Grønlandsposten - 01.05.1943, Blaðsíða 2

98
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 9
Men udover dette personlige afhængigheds-
forhold er der andre og stærkere haand, der
knytter os til Danmark og gør Danmarks skæb-
ne til vor skæbne.
Vi er danske — og hermed er igrunden alt sagt.
Alt, hvad vi selv er, vor kultur, vor uddan-
nelse, vore børns opdragelse er ydet os af det
danske samfund — vi har modtaget det altsam-
men som en selvfølge og var nærmest tilbøjelige
til at vente samme selvfølgelighed fortsat i frem-
tiden for os selv og vore børn. Men de sidste
tre aar har lært os, hvor nemt dette kunde bli-
ve en illusion, hvor ensomme og hjælpeløse vi
har maattet føle os uden fædreland, hvor umaa-
delig meget tilknytningen til det danske folk
igrunden har betydet for os og for Grønland.
Det gør derfor godt at vide, at Danmark
ogsaa i denne tid tænker paa os. Ogsaa Dan-
mark burde vide, al vi ikke har glemt det, men
tværtimod føler trang til ogsaa at yde vort.
Maaske trænger Danmark til at vide det?
Det var derfor en smuk tanke, der blev
gjort til virkelighed den 9. april iaar ved den
gennem radioavisen udsendte opfordring om at
samles alle, danske og grønlændere, i en fælles
tilkendegivelse af vore følelser overfor vort mo-
derland ved hver især at yde sit til en indsam-
ling, hvis beløb engang, naar Danmark igen er
frit, vil blive overgivet til den danske regering
til fri disposition som Grønlands bidrag til Dan-
marks genopbygning.
Det er allerede længe siden, tanken om en
saadan indsamling har været drøftet mand og
mand imellem her i Grønland, men ikke mindst
glædeligt er det, at det skyldes grønlændernes eget
initiativ, at tanken nu er blevet til virkelighed.
Klarest fra grønlandsk side er denne tanke ble-
vet fremsat af overkateket Abel Kristiansen i et
grønlandsk radioforedrag i vinter. En gengivel-
se af foredraget paa dansk vil være vore læsere
bekendt fra Grønlandsposlen 2den aargang side
25, hvor hr. Abel Kristiansen stærkt fremhæve-
de, at Grønland og grønlænderne i dag kun hav-
de eet maal: Danmarks befrielst og genrejsning.
„Her vilde vi grønlændere jo ogsaa gerne være
med til at tage vor del af byrden, hvor lidt vi end
maalte magte deraf . ... Vi vil da bede jer, det
danske riges repræsentanter her i landet, om igen-
nem nærværende foredrag at høre en oprigtig
genklang af det grønlandske folks røst. Vi vil
bede jer paa den genrejsningens dag for Dan-
mark, som vi er overbeviste om, I stadig ser hen
til og forbereder jer til, ogsaa at regne lidt med
os grønlændere og give os lejlighed til at stille
os ved jeres side og give en haandsrækning med“.
Dette klart udtrykte ønske er senere paa ny
blevet fremdraget fra grønlandsk side og er saa-
ledes resulteret i den nye Danmarks-indsamling.
Det er en selvfølge, at en saadan indsamling
straks har faaet tilslutning over hele Grønland,
saavel fra danske som fra grønlændere. Der er
dannet lokalkomiteer i de forskellige kolonier
- og en centralkomite ved Godthaab — alle be-
staaende af saavel danske som grønlændere.
Det er vist i sig selv indlysende, at en ind-
samling som den foreliggende maa være hævet
over enhver form for propaganda — det maa
staa enhver frit at yde sit efter trang og evne; thi
kun derved kan det blive en spontan tilkende-
givelse af vor vilje til at være med til at bære
de byrder, krigen har lagt paa Danmark, — for
ogsaa i modgangens tid at erkende vor skæbne
uløselig knyttet til Danmarks. Mon ikke vi til-
med vil være stolte af ogsaa at yde vort?
For at danne os et skøn over, hvorledes
tanken om en indsamling til Danmarks genrejs-
ning er blevet modtaget rundt i Grønland, bar
vi forespurgt enkelte personer ved forskellige
kolonier. Det mest betegnende og karakteristi-
ske svar har vi modtaget i et lakonisk telegram
fra kolonibestyrer lians Nielsen i Godhavn. Te-
legrammet lød kort og godt: »Indsamlingen er,
hvad vi havde ventet; den taler for sig selv og
behøver ingen særlig udtalelse«.
Vi gengiver nedenunder de forskellige svar,
som vi har modtaget paa vor forespørgsel:
Egedesminde: »Danmarks genopbygning —
disse ord kalder i enhver dansk de dybeste
følelser frem — og en brændende trang til at
være med. Naar denne vilje til at bygge med
ogsaa findes blandt grønlænderne, kan der saa
ønskes bedre rente af Danmarks indsats i Grøn-
land? Og for anden gang i adskillelsens aar vil
grønlænderne være med til at hjælpe vort fæd-
reland og deres moderland — Danmark«. (Gam).
Angmagssalik: »Finder at indsamlingen til
Danmarks genopbygning fortjeuer størst mulig
tilslutning. Vi sidder i Grønland og lever om-