Grønlandsposten - 01.04.1944, Blaðsíða 5

Nr. 7
GRØNLANDSPOSTEN
77
Prisstigningsberegninger, da der i 1939—40 alle-
rede er sket en Del Prisstigning.
Det var ingen Glemsomhed, at Rugbrød ikke
anførtes i mine Eksempler. For Butiksvarernes
Vedkommende anførtes nemlig 2 Artikler, hvor-
paa der var sket Prisfald og 6, hvorpaa der var
sket Prisstigning.
Saa vidt jeg kan se udfra min Butiksbog, er
ca. % af de Varer, som jeg køber i Butikken, ste-
get i Pris, og saa maa det vistnok siges at være
tilstrækkeligt at anføre 2 Vareposter, der er faldet
i Pris. Det er meget muligt, at Rugmel-Rugbrød
er den »vigtigste Butiksvare« for Grønland som
Helhed, men det er det næppe for den af mig
omtalte Lønningsklasse (ikke saa vidt jeg har
kunnet skaffe mig Oplysninger).
Landsfogeden siger endvidere: »Et egentligt
Billede af disse Prisers Svingninger faar man
kun ved at sammenligne Totalbeløbet for Ud-
handling af disse Varer i 1939-40 med Total-
summen for, hvad det samme Kvantum Varer
vilde koste efter den nugældende Takst«.
Saa vidt jeg kan se, vil den Slags Beregnin-
ger kun give Oplysninger om Prisstigninger i Al-
mindelighed. Derimod siger de intet om, hvorvidt
disse Prissvingninger rammer alle lige — eller
om enkelte Lønningsklasser rammes særlig haardt.
Dette kan kun oplyses ved, at enkelte Familier
opgiver deres Forbrug af paagældende Varer i
1938-39 og deres Forbrug nu, hvorefter der saa
kan udregnes, hvormeget de kan udnytte Prisfal-
det paa de enkelte Vareposter.
Derefter kommer Landsfogeden til Fordelings-
godsvarerne, som Landsfogeden ikke mener er
steget mere end ca. 25% udover Reguleringstil-
lægget, naar Hensyn tages til Maksimalpriserne
(jeg beklager min fejlagtige Angivelse af Prisen
paa Mælk, idet jeg er kommet til at angive Pri-
sen 1938-39). Her forudsætter Landsfogeden, at
der kun har fundet Prisstigning Sted paa Forde-
lingsgodsvarer og ikke paa andre Varer. Hvilket
Tillæg skal saa opveje Stigningen paa Katalog-
godset, der jo er meget større?
Saa vidt jeg kan se, er den af Landsfogeden om-
talte Stigning af Reguleringstillægget sket allere-
de i 1940 (jfr. Bekendtgørelse af 20/4 1941). Til-
læggene maa nødvendigvis beregnes idet mind-
ste delvis — af foregaaende Aars Priser (i dette
Tilfælde Priserne 1938-39), hvorfor det omtalte
Tillæg næppe kan udligne Prisstigningen, der
overvejende har fundet Sted i 1942-43 (jfr. min
første Artikel, hvor Priserne 1941 er anført til
Sammenligning).
Landsfogeden gør det Synspunkt gældende,
at vi ikke kan stille Krav om bedre Lønforhold,
da Danmarks Befolkning næppe har det saa godt
for Tiden, hvorfor vi som danske bør dele Skæb-
ne med dem. Ligesom der i Danmark er temme-
lig stor Forskel paa, hvor haardt Prisstigninger-
ne rammer (jfr. Grønlandsposten 1944 Side 47),
saaledes ogsaa her. Der er ganske vist ikke
mig bekendt nogen udenfor I vigtut, der tjener
store Summer, saaledes som vi kender det i Krigs-
tider andre Steder fra, men alle de, der faar Pro-
center af den stærkt forøgede Handelsomsætning,
maa dog kunne udligne noget af Prisstigningen
dermed. Var det ikke en Ide for de højest lønne-
de at give Afkald paa Procenterne til Fordel for
de daarligst lønnede, f. Eks. Assistenterne, og
at fordele det mellem disse i Forhold til Børne-
antal? Saa kunde man tale om, at vi stod sam-
men!
Endnu et Citat: »Det er sikkert og vist, at
vor Levestandard for Øjeblikket ikke kan sættes
op her i Landet, uden at der derved skæres af
Danmarks Resourcer, som vil være haardt tiltræng-
te efter Krigen«. Der er afgjort ikke Tale om at
sætte Levestandarden op, men kun Tale om at
forhindre, at vi ikke vedblivende rasler nedad med
samme Fart, som vi gør nu og har gjort de
sidste Par Aar. — Det kan være udmærket at
Administrationen sparer 10.000 Kr. ekstra pr.
Aar, men hvis Folk derved afskæres fra at an-
skaffe ordentlig Føde og Klæder, saa er der »spa-
ret til Katten«. Den Sum Penge, det drejer sig
om, kan ikke dække de Udgifter, som nogle faa
ekstra Tuberkulosetilfælde eller lignende Sygdom-
me koster Danmark, endsige Forældrenes person-
lige Tab. Og vi ved alle og har faaet det ind-
prentet fra smaa af — at hensigtsmæssig Kost,
Tøj og Bolig er nogle af de vigtigste forebyggen-
de Midler. Og da vi ikke kan skaffe frisk grøn-
landsk Proviant — eller i det mindste ikke kan
regne dermed — bliver vi nødt til at samle Gæld
(hvis vi da kan faa Lov dertil!).
Til Slut blot dette: Jeg har ikke sagt, at
Kritikere forvises til Upernavik. Det kender jeg
intet som helst til. Kun sagde jeg, at Angsten
derfor virkede som en Hemsko — altsaa at Folk
tænkte sig den Mulighed, at man kunde faa Ube-
hageligheder, hvis man fremkom med Kritik
(hvilket forøvrigt kan tilskrives de smaa Forhold
heroppe). Selvom jeg stempler Upernavik som et