Grønlandsposten - 01.02.1945, Blaðsíða 7

1. Febr.
GRØNLANDSPOSTKN
31
Det var meningen, vi her skulde have den
supplerende toaarige uddannelse for grønlandske
præster, men vi lærte praktisk talt intet, blev
pudset lidt af, maaske mere udvendigt end ind-
vendigt. Vi blev undervist af lektor Rasmussen
og pastor Schultz-Lorentzen og pastor Lichtenberg.
Denne sidste lod os sommetider vente i timevis,
og sommetider blev det slet ikke til noget med
undervisningen. Der blev ikke givet os nogen
retningslinier at gaa efter. Vi prøvede selv at
gaa til forelæsninger paa universitetet. Amund-
sens gennemgang af kirkehistorien fik vi lidt ud-
bytte af, men Oscar Andersen talte for hurtigt
og brugte saa mange latinske udtryk, at vi ikke
kunde følge med. For mine kunstinteresser var
dette en død periode.
Efter de to aars forløb blev der tilbudt os et
ekstra aar med et ophold paa en folkehøjskole,
men jeg var blevet træt af lediggangen i Køben-
havn og længtes hjem til Grønland, hvad jeg
senere meget har fortrudt, for derved gik jeg
glip af det bedste, jeg kunde have faaet ud af
mit Danmarks-ophold. Lauf derimod tog det ek-
stra aar og fik meget ud deraf. Men som sagt,
det var min egen skyld, jeg var blevet træt af
at gaa og drive i København og længtes.
1917 kom jeg da igen til Grønland som assi-
sterende lærer ved seminariet og børneskolen ef-
ter udnævnelse til overkateket. Det følgende
aar ordineredes jeg til præsteviet overkateket og
placeredes ved Godhavn for 1922 at blive forflyt-
tet til Angmagssalik, hvor jeg aaret efter ankom-
sten blev kongelig udnævnt til førstepræst, hvad
jeg vist er den eneste overkateket, der er blevet,
og det var maaske en fejltagelse.
I Angmagssalik sad jeg til 1934, havde saa et
aars permission i Jakokshavn og er siden forflyt-
tet fra det ene sted til det andet, til Scoresbysund,
Godhavn, Upernavik og nu Jakobshavn.
Under alle de unge aar havde jeg vel beholdt
interessen for kunsten, men for det meste havde
jeg ladet penslen ligge. Interessen vaktes først
rigtigt til live igen i Angmagssalik, hvor jeg jo
ogsaa havde tilbragt min barndom. Her tog jeg
igen fat paa penslen, og en del arbejder blev til
her og siden ogsaa i Jakobshavn, Scoresbysund.
Godhavn og Upernavik, men kun nogle faa bille-
der om aaret.
Først her i Jakobshavn er jog blevet mig
selv Ihelt bevidst som kunstner, og mine bedste
arbejder er lavet her i de sidste to aar. Der er
ligesom kommet mere dristighed og modenhed
over mine billeder, det nølende og famlende over
mine penselstrøg er borte nu, og min lyst til at
male er større end i nogen tidligere periode —!
— Har De under Deres Danmarks-ophold
lært noget af dansk malerkunst som har betydet
noget for Dem —?
— Nej, jeg kan ikke nævne nogen dansk
maler, som har haft betydning for mig. Jeg har
betragtet dansk kunst med stor interesse, men
den har ikke givet mig noget, mine ideer og ind-
tryk er alle hentede i den grønlandske natur
det er den, der har gjort mig til kunstner. Af
det, jeg hidtil har set af Grønland, og det er det
meste, har jeg sat mest pris paa Østkysten, lyset
og farverne derovre. Jeg vilde ogsaa gerne en-
gang se Thule og lysvirkningerne deroppe. Jeg
haaber, det maa lykkes engang —!
— Hvilke af Deres landsmænd, synes De, har
ydet mest for deres land —?
— Det er maaske lidt gammeldags af mig at
sige saadan, da jeg ikke er interesseret i politik,
men jeg synes, at af rent aandelige værdier, som
vi har modtaget fra vort eget folk, har vi mod-
taget mest fra Jonathan Petersen og Henrik
Lund. Jonathan Petersen har betydet uendelig
meget for de elever, han har undervist og været
i berøring med. Han har altid haft en sjælden
evne til netop at røre de strenge, der finder sam-
klang hos grønlænderne. Og tænk Dem, hvad
Henrik Lund har givet os af værdier i sin poesi
sprogligt har han udtrykt sig som ingen af os
andre, paa en kunstnerisk maade, som vi andre
vel har følt trang til i vore unge aar, men aldrig
har evnet, livet, skønheden, naturen og storslaa-
etheden, alt har han givet os paa en maade, saa
baade ung og gammel kan glæde sig derved. Det
er ogsaa stadig mit brændende ønske at komme
ned og faa lejlighed til at male de to mennesker,
de to grønlændere, der har betydet mest for de-
res folk. Jeg haaber, det maa lykkes til sommer —,
slutter Peter Rosing og træder et skridt tilba-
ge for at betragte det ufærdige billede paa staffe-
liet, nej, dette og dette er ikke kommet helt
rigtigt frem, jeg maa vente nogle dage, saa kom-
mer det somme tider over mig igen, for ideen
arbejder videre for pludselig en skønne dag at
staa færdig og udfoldet for mig, og saa kan jeg
gøre billedet færdigt paa faa øjeblikke. Det er
dejligt saadan at tumle med ideer og indtryk, det
er skønt at have en natur saa storslaaet og far-
verig som den grønlandske at hente indtryk og
glæde fra — men sig til alle de unge, der forsø-