Atuagagdliutit - 23.04.1953, Blaðsíða 4

148
ATUAGAGDLIUTIT - GRØNLANDSPOSTEN
nr. 9
elvleje lå en flok ryper, der viste sig
ret sky. Skont der stadig blev toldet
af dem holdt flokken sig stadig til
elvlejel; hver gang de blev lettet,
søgte de indover. Ved et knæk i el-
ven måtte to ned, den ene faldt
stangskudt ovenfor elvlejet. Der var
imidlertid andre ude at jage. Højt
oppe fra havde en falk fået øje på
den anskudte rype. I et brat styrt
kom den ned, men min tilstedevæ-
relse afbrød dens forsæt. En kugle
fra den lille buchsflint stoppede ry-
pen, der hurtigt blev skiftet ud med
en due forsynet med snarer. Uerfa-
ren med denne fansgtmetode begik
jeg den fejl at gøre linen fra duen
fast, for derefter at søge dækning.
Falken slog straks ned på duen;
men da falken forsøgte at flyve med
fangsten totnede linen. Den store
rovfugl slog en kolbøtte og en af
snarerne blev revet ud af læderet.
Men falken opgav ikke sit foreha-
vende, endnu engang dykkede den
ned og tog den døde due med det
resultat, at det samme gentog sig.
Der var ikke andet for end at ind-
drage duen og forsøge med en frisk.
Denne gang lå jeg selv med linen
i hånden og trøjen over hovedet.
Falken var nu blevet mere forsig-
tig, gang på gang dykkede den lige
ned over mig og duen, det var så
det peb i svingfjerene, når den, blot
een meter over hovedet, stoppede
det bratte styrt, for atter at stige og
tage et overblik over situationen.
Et lille ryk i snoren var i stand til
at få den trykkende due til at blaf-
re med vingerne. Dette syn var
mere end selv den mest standhaftige
falk kunne stå for. Den store rov-
fugl var nu fuldstændig hypnotise-
ret af den blafrende due. Al for-
sigtighed var nu tilsidesat, dens
medfødte rovbegær havde fuldstæn-
dig taget overhånd og i næste nu
kastede den sig over duen. Angre-
bet kom fra ret stor højde og blev
gennemført uden standsning. 1 en
elegant kurve strøg den lige over
duen, fangerne med de dolkespidse
kløer kom frem og greb duen i for-
bifarten. Fra det øjeblik var jeg i
bogstavelig forstand forbundet med
den tragedie, der her udspilledes,
linen fra duen løb ved angrebet
gennem fingrene i rasende fart;
men hurtigt blev vægten af den
lange line i forbindelse med en
blid opbremsen for meget at slæbe
på, så falken måtte sætte sig med sit
bytte. Men ak, denne gang svigtede
snarerne, den store rovfugl havde
grebet om hele historien og tryk-
Dcr findes 59 forskel-
lige Dubarry præpa-
rater, hver med sin
specielle mission i
skønhedens tjeneste.
De er alle omtalt i
Dubarry-hrochurcn,
som vi med glæde
sender Dem — gratis
— blot De skriver til
— den moderne kvindes skønhedspleje
— ar nap moderniussup kussagsautd
En omfattende serie af midler til at bevare
Dubarryp assiglngit-
sue olMuput tamar-
mik ingmikut kussag-
tisamermut iluaKu-
taussut. tamarmik
atuagårKamc Dubar-
ry-brochuremc ernar-
tugåuput, atuagfirar-
dlo agdlagfiglnaruvti-
gut ilingnut nagsitisl-
nauvarput.
huden sund og give en fuldendt make-up.
Forlang Dubarry hos Deres handlende.
amermik perKigsungortitsivdluinartartut kl-
namut kussagtitsivdluartartut. Dubarry piu-
massarniarsiuk.
En gros:
WILLY RASMUSSEN & Co.
HOVEDVAGTSGADE 6 . KØBENHAVN K.
ket snarerne ind mod læderet på
duen. Nu var der ikke andet at gøre
end lade falken begynde at æde sit
bytte og så forsøge al trække den
ind. Metoden havde både Mc Fad-
den og Turner sagt god for, så der
var ikke andet end at forsøge. —
Nu begyndte en tovtrækning, hvis
spænding det kan blive vanskeligt at
finde ord for. Tomme for tomme
trak jeg falken ind siddende på sit
bytte; når den døde due passerede
en ujævnhed i terrænet blev falken
vippet af. Et par gange greb den
duen med næbbet og begyndte at
hale den anden vej. Situationen var
ved at vende sig, for hvergang fal-
ken havde svælget et stykke af sil
offer, blev den mere vagtsom og i
stand til at overse situationen, hvor-
imod det nu var mig, der var gre-
bet af et vildt begær efter at få fing-
re i den smukke, hvide fugl, det var
nemlig et virkeligt pragteksemplar,
en såkaldt „pure white“, som ame-
rikanerne drømte om. Jeg skulle og
måtte have den fugl, om det så skul-
le tage resten af mine dage; men
spændingen var ved at tage over-
hånd, hjertet hamrede i brystet, så
det ligefrem gungrede i jorden.
Spændingen var værre end at køre
efter en bjørn eller kæmpe med en
ørred i en rivende strøm. Der har
man dog en vis ret til at reagere og
få udløsning for sin spænding,hvor-
imod situationen nu krævede cn
fuldkommen beherskelse under den
endeløse tovtrækning. Det eneste,
der reagerede var mavemusklerne,
der i spændingen trak sig sammen
og bevirkede det uregelmæssige ån-
dedrag med påfølgende hjerteban-
ken. Det var ikke cn kamp på liv
og død, men en kamp mellem en
rovfugl og et menneskedyrs snedig-
hed. Falken viste efterhånden syn-
lige tegn på, den var ked af legen,
flere gange forlod den sit offer for
at kigge skiftevis på duen og hen til
mig. Nu var der ikke andet for end
at forsøge at bekæmpe spændingen
og prøve at tænke klart. Resultatet
blev, at jeg måtte forsøge at gøre
falken fortrolig med min nærværel-
se. Det lykkedes, falken fløj ganske
vist væk, men ikke længere end til
en stor sten, hvorfra den kunne
overse situationen. Atter engang
blev snarerne rettet op på resterne