Grønlandsposten - 01.05.1943, Blaðsíða 3

Nr. 9
GRØNLANDSPOSTEN
99
trent vort normale, daglige liv, medens Dan-
marks reserver bliver udtømte al' uindbudte
gæster. Beløbet, vi kan indsamle, vil maaske
ikke fylde meget i forhold til, hvad Danmark
bliver udplyndret for, men det vil dog vise vor
gode vilje til at hjælpe saa meget, vi kan«.
(Kaj Jensen).
Julianehaab: »Tanken modtaget her med
sympati«. (Christensen).
Kuldligssat: »Meddelelsen om indsamlingen
er blevet godt modtaget her, og indsamlingen er
allerede godt begyndt. Under sportsklubbens
fodboldturnering anden paaskedag blev der fri-
villigt givet bidrag baade af spillerne og af pub-
likum«. (Heilmann).
Frederikshaab: »Opfordringen til en indsam-
ling til Danmarks genopbygning er blevet godt
modtaget i Frederikshaab af grønlændere og dan-
ske.« (Egede)
Umanak: Umanaks lokalkomite har henstil-
let, at der fremsættes forslag om, at alle danske
tjenestemænd enes om aarligt at indbetale en
nærmere fastsat proeentdel af grundløn og alders-
tillæg, for eksempel 5n/o eller mere til indsam-
lingen for Danmarks genopbygning. (Umanaks
lokalkomite).
(Det kan i denne forbindelse nævnes, at alle
nordmænd udenfor Norge yder aarligt 25 °/o af de-
res fortjeneste til deres regering i London. Red.)
Fra Godthaab har vi uopfordret modtaget føl-
gende:
»Den 9. april har hvert aar for os alle væ-
ret en svær dag at komme over. Tanker og fø-
lelser har fyldt os, uden at vi hidtil har kunnet
faa luft for dem. Den 9. april i aar gav os luft,
gav dagen højtid og viste os vejen til samlet ud-
tryk for alt, hvad vi føler. Med største glæde
sad jeg i aften ved min radio og hørte om vir-
keliggørelsen af tanken om en indsamling til Dan-
marks genopbygning. Her er noget, der kan sam-
le os alle, bringe os sammen i fælles tanker, i
fælles haab og fælles offervilje. Maa jeg blot sige,
at selvfølgelig maa hver om, hvor meget han kan
afse, men skulde vi ikke alle se saadan paa det,
at vi skal give alt, hvad vi evner, og egentlig kun
være stolte af, om vi gav saa meget, at ogsaa vi
for. en gangs skyld maatte undvære lidt af livets
behageligheder. Var det for meget, om vi for
eksempel gav mindst 10% af, hvad hver af os
har staaende i sparekassen heroppe og fremtidig
hver maaned vandrede til indsamlingskomiteen
med 10% af vor løn?— Det vil jeg gøre, og jeg
vil være lykkelig, hver gang jeg afleverer mit bi-
drag. Det vil være de bedste penge, jeg hidtil
har givet ud. Lad os vise hinanden nu — og lad
os vise Danmark, at vi kender vor besøgelsestid
og vor pligt, saa har 9. april ved siden af alt det
tunge, trods alt, ogsaa bragt en stor lykke ind
over os alle her i Grønland«. (9. april 1943, Sylv.
M. Saxtorph).
Det langsomme foraar.
Saa langsomt er foraaret kommet i aar.
Saa sent skal vi læges for vinterens saar.
Det pibler kun sparsomt med grønt overjorden.
Den frygter en uventet kulde fra norden.
Se, grenene blinker, som om de var nøgne.
De lukkede knopper er knap til at øjne.
Det skinner med masser usynlige skud,
men ikke en flæse af grønt flagrer ud.
De smaa anemoner har slet ikke mod
At danse paa legende ungpigefod.
De staar saa forskræmte med hoderne højel,
som hade de endnu et snefnug i øjet.
Og dog er det dem, som vi gerne vil plukke,
de lysende lette og flagrende smukke,
saa glem det var kulde til sent i april,
for nu er det maj; kom kun frem med jert smil.