Grønlandsposten - 16.09.1942, Blaðsíða 11

Nr. 13
GRØN LANDSPOSTEN
155
den, at Danmark ikke vilde anvende Magtmid-
ler mod Tyskland. Det vid-ste enhver, vi hver-
ken vilde eller kunde).
Ikke eet Aar inden Overfaldet den 9. April
gav Tyskland da Danmark dette 10 Aar gælden-
de, højtidelige Løfte.
Det daværende Ministerium Stauning
Munch ønskede Traktaten. De andre nordiske
Lande gav høflige Afslag paa Tilbudet. Men
Danmark sagde altsaa Ja. Jeg røber ingen Hem-
melighed ved at nævne, at jeg og mine politiske
Venner, saalænge vi kunde gøre det under de
fortrolige Forhandlinger, fraraadede al skille
Danmark ud fra det øvrige Norden.
Men Danmark sagde altsaa Ja. Tyskland
gav sit Løfte den 31. Maj 1939.
Der skulde ikke gaa mere end 3 Maaneder,
før Verden skulde opleve, hvad Hitlers Ikke-An-
grebstraktat var værd. Den 1. September blev
Polen brutalt, hensynsløst og fejgt overfaldet.
Den anden Verdenskrig var en Kendsgerning
den 3. September, da Storbritannien erklærede
Krig.
Der er i denne Forbindelse kun Grund til
at fremhæve, at Tyskland ikke i Tiden fra den
1. September 1939 til den 9. April 1940 har frem-
sat een eneste Klage overfor Danmark. Det er in-
gensinde blevet paastaaet, at Danmark ikke var
neutralt, at Danmark ikke i enhver Henseende
opfyldte sine Neutralitetsforpligtelser. Jeg frem-
hæver dette ganske særligt; ikke fordi Tysklands
Ord har nogensomhelst Værdi for mig — men
fordi Tyskland selv maa indrømme, at det i
Forhold til Danmark aldrig har haft Grund til
Klage og ejheller har klaget.
Den 19. Januar 1940 vedtog det danske
Folketing aldeles eenstemmigt en højtidelig Ud-
talelse om, at Danmark, om det blev angrebet,
vilde blive forsvaret.
Det er endvidere naturligt at fremhæve, at
der i Tiden efter Polens Nederlag og April Maa-
ned havde været mange Rygter fremme om, at
saa det ene Land, saa det andet, skulde
overfaldes af Hitlers Tyskland. I November
1939 gjaldt det Holland, og saa vidt jeg kan
forstaa, var det da ejheller mange Timer fra, at
dette Overfald, som blev til en grusom Realitet
den 10. Maj 1940, var blevet virkeliggjort. Jeg
kan vel ogsaa sige saa meget, at det i politiske
Kredse hjemme i Danmark blev sagt, at man i
meget højtstaaende Kredse hos Vestmagterne
havde den Opfattelse, at blev Danmark overfal-
det af Tyskland, kunde det ikke vente Hjælp.
En saadan var ikke mulig at yde. Jeg fremhæ-
ver dette for at forklare, hvorledes Anskuelser
og Betragtninger var hjemme umiddelbart inden
den 9. April.
Det er idag ikke muligt at give en udtøm-
mende Redegørelse for Begivenhederne op til
den 9. April. Fortrolige Dokumenter foreligger
utvivlsomt, Dokumenter, til hvilke man maa ha-
ve Kendskab for at dømme retfærdigt. Jeg kan
alene fremhæve, at alle disse Dokumenter, den
Dag, Danmark atter er frit, maa offentliggøres,
saa Folket hjemme og Verden kan dømme
om os.
Men ud fra det Kendskab, jeg har til Begi-
venhederne, tør jeg med Sikkerhed sige saa me-
get: Der var tydeligt for enhver en meget bety-
delig Uro i Ugen før den 9. April i Tyskland og
i de tyske Østersøhavne en betydelig Aktivitet.
Uroen kulminerede Mandag den 8. April.
Selve Begivenhederne indeholdt en alvorlig
Advarsel til Danmark og Norge. Mandag er den
almindelige Gesandtmodtagelsesdag i Udenrigs-
ministeriet, og man kan trygt gaa ud fra, at de
tleste Gesandter er mødt frem nu, man kendte
Mineudlægningen ved Norges Kyst.
Der har mig bekendt aldrig været noget
fremme om, at nogen Gesandt gav bestemte Raad
eller Anvisninger, maaske med Undtagelse af,
at den polske Gesandt — rig paa bitter Erfaring,
som han var — utvivlsomt har ment, at ingen
Forbrydelse var grov nok til, at Hitler ikke vil-
de øve den. Og jeg har i hvert Fald Lov til at
fremhæve, og dette er det afgørende i denne For-
bindelse, at (mig bekendt) havde den tyske Ge-
sandt Hr. Renthe-Fink intetsomhelst at meddele
og henholdt sig kun til den bestaaende traktat-
mæssige Tilstand imellem de to Lande.
Det er klart, at en dansk Forsvarsven (og
den personlige Bemærkning maa jeg vel gøre,
at jeg mener om mig selv, at jeg kun blev Po-
litiker af Interesse for nationale Spørgsmaal og
Forsvaret) har mange Indvendinger at gøre mod
Forberedelserne til den 9. April og Afgørelsen
den 9. April, men jeg ønsker at fastslaa, at en-
hver Tale om, at der har været Landsforræderi