Atuagagdliutit - 19.04.1956, Side 5

Der er i
645 rener i
Itivnera
Det er en fremgang på næsten kOO i løbet af tre og et halvt år.
-— Og et par tanker om renavl som privat erhverv i Grønland
Af UvdloriånguaK Kristiansen.
Langt nede i dalen lyder lmnde-
gøen. Vi kan høre, at der er flere
"Ønde. Deres gøen lyder som små
skarpe kommandoråb.
Men hvor er de henne?
■Vi er klar over, at det er sameliun-
de, og vi ved, hvad det drejer sig om.
' i er kommet til Itivnera — for-
søgsstationen i Godtliåbsfjorden, dre-
v°t af staten — for at se de norske
lamrener. Statinonens fungerende le-
der, samen Jon E i r a er nu på vej
hied dyrene...
Vi står oppe på en bjergkam i
hunden af Ameralikfjordens nordlige
gren Itivdleu. Dalen er fuld af krat-
Vøekst, der rager op af sneen. Bag os
har vi bunden af selve Godthåbsfjor-
hen, hvor udstedet Kapisigdlit og få-
reholderpladsen Neriunan ligger. På
'len modsatte side af de to beboede
steder ligger Itivnera med udsigt til
det berømte fjeld Pisigs arfik,
hvor en eskimo og en nordbo i sin tid
havde udkæmpet en bueskydnings-
konkurrence. Den endte med, at nord-
boen som den tabende blev kastet ned
lra toppen af det høje og meget stejle
fjeld. Nordboerne, der var udvandret
bl Grønland fra Norge og Island, hav-
he i flere hundrede år boet på det om-
*'åde, hvor vi nu står.
....Pludselig begynder en stor plet
kpatvækst nede i dalen at ændre form,
hen bliver mere og mere aflang. Jo,
bunsand ten! Der har vi dem jo -— det
Cl'o rensdyrflokken! Flokken har blot
stået stille et stykke tid, så vi troede,
het var buske. Dyrenes naturlige ca-
mouflage, der skifter med årstiderne,
'ar narret os!
Vi skynder os ned til stationen. Nu
i'ar vi set, at flokken bevæger sig med
"rbloffende hurtighed. Vi kan risike-
!'e ikke at stå på pletten, når den an-
k°miner.
antallet 203 (300 blev bragt ombord
på skibet i Norge, men de 37 overle-
vede ikke den hårde tur over Nordat-
lanten). Flokken er blevet talt flere
gange siden, og hver gang har den
formeret sig i den optimistiske ret-
ning. Den sidste tælling blev foretaget
i januar-februar 1950. Det viste sig,
at der ialt findes 045 dyr i dag — en
fremgang på næsten 400 i lobet af 3 Vj
år.
Af de 045 dyr er de 240 kalve, født
maj-juni 1955. Der er 213 voksne sem-
ier. Af 2-års semier har man i dag 08,
og semlekalvenes antal er på 137. —
Der er 103 bukkekalve, og af disse er
de 07 blevet kastreret i år. Antallet
af 2-års bukke er 85, hvoraf de 04 er
kastrerede. Der er 24 3-års bukke, og
17 af dem er blevet kastreret. Bukke
på 5 år er der 14 af for tiden, og de er
allesammen kastrerede. Endelig er del-
en 6-års buk, som også er blevet ka-
streret i år.
De kastrerede bukke, der ialt omfat-
ter 103 dyr, vil blive slagtet til efter-
året i oktober. Slagtningen vil alt-
så give en slet ikke ringe kødmængde
i år, for ikke at tale om skindet. Ved
første slagtning, der blev foretaget i
1954, slagtede man ialt 15 dyr.
At slagte de 103 dyr bliver et stort
arbejde at klare for de fem personer,
der i dag er ansat på forsøgsstationen.
Slagtningen foregår med en særlig
slagterpistol, der bedøver dyret, hvis
pulsåre så bliver skåret over. Men der
er mange andre ting, der skal ordnes
samtidig. Bugen skal sprættes op, ind-
voldene tages ud, skindet ligeledes. —
Dyret skal parteres, og der er endnu
flere andre ting, der skal klares i f°r'
bindelse med slagtningen.
