Grønlandsposten - 01.09.1949, Síða 2

166
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 14
GRØNLANDS ENHED
Lettere at rejse fra København til Cairo end fra Juliane-
haab til Godthaab.
Efterskoleforstander Fr. Nielsen.
Paa den store kommissionsrejse til Grønland i sommer an-
kom »Umanak« til Julianehaab den 17. august om eftermid-
dagen. Efter en kort modtagelse ombord samledes ca. 150
gæster om aftenen til en hyggelig sammenkomst i forsamlings-
huset med smørrebrød og dans. Ved bordet holdtes en række
taler, og efterskoleforstander Fr. Nielsen vakte opmærksom-
hed med et indlæg, som baade fra formens og indholdets side
var fremstaaende. Efter nogle indledende ord udtalte hr.
Nielsen følgende:
De er kommet til en landsdel, der rummer
mere end en femtedel af hele Grønlands be-
folkning. Der bor folk, der ernærer sig paa
forskellig vis: Det gamle grønlandske erhverv,
sælfangsten, har stadig udøvere ikke mindst i det
sydlige distrikt. De grønlandske bønder, faare-
avlere, har taget fjordene i besiddelse og har
drevet faareavlen op til en blomstrende virksom-
hed, der har betydning for hele landet. Fiskerne
gør sig mere og mere gældende og fisker torsk og
sild.
Men De er kommet til et distrikt, hvor na-
turen er lunefuld, og hvor erhvervet er afhængigt
af naturens lunefuldhed. Storisen, som gavner
sælfangeren og giver ham klapmyds og anden
sæl, sætter hindringer i vejen for at udnytte
fiskeriet paa effektiv maade. Det er hverken
driftighed eller dygtighed, der er i stand til at
overvinde denne vanskelighed. En streng vinter
med snefald om foraaret kan paa kort tid redu-
cere faareavlen til et minimum, saa bønderne ser
sig nødsaget til at begynde forfra. Men de op-
giver ikke; i dem ligger naturens ældgamle op-
dragelse, fatalismen, der baade er godt og ondt.
Folk med denne opdragelse opgiver ikke. Fra æld-
gammel tid har de set bopladser blive ødelagt ved
misfangst og hungersnød, men de var altid parate
til at bygge op igen. Paa denne maa har det
grønlandske folk bestaaet og eksisteret i deres
eget land.
Paa Deres kystrejse har De nok lagt mærke
til den store strækning, den ubeboede, ugæstmilde
kyst. Det er bl. a. denne kyst, der har isoleret
Julianehaab distrikt. Denne isolation har bevir-
ket, at befolkningens mentalitet er anderledes,
den gensidige paavirkning har manglet. Og naar
den nye tid med sine store krav skal kunne gøre
sig gældende, er det nødvendigt, at denne isola-
tion brydes. Rejseforholdene er ikke gode; det
er lettere at rejse fra København til Cairo end at
rejse fra Julianehaab til Godthaab. Der er en
mand hernede, der 4 somre i træk har forsøgt at