Atuagagdliutit - 13.08.1952, Side 2

286 ATUAGAGDLIUTIT —
FISKERI
SAMHØRIGHED
I denne sommer har der været rig lejlighed
til at høre smukke ord om Grønlands samhørig-
hed med moderlandet.
Der er ingen tvivl om, at del er ægte ment,
at det ikke bare er talemåder ved en højtidelig
lejlighed.
Tilliden bliver vist på mange måder, i dag-
liglivet, ved forhandlinger i landsrådet og i for-
holdet til myndighederne.
Samhørighed er imidlertid et krævende be-
greb, der indeholder et krav om gensidighed, og
det er måske nok et spørgsmål, om man fra grøn-
landsk side helt gør sig dette klart.
Der er vist ingen tvivl om, at det danske sty-
re i Grønland i hvert fald ikke i de sidste mange
år har søgt nogen økonomisk eller anden fordel
for sig selv.
Det danske styre heroppe sker udelukkende
til bedste for Grønland og dets beboere. Og når
man i de senere år er gået i gang med en stor og
kostbar reform af styret heroppe, så er det sket
efter de grønlandske landsråds og vel også der-
med det grønlandske folks eget og stærkt udtalte
ønske, allerede straks efter den anden verdens-
krigs afslutning. Der rejste sig utilfredse røster,
da dette ønske ikke med det samme blev opfyldt,
og det blev hilst med glæde og tilfredshed, da
det ved statsminister Hans Hedtofts besøg her-
oppe i 1948 blev slået fast, at nu skulle der da
ske noget; målet var at få monopolhandelen og
besejlingsforbudet ophævet, og det private ini-
tiativ skulle have indpas heroppe, omend i hvert
fald i begyndelsen i samarbejde med eller under
kontrol af staten.
En stor kommission blev nedsat og talte
blandt sine medlemmer ikke blot repræsentanter
Ira landsrådene, men også repræsentanter for de
grønlandske erhverv, og det danske islæt i kom-
missionen repræsenterede ikke alene tjeneste-
mænd fra „Styrelsen", men alle sider af det dan-
ske erhverv og samfundsliv.
Kommissionens resultater, der var tiltrådt af
alle kommissionens forskellige elementer og fo-
relagt landsrådene, blev nedfældet i love, vedta-
GRØNLANDSPOSTEN nr. 17
get af den danske rigsdag og godkendt af lands-
rådene.
Og man gik i gang med reformarbejdet. Man
nedbrød det gamle styre, som man følte var
trangt og utilfredsstillende, og byggede et nyt op,
der skulle give styret og udviklingen i Grønland
mere luft under vingerne.
Statsmonopolhandelen og besejlingsforbudet
blev ophævet, og ikke mindst ved åbningen af
landet blev der givet Grønland og grønlænderne
lejlighed til den friere forbindelse med den øv-
rige verden, som man havde fremhævet ville be-
tyde så meget for udviklingen.
Dette indebar også en mere almindelig ad-
gang for alle danske statsborgere til at drive fi-
skeri på det grønlandske søterritorium, dog kun
mod særlig tilladelse og på nærmere betingelser,
der fastsattes af statsministeren. Og så naturlig-
vis under iagttagelse af de almindelige regler,
som gælder for alle, også de i Grønland bosatte,
herunder at der ydes bidrag til den konjunktur-
udligningsfond, der skal sikre den grønlandske
fisker en rimelig betaling for sine fisk, selv om
verdensmarkedets priser på fiskeprodukter slud-
le falde.
Dette almindelige fiskeri kunne imidlertid
kun opretholdes i en sæson. Den menige fisker
kunne ikke tiltræde denne åbning af landet —
har måske ikke forstået, at dette var tiltrådt af
hans egne repræsentanter i kommission og lands-
råd. Og det nye landsråd har heller ikke kunnet
følge sine forgængere på dette punkt og henstil-
lede derfor til statsministeren, at der blev sat
yderligere begrænsninger for dette „fremmede"
fiskeri.
Ved nærmere forhandlinger i statsministeriet
enedes man så om at lukke store områder af de
grønlandske farvande, vel de bedste, dog med
den ventil, at kommunalbestyrelserne efter for-
handling med fiskerne kunne give tilladelse til
et begrænset fiskeri indenfor de lukkede områ-
der. Samtidig blev man enig om, at der skulle
udsendes en delegation fra Færøerne til at for-
handle med kommunalbestyrelserne.
En sådan delegation berejste Grønland i for-
året, og de resultater, den opnåede, er på for-
skellig måde blevet offentliggjort også her i bla-
det. Gennemgår man resultaterne, er de dog de
fleste steder meget beskedne.
„Grønlænderne har selv lukket Grønland