Grønlandsposten - 16.04.1950, Blaðsíða 7

Nr. 8
GRØNLANDSPOSTEN
99
kommelig, hvad enten den skal ske med skib, eller man
vil foretrække at lade nogle af de flyvemaskiner, der i an-
den anledning er i Nordøstgrønland, tage kalvene med til
Vestgrønland. Omkostningerne ved af opføre en del læ-
skure eller læskærme vil heller ikke kunne virke afskræk-
kende.
Hvor langt man vil kunne komme i retning af at tæm-
me moskusokserne maa tiden og praksis udvise. Det er
muligt, at man vil kunne udnytte moskusoksens værdifulde
uld. Dyrene kan afgjort ikke klippes som faarene, men
det er ikke usandsynligt, at ulden vil kunne redes af i fæl-
deperioden. Om moskusoksens mælk vil kunne udnyttes, er
vel nok mere tvivlsomt, og det er vel ogsaa et spørgsmaal,
om der overhovedet er brug for mælken. Det, som vil kun-
ne faa den største virkelige betydning, er kødet, som er
fortrinligt, fuldt saa godt som almindeligt oksekød. At kødet
vil kunne faa stor betydning for den grønlandske befolknings
ernæring, turde være hævet over enhver tvivl. Spørgsmaalet
er blot, om der kan produceres nok.
Selv om man forbeholder det egentlige Sydvestgrønland
til faarene, vil der blive saa store landstrækninger og saa
store vegetationsmængder til overs, at der kan blive tale
om en endog meget stor moskusoksebestand i Vestgrøn-
land. Om det i givet fald vil komme til at dreje sig
om 60—80 eller 100.000 dyr, maa fremtiden vise, hvis
man gaar ind for forsøget. I denne forbindelse bemærkes,
at man i Alaska erfaringsmæssigt regner med, at 10 rener
kan leve paa 1 kvadratkilometer vegetationsdækket areal.
Paa Vestgrønland findes, som nævnt, over 120.000 kva-
dratkilometer isfrie landstrækninger, heraf kan formentlig
16 pct — altsaa godt ca. 18.000 kradratkilometer — regnes
at være vegetationsdækkede. Regner man med, at halv-
delen af disse reserveres faarene og halvdelen moskusokser-
ne, bliver der til moskusokserne 9.000 kvadratkilometer ve-
getationsdækket areal, som skulle kunne livnære 90.000
moskusokser.
Dyrene maa naturligvis fredes, saaledes at kalve, ung-
dyr og køer i den forplantningsdygtige alder ikke skydes eller
slagtes. Dyr over den forplantningsdygtige alder kan bortsky-
des eller slagtes efterhaanden, ligesom halvdelen eller de to
tredjedele af tyrene, naar de har naaet den forplantningsdyg-
tige alder. En saadan nedslagtning af en væsentlig del af
tyrene vil formentlig give moskusoksebestanden de optimale
formeringsbetingelser.
Regner man med, at der vil være plads for en moskus-
oksebestand saa stor som 90.000 dyr, vil der til den tid an-
tagelig, uden at selve grundstammen beskattes, kunne ta-
ges i hvert fald 7 pct. af dyrene aarligt samt de ca. 5 pct.
af dyrene, som er saa gamle, at de ellers ville dø af alder-
dom. Med andre ord, der skulle kunne nedslagtes ca. 10.800
moskusokser om aaret, uden at bestanden tager af. Ned-
slagtningen vil ikke kunne volde nogen vanskeligheder. I
Nordøstgrønland betragter man ikke nedskydning af moskus-
okser som jagt, men som slagtning.
En fuldvoksen moskustyr, slagtet om efteraaret, naar
kødet er bedst og fedest, giver ca. 160 kg. kød, medens
koen giver godt halvt saa meget. 10.800 moskusokser af
gennemsnitlig 120—130 kg., ville betyde en aarlig kødproduk-
tion paa godt 1.300 tons. Om man vil kunne komme op paa
denne produktion, kan jeg selvfølgelig ikke sige, men paa
forhaand synes det ikke usandsynligt.
Hvad der derimod er sikkert, er, at der i bedste fald
vil medgaa en rum tid, inden man naar saa vidt, saa der
er ingen grund til ikke at tage spørgsmaalet op til alvorlig
overvejelse og helst gennemførelse, jo før jo hellere.
J. G. Jennov.
Rejeforekomster i Diskobugten.
Biologen dr. Poul Hansen har i bladet »Dansk Andelsfisk« givet en in-
teressant skildring af det nordgrønlandske rejefiskeri og dets muligheder.
Vi tillader os her at optrykke doktorens beretning, der omfatter aaret 1949:
Der har i denne sommer ingen rejer været i
fjordene ved Holsteinsborg, hvor der ellers
siden 1935 har været drevet et betydnings-
fuldt rejefiskeri. Iskoldt vand har dækket fjor-
denes bund, og alle trawlforsøg efter rejer har
været forgæves.
Det var derfor med en vis ængstelig spæn-
ding, at vi om aftenen den 3. juli skyndte os
nordpaa til Diskobugten med undersøgelsesfartøj-
et »Adolf Jensen« for at se, om der her gjorde
sig lignende forhold gældende som ved Holsteins-
borg. Tæt taage sinkede os en del af vejen, men
da vi efter at have provianteret og fyldt olie ved
Egedesminde den 7. juli naaede udfor Christians-
haab, havde vi det skønneste nordgrønlandske
sommervejr, man kunne tænke sig. Rejetrawlen
blev sat, saasnart ekkoloddet registrerede den
jævne bløde bund paa dybder mellem 380 og 400
m og i tre kvarter slæbte vi trawlen nordpaa paa
langs af trawlfeltet i spændt forventning, om de'-
nu skulle vise sig, om rejerne var forsvundet, eller
om vi skulle faa en ligesaa stor fangst, som vi
fik ifjor, hver gang vi havde trawlen ude pari
dette udstrakte felt. Trawlen var en ganske ny
trawl, betydeligt mindre end den vi anvendte sid-
ste aar, og den gik ikke helt, som den skulle.
Første træk gav da ogsaa kun 15 kg rejer, men
da vi havde faaet sat flere glaskugler paa trawlen,
gik den helt fint, og i næste træk fik vi en god
fangst paa 64 kg store, fine rejer i løbet af en
time. Vi var mere end velkomne ved den lille
idylliske koloni Christianshaab, da vi kom ind se-
nere paa aftenen med vore rejer.
Siden har vi yderligere prøvetrawlet ved