Grønlandsposten - 16.01.1943, Qupperneq 2

14
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2
de Spæk skulde tilkomme det faste Mandskab
paa Motorbaadene og ved Spillet foruden et
mindre dagligt Pengebeløb, at en Tredjedel
skulde tilkomme Stedets øvrige Befolkning og
tilrejsende, som deltog i Skydning og Flænsning,
samt at den sidste Tredjedel skulde anvendes til
Eksport og sælges for en billig Penge til Pladser
og Institutioner, hvor et saadant Tilskud var øn-
skeligt til en Forbedring af Diæten. Dette Pro-
gram er paa det nøjeste fulgt gennem Aarene,
udover at Handelens Tredjedel af Hoveder, Ha-
ler og Lalier ret hurtigt ogsaa blev givet til de
skydende og flænsende, da Afsætningsmulighe-
derne for disse Ting viste sig mindre end ven-
tet, og det haarde og slidsomme Arbejde i Ef-
teraarsslud og Søgang desuden ofte gav vaadt og
uegnet Tøj, som maatte tørres til næste Dag, og
hvortil da fuldt Blus paa Lamperne var paa-
krævet.
Selvfølgelig har der trods de favorable Vil-
kaar og Styrelsens prisværdige Grundsyn allige-
vel nu og da været lidt Uro om et og andet,
men det har dog ikke været anderledes, end at
saadanne Tilfælde altid bar kunnet lade sig ord-
ne ad Fohandlingens Vej, da Grund-Elementet i
Prøvens Befolkning ikke med Urette bliver beteg-
net som fremkommelige Mennesker. Folk andre
Steder fra har til Tider været ubesindige under
Skydning og derigennem farlige for deres Omgi-
velser, ligesom de nu og da har udvist uheldig
Adfærd under Flænsning og Fordeling. Man er
derfor i nogen Grad gaaet bort fra — hvad der
først var Kotume — at hente saadan fremmed
Hjælp, før man selv har Brug for den. Men
tilrejsende gaar altid med paa Part, hvis de selv
søger til, benyttende sig af de forefaldende Lej-
ligheder.
For selve Prøvens Befolkning har Fangstens
Opretholdelse haft en Betydning, som de maa-
ske selv stærkest bar faaet Øjnene op for i Aar,
hvor Udbyttet har været relativt ringe. Foruden
at man efter en god Fangstsæson selv madmæs-
sigt kan se Tiden til Islæg i Møde med Sindsro,
er en saadan desuden altid ledsaget af et ret
stort og velfodret Hundehold, der igen mulig-
gør en vidtomspændeude Isgarns- og Utoqfangst.
Men ogsaa direkte pengemæssigt føles Garnfang-
stens Opretholdelse ved det Antal Lejede, der
faar Arbejde ved Inventariets Vedligeholdelse og
Produkternes Behandling, og ved de Beløb Be-
folkningen som Helhed indvinder ved Salg af
Senetraad, Bugsere-Blærer og i gode Aar ved
Afhændelse af overflødigt Kød og Mattak
Hvad angaar Eksport er Rekvirenter ved
Upernavik i Princippet som Regel blevet begun-
stiget, og her har yderligere den lettere Forbin-
delse spillet ind. Men i de Aar, hvor Fangsten
har været rigelig og er faldet paa et saa tidligt
Tidspunkt, at Skonnertlejligheder forefandtes
sydover, er desuden større eller mindre Mæng-
der sendt til andre Pladser — fortrinsvis saa-
danne, hvor Behovet maatte skønnes at være
størst.
Den nøjagtige Kurve for Fangsten er — idet
jeg fortsætter fra ovennævnte femte Aar — sjet-
te Aar 1931: 268, syvende Aar 610, ottende Aar
90, niende Aar 280, tiende Aar 114, elevte Aar
48, tolvte Aar 22, trettende Aar 128, fjortende
Aar 252, femtende Aar 293 og sejstende Aar 59
Dyr. Som man vil se en yderst springende
Linje. Aarsagen hertil har — bortset fra det
Maal af Held og Uheld, Fangst og Fiskeri altid
maa regne med — været mange: mere eller
mindre fuldtallig Motorbaads-Besætning, nye
eller delvis opslidte Garn, godt eller daarligt
Vejr i Fangstsæsonen, sent eller tidligt og ringe
eller rigeligt Træk, Dyrenes mere eller mindre
Opskræmthed gennem Spækhuggere og endelig
den voksende Kendskab til Motorbaade og der-
af følgende Fortrolighed til disse.
Det kan maaske være paa sin Plads her i
dette Blad, der bliver læst langs Kysten og
af saavel Grønlændere som Danske, at betone,
at vore Erfaringer her er: jo mere Hvidfiskene
vænner sig til Motorbaade, desmindre frygter de
disse, og des vanskeligere bliver det følgeligt at
drive dem noget Steds hen mod deres Vilje.
Jeg mener at have erfaret, at denne voksende
Fortrolighed til Motorbaade har været stigende
i samme Forhold, som man andre Steder i
Grønland er gaaet over til at forfølge og besky-
de Hvidfisk fra motordrevne Fartøjer. Her og
ved Agpamiut har det nemlig været en Regel
saa vidt muligt kun at lede Dyrene, aldrig at
beskyde dem, da det bar vist sig at være den
til vort Formaal mest hensigtsmæssige Frem-
gangsmaade.
Da der er Grund til at tro, Garnfangstens