Grønlandsposten - 16.11.1943, Blaðsíða 3
Nr. 22
GRØNLANDSPOSTEN
255
ingen Biting under den Ansvarlighed for god og
sund Økonomi, som faktisk paahviler os alle
under den forhaandenværende Tilstand.
Prøven, den 7. September 1943.
Vil Cristmas Møller besøge
Grønland?
Som svar paa en række breve fra fhv. han-
delsminister Christmas Møller, nu formand i Det
danske Raad i London, har jeg blandt andet
skrevet følgende:
»Det vakte stor glæde heroppe, da vi i sin
tid første gang hørte Dem tale over Londons
danske radio, og da vi senere hørte om Deres
Amerika-rejse, haabede vi meget, at De ogsaa
vilde faa tid til at aflægge Grønland et besøg.
Vi forstaar dog, at De har haft andre og større
opgaver, — og heroppe eksisterer jo ikke noget
nationalt spørgsmaal — vi er simpelthen danske
allesammen.
Men glem ikke, at vi heroppe, danske og
grønlændere/ved siden af vore bekymringer for
Danmarks skæbne ogsaa ser med bekymring og
ængstelse paa, hvad Grønlands skæbne vil blive
efter denne krig.«
I et nylig modtaget brev skriver Christmas
Møller da blandt andet følgende:
»De kan være helt overbevist om, at jeg
ikke har glemt Dem paa Grønland, og De kan
nok forstaa, at jeg havde nøjagtig de samme
Tanker som De med Hensyn til at komme til
Grønland, da jeg var i Amerika, men der var
ingen, der indbød mig til det, og jeg plejer nu
ikke at trænge mig paa, undtagen hvor jeg me-
ner, det er politisk og nationalt nødvendigt, og
derfor kunde jeg ikke give Udtryk for mine
Ønsker om at komme til Grønland, men maa-
ske er det muligt ad anden Vej. Jeg vil i hvert
Fald gerne tænke derover paa den Foranled-
ning, De har givet mig. . . . Vi kan jo nu alle-
sammen se meget lysere paa Forholdene, og om
Grønlands Fremtidsskæbne er der jo ingen Tvivl;
hvad de Allierede lover, holder de. Det er jo
en af de meget store Forskelle mellem Akse-
magterne og de Allierede.«
Herpaa har jeg igen blandt andet svaret:
«... Materielt har vi det godt og har al-
drig savnet noget, men det tryk, som nu snart
fire aars adskillelse fra hjemlandet har lagt paa
os, føles tungt, ikke blot af os danske, men og-
saa af alle mere fremskredne grønlændere, hvad
De sikkert ogsaa vil have faaet indtryk af gen-
nem »Grønlandsposten«s spalter. Det var paa
dette omraade, jeg tror, det vilde have betydet
meget for os, om De var kommet herop — det
vilde have givet hver enkelt mere ligevægt og
vilde baade for danske og grønlændere have gi-
vet en stærkere følelse af samfølelse baade ind-
adtil og hjemadtil. Men om dette saa igen var
den tid værd, som De maatte ofre derpaa, og
hvor De maatte forsømme alt andet vigtigt ar-
bejde for Danmarks sag, det er meget svært at
sige. Maaske vil De bedst selv kunne afgøre
dette. En rejse til Grønland kan jo ikke blive
nogen lynvisit.«
Christian Vibe.
Fra børnene i Canada.
Engang i sommer fortalte den lille Ida Lynge
os i et interessant brev lidt om de danske sko-
lebørns rejse til Canada og hendes første ind-
tryk derovrefra. Vi har nu igen modtaget brev
fra børnene i Canada, denne gang fra Idas søster,
Hedevig Lynge. Ogsaa Hedevig fortæller om
det store eventyr, det var at komme til New
York og om den venlighed, de blev mødt med
af deres vordende plejeforældre i Canada.
»I Begyndelsen af September,« fortæller He-
devig, »begyndte jeg paa Skolen, som hedder
»Laurence Park Collegiate«. Jeg blev sat i »lst
Form, Highschool«. Naar der tales om Højsko-
le her i Canada, menes der ikke det samme
som Højskole hjemme i Danmark. Jeg tænker,
det er noget lignende som Mellemskole i Dan-
mark. Det første Aar faldt det mig lidt svært
at følge med i Skolen, da jeg ikke kunde tale
Engelsk ret godt endnu. Men det næste Aar
gik det mig helt godt. Der er fem Aar at gaa
igennem i Højskolen, og det er meget interes-
sant at gaa i Skole herovre. Om Efteraaret hol-
der de forskellige Skoler Fodboldkampe med
hinanden, og som Regel faar Eleverne da en
Eftermiddag fri for at se paa Kampene,