsposten - 16.09.1942, Blaðsíða 5

Nr. 13
GRØNLANDSPOSTEN
149
Dans.
Stedlige Foreninger skal efter nærmere giv-
ne Regler kunne benytte Lokalet.
Lokalet kan lejes ud til private, der vil af-
holde en Sammenkomst.
En ordentlig Mundfuld, vil man maaske si-
ge. Ja, Tiden, vi lever i, kræver heller ikke saa
lidt.
Der skal mange Penge til, og der er mange
Vanskeligheder at overvinde, Tiden er ugunstig.
Men for dem, der løfter i Flok i Arbejdet for
en god Sag, er Maalet aldrig langt borte.
Fr. Nielsen.
Et Par grønlandske Grøntsager.
1. De unge Skud og Blade af Bredbladet Ge-
deranis (grl. pångnåt), især saa længe de er rød-
lige, og ialt Fald inden de blomstrer, er vel-
smagende, tilberedt som Asparges eller som Spi-
nal. Planten vokser overalt i Grønland, i det
sydlige dog vist mest til Fjelds, hvorfra den
skylles ned med Bjærgbækkene og ofte kan træf-
fes i store Bestande paa Øer i deres Løb og Del-
taer, da den ynder rigelig Vanding og mineralsk
Gødning. 1 Nordgrønland gaar den ogsaa inden-
for Indhegningerne og bliver et næsten uudryd-
deligt Ukrudt i Mistbænkene, fordi den danner
Knopper paa Boden. Ogsaa af den Smalblade-
de Gederanis, af hvilken der findes en ikke frø-
sættende Afart i Grønland (grl. niviarsiat), kan
de samme Dele spises, men dens Blade er ikke
saa saftige og bliver snart sejge. Den er almin-
deligere i Sydgrønlands Lavland end den anden.
Har man ikke den bredbladede nær ved,
kan den let dyrkes. Hurtigere end at frembrin-
ge den af Frø kan man opgrave dens omfangs-
rige Rodpartier og skære dem til grov Hakkelse,
der saaes saa dybt, at de ikke udtørres. Den
kan godt nøjes med gold Sand eller Grus, blot
den faar hyppig Vanding og lidt Kunstgødning
en Gang hvert Foraar. Planten er tleraarig; og
naar den er kraftig, kan Skuddene godt skæres
helt ned til Jordoverfladen; der vil vokse nye
frem. Men man bør »høste« den, saa snart den
har blomstret, for ikke at faa Haven overfyldt
af dens Frøplanter.
2. Kokleare (grl. Kungordlit el. Kunguliussat)
er en saftig haarløs Plante af Kaal- eller Karse-
familien. Dens Rosetblade er stilkede med ny-
reformet Plade, mens Stængelbladene er sidden-
de, Blomsterne er ret smaa, Kronbladene hvi-
de, Skulperne korte, næsten kuglerunde, og Frø-
ene ligner Kaalens og Roens. Den vokser over-
alt i Grønlands Strandegne, men er som alle
Strandplanter graadig efter Gødning og indfinder
sig derfor gerne omkring Huse, hvor den trives
frodigt, selv paa Steder, hvor der er Skygge en
Del af Dagen, blot den faar tilstrækkelig Fug-
tighed og Gødning. Den er toaarig og saar sig
selv, hvor den een Gang har faaet Plads.
Koklearen er som bekendt det ældst kendte
Middel mod Skørbug. 1 sydligere Egne har dens
urteagtige Dele en behagelig skarp Smag, men i
Grønland er den, ligesom Grønkaal, Radiser, Bo-
er, Peberrod betydelig mildere. For at faa fuld
Nytte af den bør den spises raa, f. Eks. groft
hakket paa Smørrebrød i Stedet for Karse, tilbe-
redt lige før den skal spises, da Vitaminet hur-
tigt nedsættes ved Iltning.
3. Overalt i romanske Lande spises med
Begærlighed Bladet af Mælkebøtte som Salat.
Saa vel Officerer som Mandskab paa »Ville d’Ys«
erklærede den almindeligste grønlandske Art:
Krokus-Mælkebøtten (grl. assorutit) for særlig
mild og velsmagende og indsamlede den i store
Kurvefulde til Brug om Bord. Planten indehol-
der et Bitterstof, som den danske Smag ikke sy-
nes om, navnlig ikke i Førstningen. Det er
mindst udviklet i de unge Blade, altsaa i de
først dannede om Foraaret, eller i de sidst dan-
nede i den fuldt udviklede Boset. Mere frem-
trædende er det i den hule bladløse Kurvstilk,
men navnlig i Boden.
Krokus-Mælkebøtten vokser fra Umana«
Norddistrikt til Kap Farvel paa frodige og muld-
rige Steder. Den slutter sig ogsaa gerne til
Mennesker, og kan, selv paa goldt Grus, blive
meget kraftig, blot den der faar jævnlig Vanding
og nogen Gødning. Den er fleraarig, sætter ri-
geligt, spiredygtigt Frø, der let spredes, men den
er her oppe ret let at holde i Ave i Haverne.
Planten indeholder nogle medicinske Stof-
fer, bl. a. er den urindrivende.
Morten P. Porsild.