Grønlandsposten - 16.04.1943, Blaðsíða 3

87
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 8
de han have laget til Grønland for al arbejde
deroppe. I hans smukke hjem i Holte var Grøn-
land et næsten dagligt samtaleemne, og han
holdt af at fremvise sine grønlandske fotografier
og fortælle om sine oplevelser paa sine tre som-
merture deroppe. Naar han fortalte, lyste hans
øjne af glæde, som hos et barn, der faar lov til
at fortælle om sine kæreste drømme.
Hans kærlighed til Grønland var saa umid-
delbar, at han vanskelig kunde tro, at der leve-
de andre end gode og smilende mennesker der-
oppe; thi altid talte han, som om der kun boe-
de dygtige, ærlige, tapre og venlige mennesker
i Grønland. Ofte naar vi var alene, kunde jeg dri-
ste mig til at sige omtrent saadan til ham: »Du
tror nu ogsaa, plejefar, at vi er rene engle der-
oppe. Der findes virkelig ogsaa paa Grønland
nogle mennesker, der baade stjæler, lyver og kan
blive frygtelig gale, men selvfølgelig saa du ikke
noget til dem, for I kommer derop som repræ-
sentanter for den danske rigsdag og bliver fejret
med fester og taler allevegne, hvor I kommer
hen, og alle grønlænderne tager deres søndags-
tøj paa og smiler til jer for at vise jer ære. Du
skulde prøve at sidde deroppe et par aar . . .!«
Fru Povlsen, som ellers kun sjældent blandede
sig i nogen diskussion, kunde da indskyde en
sætning: »Jeg kan nu heller ikke tro, at der fin-
des saa gode mennesker paa jorden, som du vil
gøre grønlænderne til. Selvfølgelig tror jeg ger-
ne, at de baade er venligere og mere omgængelige
end os europæere, da de ikke er saa ødelagt af ci-
vilisationen. Desværre har jeg jo aldrig selv
været deroppe . . .!« — Saa kunde den gamle
mand sidde i sin stol og se frem for sig og kun-
de faa et saa sørgmodigt udtryk i sine øjne, at
jeg fortrød, hvad jeg havde sagt. Men for ikke
at afslutte en fredelig aften med at skændes om
grønlændernes dyder eller fejl, smilte den gamle
mand, og sad jeg ved siden af ham, kunde han
tage min haand og sige: »Ja, ja, det kan godt
være, du har ret, men jeg holder nu mest af at
tænke paa grønlænderne saadan. Jeg haaber,
jeg faar lov til at leve saa længe, at jeg kan kom-
me en tur derop igen for at indvie det tredie
børnesanatorium, som skal bygges i Julianehaab.
Saa skal mor med, og . . . !«
Dette ønske fik han altsaa ikke opfyldt. Kri-
gen hindrede ham i at udføre hans sidste pla-
ner, som den ogsaa har sat en sort streg over
mange andre menneskers planer. Men jeg ved,
at han lige til sin død nærede de samme smuk-
ke tanker for grønlænderne som altid før. Hans
breve, som jeg regelmæssigt har modtaget, slut-
tede altid med al udtrykke hans længsel efter
freden, for at Danmark igen kunde overtage sty-
relsen af Grønland. Dette ønske udtrykte han
ogsaa i sit sidste brev, skrevet den 24. november
1942, og som jeg modtog sammen med et andet
brev, der bragte mig budskabet om hans død i
begyndelsen af december 42. Han sluttede bre-
vet med: »Vi har det helt godt her i Danmark,
men længes meget efter, at der igen maa blive
fri forbindelse landene imellem verden over, saa
vi atter kan høre fra Grønland......og hils
gode venner!«
Længe sad jeg og grundede over, hvad de
to breve bragte mig. Pludselig var det, som om
jeg hørte den gamle mand tale om Grønlands
fremtid, om hvad grønlænderne kunde blive til,
hvis hare de vilde arbejde, lære og tænke . . . .
Hans ord, som jeg dengang ikke rigtig forstod,
klang for mine øren, indtil det hele kørte rundt
for mig.
Vi har mistet en ven, der i stedet for at
tænke paa vore fejl, nøjedes med at fremdrage
vore faa gode sider. Men hvad vilde han maa-
ske sige, hvis han saa, hvordan vi grønlændere
virkelig er i dag. Mon han stadig vilde sige:
»Der findes ingen mennesker paa jorden saa
prægtige som grønlænderne.« Jeg tvivler, des-
værre.
Pastor Povlsen var helt igennem et godt
menneske. Det var ikke alene grønlænderne,
han gerne vilde hjælpe og være god imod, hun
vilde gerne være hjælpsom overfor alle. Aldrig
kom en arbejdsløs eller fattig forgæves til hans
dør og bad om et stykke mad, en skilling eller
lidt gammelt tøj. Det har derfor heller ikke
undret mig at høre, at han er blevet fulgt til sit
sidste hvilested af mange hundrede mennesker,
der gerne vilde vise ham en sidste ære.
ÆRE VÆRE PASTOR POVLSENS MINDE.