Grønlandsposten - 01.02.1949, Side 7

Nr. 3
GRØNLANDSPOSTEN
31
Frederik Lynge kontra Gerhard Egede.
Skarp Diskussion om Fortid og Fremtid.
I November-Nummeret af det nordgrønlandske Blad
»AvangnåmioK« har Kolonibestyrer Frederik Lynge i en Ar-
tikel gjort et voldsomt og hvast Udfald mod Landsraadenes
Fællesmøde 1948, de Beslutninger, der blev taget, og navn-
lig mod Pastor Gerhard Egede, Frederikshaab. I Nummeret
for 15. Januar af »Atuagagdliutit« svar Gerhard Egede med
skarpsleben Pen. De to Indlæg er karakteristiske for Ind-
stillingen til Problemerne i Grønland i Dag, og de giver et
Billede af, hvor skarpt de reaktionære Grønlændere trods
Nedsættelsen af Kommissionen og den almindelige Indstil-
ling paa det Nye staar overfor deres mere fremskridtsven-
lige Landsmænd.
Frederik Lynge skiver en saakaldt Protestkommentar.
Han indleder med at sammenligne Statsminister Hedtofts
Planer med de Planer, der i sin Tid blev lagt af Forenin-
gen »Luk Grønland op«. Lynge betegner Hedtofts Spørgs-
maal til Landsraadene som et Ultimatum, der i næsten alle
Punkter blev akcepteret. Han bebrejder Landsraadene, at
de ikke gav sig Tid til at raadspørge Befolkningen før de
slog til — om ikke paa anden Maade, saa ved at vente til
næste Sysselraadsmøde.
Lynge mener, at Følgen af, at man »overgav« sig saa
hurtigt og efter saa utilstrækkelig Overvejelse var, at
danske Fiskere straks begyndte at afsende Fabrikker, fordi
de var blevet budt Velkommen til de grønlandske Farvande
af Landsraadet. Og han spørger: Hvordan vil det blive,
naar Fiskerne i Tidens Løb kommer til vort Land i større
Tal. Er det saa ikke muligt, at Landsraadet, som »paa egen
Haand« for tidligt har givet sit Samtykke, vil modtage mere
omfattende Protester end dem, der allerede er kommet...
Frederik Lynge omtaler, at Landsraadsmedlemmet i
Godthaab Valgkreds i Radioen i et Interview har udtalt, at
Kommissionen alene skal bestemme, hvor omfattende Ad-
gangstilladelsen skal være. Og han spørger: Hvad vil Hed-
tofts Vælgere sige til det? Det var jo dem, der gav Hedtoft
dette Ultimatum med til Landsraadene. Det er tydeligt,
at Hans Hedtoft ikke kunde modstaa blot at høre det frie
danske Erhvervs og især de danske Fiskeres Ønsker om at
faa Adgang til Grønland. Og medens han var i Grønland
arbejdede han paa at hjælpe dem til at faa Landsraadenes
Samtykke.
Om selve Fiskerispørgsmaalet mener Lynge, at »de
Fremmede« meget vel i deres store Baade kan fiske paa
Søterritoriet, hvor der er store Fiskerigdomme, og han
nævner, at det maaske var det, Statsministeren lovede, da
han sagde, at Grønlændernes Interesser ikke vilde blive til-
sidesat.
Landsraadet udtalte, skriver han, at det var for ringe
til at udpege de Medlemmer, der skal repræsentere den
grønlandske Befolkning i Kommissionen. Men det blev bragt
til Tavshed af Formanden, der sagde: »Landsraadet maa
ikke sætte sig lavere, end det staar, men Landsraadet er
en Repræsentation for det grønlandske Folk, saa god, som
vi kan have den i Dag. Landsraadet bør sidde inde med
den Følelse af Ansvar, at det er det grønlandske Folks Ta-
lerør. Man kan begaa Fejl, men der er ingen bedre end
Landsraadet, der kan udtrykke det grønlandske Folks Me-
ning.« Landsraadet modsatte sig det ikke. Er det da ikke
mærkeligt, hvis man slet ikke vil kritisere en saa udtalt
diktatorisk Handling, spørger Lynge. Efter at have udtalt
sin Utilfredshed med Kommissionens Sammensætning og
Valget af den vender Lynge sig direkte til Gerhard Egede,
hvis Udtalelser om Kompromiset, som man maatte gaa med
til i 1946, navnlig er Genstand for Lynges Opmærksomhed.
Kære Gérte, skriver han, jeg var ogsaa med i 1946, og
jeg kan ikke forstaa, at du uden Samvittighedsnag har ud-
talt saaledes paa Landsraadets Vegne. Jeg skammer mig
over det paa Delegationens Vegne. Da jeg hørte det i Godt-
haab Radio udbrød jeg højt: Du lyver. Hvorfor forhindrede
Jørgen Chemnitz og Peter Nielsen dig ikke? De var ogsaa
med i 1946. Frederik Lynge spørger om Delegationens Med-
lemmer har glemt, at Spørgsmaalet om een Landsfoged og
eet Landsraad blev drøftet fire Gange i 1946. Gerhard Egedes
Udtalelse tyder paa, at Medlemmerne har underskrevet Be-
tænkningen under Tvang fra Rigsdagens Side. Var I bange
for de andre, spørger han. Tror I, at voksne Mænd kan
opføre sig saadan? Hvad er det for en Politik, I fører?
Lynge fremhæver Gang paa Gang, art hans Informationer
udelukkende stammer fra Dagspressen i Danmark og fra
Reportagen i Grønlands Radiovis. For at glatte lidt ud ud-
taler han til sidst, at han haaber, at disse Referater er for-
kerte, saadan at han i sin Kritik er galt paa den.
Gerhard Egede svarer udfra den Opfattelse, at et Svar
vil forhindre Misforstaaelse, Forvirring og Mistillid. Han un-
derstreger, at Lynges Kritik mere gaar paa Personer i
Landsraadet end paa Landsraadets Synspunkter. Det er
klart, at Lynge lægger Foragt for Landsraadene for Dagen
og beskylder dem for Mangel paa Dygtighed i Arbejdet.
Egede søger at gætte Grunden ved af anføre, at Bitterhe-
den er et Tegn paa, at Lynges Politik er ved at tabe sin
oprindelige Styrke. Hedtofts saakaldte Ultimatum til den
gamle Grønlands Styrelse og dens Meningsfæller. Hedtoft
anvendte, skriver Egede, sin politiske Forstand rigtigt. Han
vidste allerede før han tog hjemmefra, hvilket Svar han
vilde faa af Landsraadene. Hvis den [fremstrakte Haand
fra det officielle Danmark var et Ultimatum, kan du saa se
Konsekvenserne, hvis vi var gaaet imod det, spørger Pa-
storen Kolonibestyreren. Han svarer selv ved at anføre, at et
Nej havde været at modarbejde den fremadstræbende grøn-
landske Ungdom i dens Bestræbelser— og en deraf følgende
Utilfredshed fra Befolkningens Side.
Egede forklarer, hvordan Landsraadets Svar til Stats-
ministeren blev givet efter moden Overvejelse og efter
mange Forhandlinger og Diskussioner allerede fra Foraarets
Tid. Du ved maaske, at Landsraadsmødet blev overværet
af flere Journalister, fortsætter Egede, og det er »en jour-