Skuld - 23.09.1880, Qupperneq 1

& 2 5 'í
a J; „2 §
a>
3 fi >n O
2 - ’Sh o
S .00 3 w
» 44 bo *
'ö c £ ^ r-
B CC í
.- S p- *-
3 3 * b £,
3 S C3 «*-
So 3 3 a1
1 8 8 0.
C. íf
I_I o. g
K _ g
-t a> p.
£- B B
% h £
t-1 o <*?

P m
-•">(=
síí
g <3 s?
§" 5
w 33
ST p
s!
cr
2 ^
crq °
P ?
IV. ávs. ESTvTFIRÐI, FIMTUDAd. 2.3. SEPT. Nr. 128.
229 230 1 231
Mynda-textar. X.
(iíac Mfthon).
’EKtir að allir einvaldsílokkar Frakk-
lands liöfðu saraeinað sig á þingi
til að steypa Tliiers frá forseta-völdum,
kusu peir Mac Mahon til forseta ins
frakkneska pjóðveldis. Hann er mar-
skálkr og hersltöfðingi ágætr. en pykir
stjórnvitringr lítill. Lenti liaun rneir
og raeir í klær einvaldssinna, unz pjóð-
valdsinenn pröngdu svo iians ráði, að
hann neyddist til að segja af sér.
og var pá Grevy til forseta kjörinn.
Mac Mahon er svo
alkunnr af „Sklrni“,
bæðí meðan hann var
forseti og áðr sem
lxershöfðingi, að óparft
er að rekja æfiferil
hans hér. Enginn,
sem fylgt hefir með
útlendum tíðindura í
Sldrni eða blöðunum,
parf her texta með
mynd háns.
ALJ»IX(ilS-
KOSMiSGAK.
í Suðr-Múlasýslu
eru kosnir alpingism.:
Tryggvi Ounnarsson
kaupstjóri og Jón
Ólafsson ritstjóri; í
Skagaíjarðars. Jón
Jónsson ritari og
Friðrik Stefánsson;
í Eyjaf'jarðars. séra
A rn 1 j ó t r 01 afsson og
Einar Ásmumlsson;
i pingeyjars. séra
líened. Kristjánsson
og Jón Sigurðsson.
Til Nor(liȾii(lene!
JJerr svsselmand Jolmsen har i
Skuld’s næstsidste nummer (nr.
121.) bekendtgjort for Nordmændene
(og forresten andre vedkömmende) at
init ræsonnement angáende landlods-
pligt af rundkast (i „Et par beraærk-
ninger“ til Sildeloven) er „urigtigt
°g vildledende“. — Hvis imidlertid
det betænkes, at hr. sysselmanden i
sommer pá forespoi-gsel om, hvorvidt
der slculde svares landslod af rundkast,
gav Nordmænd det svar, at der
skulde betales landslod af disse for-
sávidt de gjordes indenfor „f i s It-
h e 1 g i“ (o: den afstand, hvori man
kan sé en flækket torsk, som hænges
ud over rælingen), sá vil det forháben-
lig indrpmmes, at mine bemærkninger
ere korrekte og vejledende, forsávidt
sora de fremdrage det rigtige lovsted,
der bestemmer, at der er fri fiske-
rettighpd udenfor garnsætningsm&l. og
sáledes viser, at landslods-pligten tr
aíhængig af, om rundkastet er gjort
MAC MAHON.
udonfor eller indenfor garnsætnings-
mál, medens bestemmelserne om „fisk-
helgi“ iutet har hermed at gjore.
„Urigtige“ kan altsá mine bemærk-
ninger kun forsávidt kaldes, som jeg
ikke anforte, at Jonsbogens definition
af, hvad garnsætningsmál er, senere er
forandret ved lov. At dette er en
fejl, indrpmmes gærno, og er jeg hr.
sysselmanden talc skyldig for hans ar-
tikkel. forsávidt den retter denne fejl.
Men nár sysselmanden derpá kom-
mer til det resultat, at der i visse til-
fælde „utvivlsomt“ ogsá skal svares
landslod af rundkast, som er gjort
udenfor garnsætnings-linjen, sá má
jeg med al agtelse for hans lovfor-
tolknings-dygtighed erklære mig uenig
med ham heri; og da jeg tror at dette
lians ræsonnement „utvivlsomt“ er al-
deles ,,urigtigt“ og fölgelig hpjst „vild-
ledonde“ for vedkommende, vil jeg ikke
undiadp nærmere at belyse dette.
Sysselmanden mener, at det efter
lovon ikke er „betingelse for ind-
trædelse af pligten til ydelse af land.
lod, at der stænges
op til anden mands
grund“. Betingelsen,
mener han, er derimod
den, at andenmands
grund benyttes til drif-
ten af fiskeriet; sále-
des skal man efter
sysselmandens mening
være pligtig til at svare
landslod af rundkast,
livor man salter sin
sild pá land eller tör-
rer sine noter pá land!
— Jeg skal nu ikke
lægge videre vægt pá,
at den videre behand-
ling af silden, efter at
den er optaget, slet
ikke er noget fiskeri
og aldeles ikke horer
til „driften“ af silde-
fiskeriet, hvilket tyde-
ligst viser sig|iHorge
f. eks., hvor fiskerne
sjælden befatter sig
med saltningen, da
andre folk der gærne
afkober dem silden
som den tages op af
söen og salter den.
Derimod vil jeg hen-
lede hr. sysselmandens
opmærksomlied pá, at sildeloven ikke
ialmindelighcd hjemler sildefiskeren at
benytte andenmands grund hverken til
notetörring eller til salteplads, om end
fiskeren nök sá gærne vilde; retten til
at benytte andenmans grund hertil
gælder kun overfor den, pá hvis grund
silden er stængt. Har jeg stængt en
lás for hr. sysselmandens grund, sá
har jeg ingen ret til at gá hen og
törre mine nöter og salte min sild pá
lians nabos grund. medmindre jeg af
denne fár særlig tilladelse, og isáfald
i