Grønlandsposten - 16.10.1942, Page 4

178
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 15
Udtalelser af Christmas Møller.
(Uddrag af »Frit Danmark«).
Jeg tror, man forstaar, at Danmark har en
enestaaende Stilling. Ikke enestaaende god, men
bedre end andre undertvungne Lande og helt
forskellig derfra. Det er ikke, fordi den tyske
Nazisme har holdt sit Ord til os, for det bal-
den som bekendt ikke, men fordi, den har set
sin Fordel ved at behandle os paa særlig Vis.
Og jeg har — med Rette mener jeg — nu
jeg har oplevet to tunge og haarde Besættelses-
aar hjemme, kunnet hævde, at Tyskerne ikke
er kommet eet eneste Skridt videre, end de var
straks den 9. April.
Det danske Folk vil føre sin Kamp som
Nordslesvigerne førte deres i Udlændighedens
trange Aar, og det vil, naar Rejsen er endt, staa
saa samlet og stærkt som nogensinde. Og jeg er
gaaet det Skridt videre, at jeg har sagt, at møder
Tyskerne med Krav, som, om de efterfølges, paa
afgørende Maade sælger vort Lands Sjæl, da kan
man i den frie Verden være overbevist om, at
Nej'et vil lyde.
Ingen tror, at alting vender tilbage. Jeg tror,
den ny og bedre Verden skal komme til os Vest
fra og ikke Syd fra. Der bliver Lejlighed til at
uddybe alt dette senere, ogsaa at forklare, at del-
er et England i sin Vorden, som ikke er For-
skellens, men Lighedens England, et Folk, som
har lært af denne Skæbnetime, og som vil huske
Læren, naar Krigen er vundet. Det er til Eng-
land, til U. S. A. og disses Allierede, Demokratiet
ene kan sætte sit Haab.
Og jeg har sagt dem, jeg har mødt, og vil
sige det overalt, hvor jeg kan komme til det, at
Linjerne i Nordahl Griegs Digt »17. Maj« ogsaa
passer paa os Danske:
Der stiger en sang over landet,
seirende i sitt spraak,
skønt hvisket med lukkede leher
under de fremmedes aag.
Saaledes i Norge, saaledes i Danmark; beg-
ge nordiske Lande vil sejre i deres Kamp.
Om Forbudet mod Kaj Munks »Niels Eb-
besen« siger Christmas Møller:
Uendelig mange har læst dette Stykke. Den
sikreste Vej at faa noget læst paa og faa Menin-
ger ud paa er som bekendt at undertrykke dem.
Men Tyskerne bliver jo aldrig klogere.
Jeg kan iøvrigt ikke stærkt nok udtrykke,
at Tyskerhadet i Europa er meget stærkt, og
man hørte fra Folk, som kendte Forholdene i
saakaldte tysk-allierede Lande, at Stemningen var
den samme som i de erobrede—ja, selv i Italien.
Der har hersket Krigstræthed de sidste to Aar,
og nogen Begejstring over Sejrene er der i Vir-
keligheden ikke, men husk paa, hvor stærkt
Systemet er denne Gang i Forhold til 1917—18.
Man maa derfor næppe bygge saa meget
paa det indre Sammenbrud. Dertil kommer, at
selv de mange Tyskere, som hader det nazisti-
ske System, er trængt op i en Blindgade, og i
hvert Fald føler det saaledes, at der ikke er an-
det at gøre end at følge Parolen.
Om mit eget Synspunkt i al Almindelighed
vil jeg sige følgende: Verden vilde ikke blive til
at leve i, hvis Tyskland sejrede. Derfor maa
alle Danske, der kan gøre det udenfor Danmark,
gøre alt, hvad vi kan for at støtte og hjælpe de
Allierede. Jeg kan sige, at den særlige Indsats,
der ydes af danske Søfarende, i højeste Grad
paaskønnes hjemme. Man mener, de gør rigtigt
i at sejle for de Allierede. De samme Følelser
gælder de Frivilliges Indsats, og min Søn, del-
er 17 Aar, venter kun paa at kunne blive ind-
rulleret.
Jeg kan iøvrigt sige, at jeg engang imellem
1. September 1939 og 9. April 1940 skrev et
Brev til England, hvor jeg gav Udtryk for, at i
Virkeligheden burde alle smaa Lande sammen
med de store være gaaet imod Tyskland, da
Tyskland overfaldt Polen. Enhver burde nem-
lig have kunnet se, at Tyskland vilde overfalde
de smaa Lande et efter et. Naa, men det er
Historie. . . . Nu lider de smaa Lande, og selv
de, der er allierede med Tyskland, har Følelsen
af, at Tyskland vil behandle dem som Slaver,
dersom Tyskland vinder . . . men saa al sige
ingen Iror paa tgsk Sejr.
Det danske Folks Haab og Forventninger
er de samme som det norske Folks. Men paa
andre Omraader er der fremtrædende Forskelle
mellem Norge og Danmark. Norge valgte at