Grønlandsposten - 16.12.1949, Page 7

Grønlandsposten - 16.12.1949, Page 7
Nr. 20 GRØNLANDSPOSTEN 243 (Fortsat fra side 238.) Julens land. torbaad til fjorden for at hente enebærris, der skulle bruges til det hjemmelavede juletræ, og de vendte tilbage med baaden fyldt til randen af det dejligste, vellugtende julegrønt. Saaledes blev træet ogsaa sikret. Nogle dage før jul holdt butikken juleudsalg. Saa blev den smule legetøjssending, man havde, stillet frem, og folk stormede butikken. Sikke en larm og spektakel der var. Vi børn gik og gemte os i menneskemængden for at udspionere, hvad vore forældre købte. Havde vi været heldige, var det bare om at finde kammeraterne for at fortælle dem, hvad vi kunne vente at faa i jule- gave. Og fra det øjeblik syntes det os, at tiden gik saa utrolig langsom. Det var, som om det aldrig skulle blive jul. Lillejuleaften kulminerede travlheden. Hele huset var fyldt med den lækreste duft af kager. Det nye tøj laa til skue over alt i huset; men in- gen steder maatte vi være. Kom vi ind, blev vi omgaaende sendt ud igen, enten med: »Gaa nu ud og leg!« eller »tag og hent det og det.« Der var sandelig ogsaa mange ting, der skulle hentes. Kullene blev aldrig bragt ud. • De skulle hentes. Der var brug for ubegrænset mængde vand. Olie til lamperne skulle hentes. Brænde hugges. Ene- bærris, der laa gravet ned under sneen, skulle findes frem og jeg kunne blive ved. Om eftermiddagen blev julekosten uddelt fra butikken. Saa blev det endelig aften. Vi fik lige lov til at sluge maden og være med til at bære enebærgrønt ind i stuen, hvor træet skulle laves, ellers fik vi den strænge ordre at gaa til køjs, for at det rigtig hurtigt kunne blive jul. Vi kappedes om at staa tidligst op for at være den første, der saa træet staa færdigt. Og det skete næsten hver jul, at een stod saa tidligt op, at man daarligt nok var begyndt paa træet, naar han listede ned. Han blev omgaaende igen jaget op i seng. Allerede klokken fire-fem stykker stod den første op. Haniklædte sig forsigtigt paa for ikke at vække de andre. Saa listede han ned i stuen. Bare lige se træet, og saa fare opad trapperne, ind i børneværelset og vække de andre, der endnu laa og sov. Og saa var det pludselig blevet jul. Nu skul- le alt det, vi havde glædet os saa ubeskriveligt til, ske, Om morgenen juleaftensdag gik turen altid først ned til farfar og farmor. Naar vi gik ud i frosten — jeg husker kun juleaftenmorgen i bi- dende frost, hvor folks trin paa den haarde sne kunne høres langt langt borte, og himlen hvælve sig frostblaa og stjerneklar over os — da saa vi alle huse oplyste, og børnene allerede begyndt at gaa rundt med deres papirslygter. Der var en jule- stemning, som jeg aldrig siden havde været ude for. Nede i sit hus gik gamle hvidhaarede og hvidskæggede bedstefar og glædede sig lige saa meget over julen som vi børn. Lige saa snart vi gik ind i stuen, forsvandt han ind i soveværelset og kom straks tilbage med kæmpekræmmerhuse, der var lavet af »Hjemmet«s Knold og Tot-sider. Disse kræmmerhuse var fyldt med alverdens bed- ste godter. Nu begyndte julens vidunderlige go- der, og hvor det dog frydede vore barnehjerter. Næste punkt paa juleprogrammet, der laa fast for hvert aar, var julekaffen, som vi nød juleaften- morgen klokken seks hos onkel Jakob og faster Karen. Saa samledes hele familien i det kaffe- duftende hus, hvor vi saa det første juletræ tændt, og hvor vi sang julesalmer. Gamle onkel Jakob veg aldrig sin plads ved harmoniet, og spil- lede den ene stemningsfulde julesalme efter den anden. Alt det, som jeg nu har fortalt om, var det, som jeg drømte om, naar jeg sad og drømte om julen, mens jeg boede i Danmark, og alt dette opfyldte mine tanker, da jeg sidste aar sad i dag- ligstuen derhjemme hos mine forældre og pludse- lig forstod, hvor lang tid ti aar egentlig var. Hid- til havde jeg ikke oplevet een eneste ting af alt det, som jeg havde glædet mig saa utrolig meget til. Efter advent var der ingen travlhed i mit hjem. Der var jo ikke flere børn i huset, der skulle ha- ve nyt tøj til jul. Mine brødre var alle blevet voksne og, bortset fra en, alle rejst til Danmark for uddannelse. Vor eneste søster var død. Bedstefar og bedstemor var ogsaa borte. Og stolen foran harmoniet i onkel Jakobs og faster Karens hjem havde staaet tom de sidste syv aar. Og efter onkel Jakobs død var faster Karen holdt op med at invitere paa kaffemik juleaftenmorgen. Juletræet var en dansk ædelgran, som mine venner havde sendt op til mig. Saaledes fandtes der ikke engang et grønlandsk juletræ. Da vi gik til og fra gudstjenesten, saa jeg ikke saa meget som een eneste papirslygte. Men i kirken, hvor det evige, dejlige budskab blev læst op, og hvor vi sang de gamle grønlandske julesalmer, fandt

x

Grønlandsposten

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.