Grønlandsposten - 16.12.1949, Blaðsíða 7

Nr. 20
GRØNLANDSPOSTEN
243
(Fortsat fra side 238.)
Julens land.
torbaad til fjorden for at hente enebærris, der
skulle bruges til det hjemmelavede juletræ, og de
vendte tilbage med baaden fyldt til randen af det
dejligste, vellugtende julegrønt. Saaledes blev
træet ogsaa sikret.
Nogle dage før jul holdt butikken juleudsalg.
Saa blev den smule legetøjssending, man havde,
stillet frem, og folk stormede butikken. Sikke en
larm og spektakel der var. Vi børn gik og gemte
os i menneskemængden for at udspionere, hvad
vore forældre købte. Havde vi været heldige,
var det bare om at finde kammeraterne for at
fortælle dem, hvad vi kunne vente at faa i jule-
gave. Og fra det øjeblik syntes det os, at tiden
gik saa utrolig langsom. Det var, som om det
aldrig skulle blive jul.
Lillejuleaften kulminerede travlheden. Hele
huset var fyldt med den lækreste duft af kager.
Det nye tøj laa til skue over alt i huset; men in-
gen steder maatte vi være. Kom vi ind, blev vi
omgaaende sendt ud igen, enten med: »Gaa nu
ud og leg!« eller »tag og hent det og det.« Der
var sandelig ogsaa mange ting, der skulle hentes.
Kullene blev aldrig bragt ud. • De skulle hentes.
Der var brug for ubegrænset mængde vand. Olie
til lamperne skulle hentes. Brænde hugges. Ene-
bærris, der laa gravet ned under sneen, skulle
findes frem og jeg kunne blive ved.
Om eftermiddagen blev julekosten uddelt fra
butikken.
Saa blev det endelig aften. Vi fik lige lov til at
sluge maden og være med til at bære enebærgrønt ind
i stuen, hvor træet skulle laves, ellers fik vi den
strænge ordre at gaa til køjs, for at det rigtig
hurtigt kunne blive jul.
Vi kappedes om at staa tidligst op for at være
den første, der saa træet staa færdigt. Og det
skete næsten hver jul, at een stod saa tidligt op,
at man daarligt nok var begyndt paa træet, naar
han listede ned. Han blev omgaaende igen jaget
op i seng.
Allerede klokken fire-fem stykker stod den
første op. Haniklædte sig forsigtigt paa for ikke
at vække de andre. Saa listede han ned i stuen.
Bare lige se træet, og saa fare opad trapperne,
ind i børneværelset og vække de andre, der endnu
laa og sov.
Og saa var det pludselig blevet jul. Nu skul-
le alt det, vi havde glædet os saa ubeskriveligt
til, ske,
Om morgenen juleaftensdag gik turen altid
først ned til farfar og farmor. Naar vi gik ud
i frosten — jeg husker kun juleaftenmorgen i bi-
dende frost, hvor folks trin paa den haarde sne
kunne høres langt langt borte, og himlen hvælve
sig frostblaa og stjerneklar over os — da saa vi alle
huse oplyste, og børnene allerede begyndt at gaa
rundt med deres papirslygter. Der var en jule-
stemning, som jeg aldrig siden havde været ude
for. Nede i sit hus gik gamle hvidhaarede og
hvidskæggede bedstefar og glædede sig lige saa
meget over julen som vi børn. Lige saa snart vi
gik ind i stuen, forsvandt han ind i soveværelset
og kom straks tilbage med kæmpekræmmerhuse,
der var lavet af »Hjemmet«s Knold og Tot-sider.
Disse kræmmerhuse var fyldt med alverdens bed-
ste godter. Nu begyndte julens vidunderlige go-
der, og hvor det dog frydede vore barnehjerter.
Næste punkt paa juleprogrammet, der laa fast
for hvert aar, var julekaffen, som vi nød juleaften-
morgen klokken seks hos onkel Jakob og faster
Karen. Saa samledes hele familien i det kaffe-
duftende hus, hvor vi saa det første juletræ
tændt, og hvor vi sang julesalmer. Gamle onkel
Jakob veg aldrig sin plads ved harmoniet, og spil-
lede den ene stemningsfulde julesalme efter den
anden.
Alt det, som jeg nu har fortalt om, var det,
som jeg drømte om, naar jeg sad og drømte om
julen, mens jeg boede i Danmark, og alt dette
opfyldte mine tanker, da jeg sidste aar sad i dag-
ligstuen derhjemme hos mine forældre og pludse-
lig forstod, hvor lang tid ti aar egentlig var. Hid-
til havde jeg ikke oplevet een eneste ting af alt
det, som jeg havde glædet mig saa utrolig meget til.
Efter advent var der ingen travlhed i mit hjem.
Der var jo ikke flere børn i huset, der skulle ha-
ve nyt tøj til jul. Mine brødre var alle blevet
voksne og, bortset fra en, alle rejst til Danmark
for uddannelse. Vor eneste søster var død.
Bedstefar og bedstemor var ogsaa borte. Og
stolen foran harmoniet i onkel Jakobs og faster
Karens hjem havde staaet tom de sidste syv aar.
Og efter onkel Jakobs død var faster Karen holdt
op med at invitere paa kaffemik juleaftenmorgen.
Juletræet var en dansk ædelgran, som mine
venner havde sendt op til mig. Saaledes fandtes
der ikke engang et grønlandsk juletræ. Da vi gik
til og fra gudstjenesten, saa jeg ikke saa meget
som een eneste papirslygte. Men i kirken, hvor
det evige, dejlige budskab blev læst op, og hvor
vi sang de gamle grønlandske julesalmer, fandt