Atuagagdliutit - 16.03.1952, Blaðsíða 11

nr. 6
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
111
Landshøvdingens
kommentar
Atuagagdliutit/Grønlandsposten har givet mig
lejlighed til at se artiklen „Monopol igen“ ved-
rørende den nu fastslåede eneret for Den kgl.
grønlandske handel på indførelse af cigaretter,
vin og spiritus fra 1. juli 1952 at regne, jfr. stats-
ministeriets bekendtgørelse af 29. februar 1952.
Indlæget anfører med rette de betænkeligheder,
der er knyttet til indførelsen af et sådant mono-
pol, og der er al mulig anledning for mig til at
fremkomme med kommentarer til denne ordning.
Forudsætningen er den, at der, som bekendt,
fra landsrådets side blev lagt overordentlig stor
vægt på, at indhandlingsprisen for produkter fra
liskere og fangere blev sat op. Det viste sig imid-
lertid vanskeligt for den kgl. grønlandske han-
del at gå med til en sådan forøgelse af indhand-
lingspriserne, med mindre handelens indtægter
blev sat væsentligt i vejret. Forholdet er nemlig
det, at indtægterne ved udhandlingen er væsent-
lig mindre end udgifterne ved gennemførelsen af
Grønlands forsyning med forbrugsvarer m. v.,
samt at der — i modsætning til tidligere antagel-
ser — ikke hidtil har været, eller i øjeblikket er,
noget overskud på de produkter, handelen ind-
handler, tilvirker og senere afsætter.
For at forbedre budgettet og dermed ned-
bringe handelens budgetterede underskud måtte
prisen sættes op på en række udhandlingsvarer,
og formanden for handelens styrelsesråd og di-
rektør A. W. Nielsen foreslog derefter i et møde
med departementschef Brun og landsrådets stå-
ende udvalg, at prisen blev sat op på en række
forbrugsvarer, derunder cigaretter, vin og spiri-
tus. Tanken var den, at prisen på sidstnævnte
varer blev sat så højt, at den i det væsentlige
kom til at nærme sig eller svare til tilsvarende
priser i Danmark.
Samtidig mulighed for køb til lavere priser
hos private handlende (skibsprovianteringsfor-
retningerne) vil herefter ikke kunne tilstedes, i
hvert fald ikke uden indbetaling til handelen af
skellige arbejder, som deres vælgere i hvert sit
distrikt havde ønsket. Af G. Egedes udtalelser
fremgik det, at han også ville interessere sig for
Letolkningens indbyrdes handel, f. eks. handlen
llled kød, fugle, fisk, skind og en hel del andre
ting, som grønlænderne bruger i det daglige liv,
*kke mindst for en regulering af priserne på disse
produkter.
Man kan ikke benægte, at der ofte opstår
utilfredshed i den grønlandske befolkning på
grund af de alt for svingende og uensartede pri-
ser På grønlandske produkter. Vi kan eksempel-
Vls nævne: en alk koster i Narssak, Julianehåb
f hr., i selve Julianehåb 80 øre og i SardloK 55
Ø1’e. Alene haraf kan man se, hvor uensartede
Priserne er, og tilsvarende gør sig gældende med
hensyn til mange varer ved de forskellige steder,
f reglen ved køberen ikke, hvor meget han skal
Letale for varen, da prisen varierer de forskel-
Lge steder. Er det helt umuligt at få disse priser
reguleret?
Når problemer opstår, har mange af os lyst
til at fremkomme med vore meninger, men oftest
tier man stille og lader tingene gå sin skæve
gang, selv om fejlene måske kunne have været
rettet. Vi er således selv skyld i, at der er så
mange skævheder heroppe.
En ny tid er nu i fremmarch, og alle må tage
del i arbejdet. Fremsæt jeres meninger, aviser-
nes spalter er altid åbne for fornuftige indlæg.
Jeg håber, at de fremsatte udtalelser vil fæn-
ge hos andre. Hvis de ikke gør det, betyder det,
at vi overlader al afgørelse til myndighederne.
Jeg tror, det vil være godt for landsrådet og an-
dre myndigheder at høre forslag og udtalelser fra
menigmand.
Efter min mening er det ikke rigtigt, hvis
landsrådet alene træffer afgørelser om prisernes
regulering. Jeg tror, det ville være heldigt, hvis
der blev nedsat en slags prisnævn, enten koloni-
vis eller omfattende hele kysten. Lad os høre an-
dres meninger om disse spørgsmål!
Enok Jonathansen,
Sårdloit, Julianehaab,