Grønlandsposten - 16.05.1945, Blaðsíða 4

112
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 10 - 1945
kultur havde været et straalende eksempel for ver-
den paa et lille folks sejrrige kamp mod en ond
fjende. Danmark vilde nu igen med ære kunne
fortsætte sit smukke arbejde for Grønland, som
alle ude i verden havde ydet udelt anerkendelse.
Et par af officererne paa »Julius Thomsen«
havde bragt raketter med i land, og hen paa nat-
ten sprang de oppe i luften over Godthaab — det
eneste skyderi vi her i kolonien har oplevet un-
der hele krigen.
Lørdag den 5. maj vaagnede Godthaab op til
et smukt syn. Højt over koloniens hundreder af
dannebrog vajede et kæmpeflag fra toppen af
den højeste radiomast, hvor en grønlænder var
kravlet op for at anbringe det. Det saa festligt
ud i formiddagens lyse solskin.
Kongens og statsministerens tale høres over Sverige
Men midt i al festglæden havde man næsten
glemt at lytte til radioen, hvorover vi havde
modtaget saa mange mørke budskaber i de før-
ste krigsaar, der efterhaanden var blevet afløst af
lysere tidender, der igen havde faaet modet til at
gro frem, uendeligt langsomt i begyndelsen, men
pludseligt blussende op i dagene omkring Stalin-
grad og El Alamein, indtil hver dag siden havde
været forløber til de store nyheder, vi nu havde
hørt, og som helt havde overvældet os. Større
nyheder kunde radioen ikke bringe. Og dog!
Ikke alle havde festet og derved glemt alt
andet. Klokken 4 om morgenen grønlandsk tid
havde kredslæge Saxtorph været paa post ved sin
radio og havde tilfældigt faaet fat i Sverige, der
da bragte en retransmission fra Danmark med bud-
skab om de glade timer derhjemme, med fester-
ne i København, folkemængderne paa gaderne
og stearinlysene i vinduerne — og klokken 8 om
morgenen kongens og statsministerens taler. Det
var nyheder, der gik til hjertet, for de fortalte
os, at ikke alene var Danmark fri, men vort land
havde bestaaet den store prøve i smeltediglen, og
det var vaagnet op igen, genfødt og med ny
handlekraft, et samlet folk om en stor og stærk
konge, der straks i befrielsens første time var
parat til at tage de store opgaver op for landets
genrejsning.
Der var ikke kaos i Danmark — der var or-
den og en ufattelig disciplin i de danske rækker
og Danmarks ældgamle kultur levede endnu og
vilde endnu engang frelse Danmark.
Disse meddelelser vakte en dyb følelse af
glæde og taknemlighed.
Dagen igennem og natten med forsøgte vi nu
at faa fat i Danmarks Radio. Mon ikke der igen
vilde blive sendt paa kortbølge, da de andre bøl-
gelængder ikke kan høres heroppe sommeren igen-
nem. Hvor vi længtes efter igen at høre den
danske stemme hjemmefra. Og dog har vi jo
ikke været helt afskaaret. Fra Island, Sverige,
England og Amerika har vi hørt danske stemmer,
og vi har været meget taknemlige derfor — men
den dag, hvor vi igen kan høre Danmarks Radio —
København-Kalundborg og raadhusklokkerne hjem-
mefra, vil alligevel blive en af vore store dage.
Klokken 12 samledes hele kolonien ved flag-
batteriet, hvor dannebrog har vajet hver eneste
dag gennem de sidste aar. Salutten drønede ud
over fjord og fjelde, og vore danske og grønland-
ske nationale sange blev sunget af en skare men-
nesker, der vist aldrig før har sunget dem med
større bevægelse i stemmen og lykke i sindene.
Grønlænderne var mødt op i deres festdragter,
Godthaabs tre sportsforeninger kom marcherende
ned til flagbatteriet i sluttet trop, hver med de-
res banner i spidsen, og det vakte jubel, da den
lange række af smaa.grønlandske spejderdrenge
og -piger troppede op, hver med sit lille danne-
brogsflag i haanden.
Første radioforbindelse med Lyngby.
Efter salutten traadte landsfoged Eske Brun
frem under splitflaget og meddelte, at han netop
havde faaet forbindelse med Lyngby radio, og at
det første telegram var blevet afsendt til kongen:
»Hans Majestæt Kongen, Amalienborg, Kø-
benhavn.
Grønland sender hjertelig bevæget over igen at
kunne tale direkte til sin konge Deres Majestæt sin
inderligste hilsen. Det er med største glæde, jeg
kan meddele Deres Majestæt, at i de forløbne aar
siden den brutale voldsdaad mod Danmark over-
skår de ydre baand mellem Grønland og Danmark,
har de hjertebaand, som i trofasthed og tillid
har bundet det grønlandske folk til sin konge og
til moderlandet, vokset sig stærkere. Arbejdet for
det grønlandske folks trivsel og fremskridt er fort-
sat uafbrudt, og adskillelsen har intet medført,
som vil hindre en videreførsel af denne Danmarks
mission i Grønland. Med smerte og harme har vi
været vidner til voldsmandens huseren hjemme.
Med stolthed har vi fulgt det danske folks værdige og
heltemodige kamp mod ham, en kamp, hvori vi og-
saa har ydet, hvad vi med vore smaa midler har
kunnet.
A llerunderdanigst
Landsfoged Eske Brun.« —