Atuagagdliutit - 23.04.1953, Blaðsíða 3

nr. 9
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
147
rederne; men denne metode er ikke
og har aldrig været populær blandt
falkonererne. For det første bliver
ungerne meget nemt, hvad man
kalder skrigere, det vil sige, at så
snart et menneske nærmer sig, sid-
der de og skriger efter føde. For det
andet kan en enkelt dags forsøm-
melse sætte spor i fjerklædningens
udvikling; når dertil kommer, at
redeungerne er meget vanskelige at
afrette til at slå byttet, da de jo er
vænnet til at få maden bragt, er det
forståeligt, at denne metode ikke ret
ofte finder anvendelse. Venter man
derimod med at indfange de unge
falke til august - september, har
disse igennem et par måneder selv
måttet skaffe sig foden og er såle-
des fra naturens hånd vant til at
slå byttet. De på denne årstid ind-
fangede fugle viser sig altid at bli-
ve de bedste jagtfalke. Derfor var
det, at ekspeditionen først lagde
ud sidst i august, i håb om ved
Diskoøen at finde de unge falke,
der på denne årstid begynder at
trække over længere distancer for
at finde føde; nu var der blot tale
om måden, hvorpå vi skulle ind-
fange de vilde falke. Der findes
selvfølgelig et utal af fangstmetoder
fra høgekurve til fuglesakse og ru-
ser, men her skal kun nævnes de
tre fangstmetoder, som blev an-
vendt under turen. Een af dem er
al forsyne en due med en tynd
rulle bomuldsline; vægten af linen
tynger duen, så den, når den kastes
fra hånden, højst flyver 50 til 75
meter. Når en sådan udkastet due
har lokket en falk nær, bliver den
inddraget og en anden due ■— lige-
ledes med en bomuldsline — bliver
udsat; denne due er imidlertid for-
synet med noget i lighed af et læ-
derharnisk, hvorpå er anbragt en
mængde snarer af nylon. Når fal-
ken slår ned på duen får den „fan-
gerne" i snarerne og er dermed fan-
get. Det lyder meget enkelt, men
det er det nu ikke altid. En anden
metode er et fangstnet, hvor en op-
hængt due lokker falken ind, en
anden due ved nettet hiiver bragt
til at blafre med vingerne ved
lijajlp af en snor og et gummibånd;
når falken slår ned og har sat sig
til ro på byttet, er det muligt at vip-
pe nettet over den. Den tredie me-
tode, der blev anvendt, var den
mest primitive, sportslige og effek-
tive, som når alt andet svigtede blev
bragt i anvendelse. Når en falk hav-
de vist sig særlig vanskelig al tage,
blev der simpelthen gravet en
mand ned i sandet eller jorden med
en due i hånden. Når falken slog
ned på duen, greb han den om be-
nene med den anden hånd, det
kræver selvfølgelig noget behæn-
dighed og en god portion tålmodig-
hed; men hvor utroligt det end ly-
der, lader det sig virkelig prakti-
sere. Den første falk, der blev fan-
get i Godtliaab, blev taget på sidst-
nævnte måde. Efter et par mislyk-
kede forsøg med en fejlslået due og
et par knækkede snarer, blev fal-
koner Turner anbragt på en klippe
med et par sække over sig og en
due i hånden. Efter en god stund
at have iagttaget falkens ustandse-
lige kredsen og neddykninger over
ham, hørte vi pludselig det kendte
indianerhyl, og Turner sprang op
med falken i hånden. — Stor var
begejstringen og beundringen af
den skønne fugl. Turen var godt
begyndt og alle blev ivrige efter at
komme afsted nordover. Der blev
imidlertid ingen mulighed for al
forsøge falkejagten før ved Hol-
steinsborg, hvor der blev gjort nog-
le timers ophold; men her viste sig
kun et par vandrefalke, som jo
ikke havde nogen særlig interesse,
hvorfor kursen blev sat for God-
havn.
Ved ankomsten til Godhavn op-
søgte ekspeditionens medlemmer
arktisk station, hvor dr. Gelting og
hans assistent ydede ekspeditionen
sin støtte og gav en række værdi-
fulde oplysninger for den videre
færd. Samme sted opsøgte vi den
kendte ornilholog Dalager, så nu
havde vi noget at gå frem efter;
det var bare om at tage fat. Den
første dag blev derfor to mand
landsat ved Igpik. Inden båden for-
lod dem, havde de allerede 4 falke
over sig, så det var med stor for-
ventning vi anløb Igpik den påføl-
gende dag. Nu kunne der ikke være
tvivl længere, idag skulle vi have de
første falke ombord, det var kun et
spørgsmål om, hvormange? Men
det går jo nu engang ikke altid som
man forestiller sig. Inde på stran-
den stod to meget skuffede falke-
jægere. Falke havde de set nok af,
gang på gang havde de stærke rov-
fugle været over duerne som styrt-
bombere, det var så det peb i
svingfjerene, når de foretog det
bratte styrt efter duerne; men hvad
nyttede det hele, når grejerne ikke
kunne holde. De fine nylonsnarer
blev sprængt under det mægtige
pres og duerne ved nettet blev
revet væk, for noget menneskeligt
væsen kunne nå at reagere. Da
alle var ombord igen, blev kursen
lagt nordover langs Diskoøens øst-
side. Alle fik travlt med at fabrike-
re nyt udstyr, thi hele udstyret
måtte, efter de indhøstede erfarin-
ger, forstærkes; nye læderharnisker
til duerne blev fabrikeret af en
blød og fin glacegarvet hestehud,
og snarerne blev forstærket med %
mm nylon. Alverdens fangstmeto-
der blev diskuteret, håb og tvivl
vekslede, efter som tiden skred
frem. Der var allerede gået en uge,
siden vi forlod Godtliaab og de før-
ste oplagte forsøg her nordpå havde
været negative. — Ved midnatstid
gik „Dais“, ved hjælp af ekkoloddet
og skipperens fine næse ind i Mud-
derbugten, hvor Mc Fadden og jeg
hlev sat i land, medens kutteren
fortsatte videre nordover mod K’ut-
dligssat. Det var en kold og våd
omgang at vade i land fra jollen i
nattens mørke; men snart fik vi vo-
res grejer op lil rejsehytten, hvor
teltet blev rejst. Medens Mc Fadden
de følgende dage forblev omkring
hytten, hvor fangstnet og forskelli-
ge indretninger var opstillede, fore-
tog jeg selv daglige ekskursioner ind
i landet, for at se efter falke og
skaffe fersk kød. Hele udstyret til
en sådan udflugt bestod i et par
duer, en stærk kikkert og en pistol
over og under cal. 410 og 22. Denne
lille biiehsflint havde en metalbøjle,
der kunne foldes ud og virke som
kolbe og viste sig i det hele al være
et fortræffeligt våben med en meget
fin skydeevne. — Efter at have gået
omkring den ret betydelige lagune,
der findes ved stedet, var jeg hel-
dig at skyde 2 af de ellers så sky
gråænder ud af en meget stor flok,
der havde samlet sig i en lille sø.
Dagen var begyndt godt og Diana
viste sig i sit gode lune. I et stenet