Grønlandsposten - 01.08.1949, Blaðsíða 8

148
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 12
En dyrepasser serverer Thoras frokost.
sporten, et nogle Maaneder senere, og det tredje i Sommeren
1907. Forsøget gentoges i 1908 med en Unge, der imidlertid
døde nogle Uger efter Ankomsten. Store Mængder af Ind-
voldsorme i Forbindelse med Ukendskab til Dyrenes Fodring
og Pasning synes at have været Aarsag til at Forsøgene
mislykkedes. Fra 1908 til 1937 var her ingen Hvalrosser i
Haven, men vi havde dog ikke opgivet Haabet om at faa
vor Dyrebestand beriget med een eller flere hvalrosser fra
Danmarks store arktiske koloni. Ved velvilje og hjælp fra
Grønlands Styrelse m. fl. lykkedes det omsider. Den 15.
Juni 1937 ankom »Sværdfisken« til Grønlands plads med en
hvalrosunge paa dækket. Dyret — en hun som om bord
havde faaet navnet »Thora«, var kun faa Dage gammel i
begyndelsen af Maj blevet fanget udfor Holsteinsborg. En
jævnaldrende han var sendt med, men døde undervejs.
»Thora« var paa Rejsen blevet fodret med tørmælk opløst i
vand og lidt Levertran. Da hvalrosmælk er meget fed og
næringsrig viste det sig hurtigt, at komælk kun kunde er-
statte den, hvis den blev tilsat Levertran og betydelige
Mængder af ferske Sild, der var malet igennem en kødmaski-
ne. Dette fluidum blev drukket af en flaske med sut, og
ved denne forplejning tiltog »Thora«, der ved Ankomsten
hertil kun vejede 46 kg, hurtigt i størrelse og vægt. Mælke-
mængden blev gradvis formindsket og den malede sild afløst
af sildefileter, der var skaaret i Strimler. Endnu senere
blev disse erstattet med stadig tiltagende Mængder af hele
sild, og mælken, der konstant blev tilsat Levertran, blev
nedsat til 1 liter pr. dag. Den 1. Juli vejede »Thora« 55 kg
og den 31. December allerede 111 kg. Den 18. September
samme Aar ankom »Disko« med to nye hvalrosunger fra
Holsteisborg, en han og en hun, der blev kaldt »Kristian«
og »Gine«. Hver af de nyankomne Unger vejede kun 54 kg,
en vægt, der i Betragtning af den fremskredne Aarstid,
maa betegnes som for lav, men kan forklares ved, at de i
Grønland maatte vente paa skibslejlighed, og at det har
været umuligt deroppe at skaffe dem frisk komælk. I løbet
af 1938 avancerede »Thora« til en vægt af 182 kg og »Gine«
til 181 kg. Med »Kristian« [tog det derimod en sørgelig
ende. Da hvalrosser sutter paa alt, hvad de kan faa fat
paa, aad han ved Løvfaldtstid en del blade fra de omring-
staaende træer og desuden nogle Ølkapsler, mønter, sten
og andet som Publikum meget ubetænksomt havde kastet i
basinet. Resultatet blev en alvorlig Forstoppelse, som vi
ikke kunde faa Bugt med, og den 1. November laa han død
i sit Basin. Den 31. December vejede »Thora« 270 kg og
»Gine« 275. I slutningnen af 1944 døde »Gine« af en udpræget
Hjertedegeneration, hendes vægt var da 348 kg. »Thora«
lever heldigvis endnu. Hun er for tiden den eneste hval-
ros i Europa og har oven i købet sat verdensrekord for
hvalrosser i fangenskab. Det store dyr vækker ved sit
særprægede Udseende og sine ejendommelige Bevægelser
berettiget Opsigt hos alle fagfolk og er stadig en af Publi-
kums yndlinge. Hendes daglige føde bestaar af 25 kg fri-
ske sild eller makrel og hun enes fortræffeligt med to spæt-
tede sæler og en graasæl, der er anbragt i samme basin.
Om sommeren gaar baade hvalrossen og sælerne paa land
?or at sove. I den kolde aarstid tilbringer de derimod Nat-
ten og det meste af dagen i vandet.
Isbjørnen hører til en zoologisk Haves store Attrak-
tioner og lever som Regel mange Aar i Fangenskab. Vort
gamle Isbjørnepar levede henholdsvis 26 og 31 Aar hos os
og blev i 1936 afløst af 3 unge Bjørne, der ved Velvilje fra
Den Kgl. Grønlandske Handel var skaffet os fra Scoresby-
sund. Medens vi selv beholdt to af Bjørnene, en Han og
en Hun, blev den tredje byttet bort til en zoologisk Have
paa Sumatra, hvor den sikkert endnu findes.
Under passende Forhold formerer Isbjørnen sig af og
til i Fangenskab, dog langt fra saa hyppigt som for Eks.
den alm. Brunbjørn. I Vinteren 1946 ventede vi Unger af
vore Isbjørne og Hanbjørnen blev derfor i god Tid flyttet
til et andet Bur. Fødslen foregik den 4 December og man
hørte tydeligt Ungernes spæde Vrælen. Hunbjørnen var
desværre meget nervøs, vel særlig fordi hun kunde høre
Hannen buldre paa Væggene, og allerede den 16 December
saa vi hende gaa omkring med en død Unge i Gabet. Ved
nærmere Eftersyn af hendes Halmleje fandt vi endnu en
død Unge. Begge var med Undtagelse af Ørene og en Del
af Bugen beklædt med et tæt hvidt Haarlag og ganske
blinde. Den ene maalte fra Snude til Halespids 23 cm. og
vejede 500 gram, medens det tilsvarende Maal for den anden
var 22 cm. og Vægten 445 Gram. Ungerne blev indsendt
til Zoologisk Museum i København, der i Forvejen ikke var
1 Besiddelse af saa smaa Isbjørneunger.
Den 11 December 1947 fødte den samme Hunbjørn atter
2 Unger. Den ene forsvandt imidlertid efter faa dages for-
løb og da vi fandt nogle haar i moderens ekskrementer, maa
vi formode, at ungen er død og derefter ædt. Man har er-
faringer for, at spæde isbjørneunger i fangenskab ofte sav-
ner de naturlige forhold, bl. a. i form af en lun snehule og
derfor har let ved at faa lungebetændelse. Hunbjørnen var
denne gang ikke nær saa urolig eller nervøs og den anden
unge levede og trivedes ganske fortræffeligt. Den 23 fe-
bruar konstaterede vi, at den var en hun. Vægten var sam-
me dag 10,4 kg. Længden 68 cm. fra snudespids til halerod
og pelsen var snehvid. I løbet af Marts kom »Snehvide« ret
Isbjørn med unge.