Grønlandsposten - 16.11.1943, Blaðsíða 2

254
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 22
iagttage alt for let saavel paa de reducerede
Hundespand og Tandrækker som paa den al-
mene Tilstand. Tilmed er nævnte Depot blevet
af relativ lille Betydning, da man begynder at
udhandle fra det, straks Forsyningerne udkom-
mer, og der af den Aarsag kun er en ringe el-
ler slet ingen Beholdning til Stede, naar der
kunde ventes at blive Brug for den.
At et lignende Synspunkt kan anlægges ved
Thule, forstod jeg, da jeg i 1940 borte Bestyrer
Hans Nielsen over for tilstedeværende Myndig-
hedspersoner anke over, at man sendte flere og
flere Varesorter ud, som Befolkningen ikke var
vænnet til, medens Udsendelserne var utilstræk-
kelige, hvad angik Lamme- og Renskind, der
ikke alene var nødvendige til Klæder, men be-
tingede en Erstatning, som frigav des flere Ræ-
veskind — til lige Gavn saavel for Stationens
Rentabilitet som for Befolkningens Købekraft
overfor, hvad de virkeligt behøvede af solide
Træsorter og gode Vaaben.
Saadan saa en Mand paa det, som kendte
sit Distrikt gennem mange Aar, og at det sam-
me Grundsyn gjorde sig gældende hos den nu-
værende Bestyrer, havde jeg i indeværende Som-
mer Lejlighed til at konstatere, da jeg saa ham
udarbejde Lister over det som utilstrækkelig
Skibsrum gjorde det nødvendigt at udskyde, og
hvad det var absolut paakrævet blev opsendt.
Alle de tunge Mel- og Grynspriser blev kraftig
beskaaret til Fordel for Tøjsorter, Træ, Slæde-
jern, Vaaben og Værktøj.
For et Distrikt, hvis Befolkning paa ca. 250
Sjæle producerer lidt under eller lidt over 1500
Stykker Ræveskind om Aaret, spiller det ingen
Rolle, om Tingene er forholdsvis dyre, naar de
blot er gode, saa man kan stole paa dem under
de lange Rejser fjernt fra andre Mennesker; det
er ogsaa Menigmands eget Syn der oppe. Men
kan han ikke komme af med sin Fortjeneste til
saadanne Ting, vil han dels være mindre ener-
gisk, og dels vil Forbruget af indførte Madvarer
og andre uvæsentlige Ting stige unødvendigt.
Jeg ved godt, at her fremhævede synspunk-
ter længere sydover maaske vil blive kaldt reak-
tionære og forældede. Men specielt gyldige for
Nordgrønland kan de vel næppe være, naar
Landsfogeden jo just nævner, at jo mere Fiske-
rierne giver, des mere stiger Forbruget af de
europæiske Madvarer. Naturligvis kan der vel
ikke gøres noget rationelt herimod i Øjeblikket,
hvor jo blandt andet Husbyggeri og lignende i
væsentlig Grad ligger lammet, men man kan
maaske i videst mulig Grad søge at skaffe saa
mange deciderede Nyttegenstande som muligt
frem til Udhandling.
For saa ogsaa at se lidt paa Medaljens an-
den Side, maa jeg jo — som flere andre iøvrigt
— ønske, at saa mange dansktalende og -læ-
sende Grønlændere som muligt vil drøfte saa-
danne Forhold med deres Landsmænd og even-
tuelt ogsaa gennem lokale Blade gøre dem det
Grundsyn begribeligt, at Landets egne Produkter
baade er de bedste og de billigste. Øg hvad
dem angaar, kan hele Kysten jo ganske givet
være selvforsynende, om man samler paa de
rette Tidspunkter og eventuelt udveksler de
forskellige Distrikters Sorter fra Plads til Plads.
Grønland er absolut ikke noget fattigt Land,
hvad dets naturlige Føde angaar, og ingen Grøn-
lænder med fri Adgang til sit frie Hav er saa
fattig — behøver i alt Fald ikke at være det —
som en arbejdsløs i et mere civiliseret Land, hvor
privat og offentlig Ejendomsret formener ham
Adgang til saavel Jorden som Vandene og her-
igennem indskrænker hans Muligheder for at op-
retholde Livet til et enerverende Minimum.
Som Husdyrbruget og Udnyttelsen af Jorden
i disse Aar tager et Opsving som aldrig før i det
moderne Grønlands Historie, som der forsøges
skaffet Adgang til at henkoge Landets Produk-
ter, som saavel Fisk som Fugle saltes eller røges,
og som ogsaa Bærsamlingen sine Steder er ved
at konkurrere importeret Saft ud, saaledes hør
den gamle veltjente grønlandske Metode med
Tørring igen komme til Ære og Værdighed. Dels
er det en af de sundeste Konserveringsmetoder,
dels koster den intet, og desuden kan den ud-
føres naar som helst, hvor som helst og af
hvem som helst.
Den Krone, man sparer, er lige saa god, som
den, man tjener, siger et gammelt Ord, —- og der
kommer vel en Dag igen, hvor et sammensparet
Beløb kan betyde nye Huse, bedre Baade, øn-
skelige Motorer og andre for den enkelte altraa-
værdige Ting. At vi saa samtidigt sparer Ton-
nage og forbedrer Grønlands Status er heller