Hidtil har man klaret sig med hjælp
fra befolkningen på udstedet Kapisig-
dlit. Ved slagtningen, skal der iøvrigt
være en dyrlæge tilstede. Dyrlægerne
Skårup Tliygesen og Brun har assiste-
ret ved de forste slagtninger. I år bli-
ver det nødvendigt at tilkalde et par
fagfolk. De vil blive rekvireret fra
slagteriet i Narssan ved Julianehåb.
Desuden får man atter brug for nogle
hjælpere fra Kapisigdlit.
Man har hørt så meget om de så-
kaldte snyltedyr i forbindelse med de
tamme rener. Det drejer sig om
b remselarverne. Man er ban-
ge for, at Grønlands vilde rener vil
blive „smittet".
Er denné ængstelse begrundet? El-
ler er den ikke? Mange finder det for
at være ret sandsynligt, at faren ci-
der. Men fagfolkene mener noget an-
det.
Bremsernc lægger deres æg i rener-
nes hud om efteråret. Æggene udvik-
les her vinteren igennem og bliver til
larver. I maj måned falder de i jorden
hvor de bliver til pupper. Her bliver
(fe så til bremser, og om efteråret ven-
der de tilbage til dyrene og lægger
æg. Sådan foregår det, kort fortal!.
Kan man blive af med bremselar-
verne? — Og hvordan?
Man har forsøgt. Det foregår på den
måde, at man flytter dyrene, efter at
larverne er faldet i jorden. Forsøget
har da også hjulpet noget. Bremselar-
verne er i dag blevet færre i dyrene,
men at komme helt af med dem, er vist
nok en umulighed. Der er altid nogle
larver, der falder i jorden senere end
andre. Bremsernc linder også som re-
gel tilbage til flokken, når de skal til
at lægge æg.
Men hvor stor skade gør larverne
da?
De gør så godt som ingen skade. De
forårsager ganske vist mange små
huller i skindet, dog uden at hullerne
betyder noget for skindets værdi. For
kødet betyder larverne intet. Kødets
kvalitet og smag bliver ikke ringere
deraf.
Hvor store er mulighederne for, at
snyltedyrene overføres til Grønlands
vilde rener? Sagkyndige siger, der er
ingen fare. Tam- og vildrenerne i
Grønland har så godt som ingen mu-
lighed for at blande sig med hinan-
den i dag. Et gærde strækker sig de
fire kilometer fra stationen i Itivnera
lil ItivdleK på bunden af Ameralik-
fjordén. Kun i et par tilfælde har en-
kelte tamrener skilt sig fra de andre,
men hver gang er de blevet indfanget
igen kort efter, og siden har der ikke
været sådanne tilfælde. Faren herfor
er i det hele laget meget minimal, si-
ger man.
Bremselarverne forekommer
desuden kun i dyr i store flokke,
og de vilde rener i Grønland op-
træder som bekendt i små flokke,
undertiden endog kun parvis eller
enkeltvis. De grønlandske vildtre-
ner er netop derfor kendt som de
eneste rensdyr, der ikke er angre-
bet af bremselarver.
Hvor mange dyr skal man have for
at kunne leve af renavl?
Selv en udenforstående kan sikkert
regne med, at der endnu vil gå mange
år, før renavlen kan indførps som er-
hverv — hvis man da når så vidt.....
Der vil i hvert fald gå flere årtier
mindst 20—30 år, siger man blandt de
sagkyndiges kredse — før de samiske
ledere ved forsøget kan undværes.
Man må også regne med, at der be-
hoves en temmelig stor flok. En flok
på 100 dyr skulle endog ikke være
nok for en familie at leve af.
Og der bliver ikke små udgifter —
både til start og til drift. Man skal
bygge hus. Materialerne og ejendele
skal transporteres. For det bliver
nemlig sådan, at man må bo afsides
på ensomme områder for at holde re-
ner. Alt dette vil blive en kostbar hi-
storie — medmindre staten, der påbe-
gyndte, vil besørge transport - gra-
tis! Og man må vist gå ud fra, at be-
villingsmulighederne for folk, der vil
prøve på at drive renavl i Grønland,
vil blive gjort lette på forskellig må-
de....
Og hvordan med spørgsmålet om,
at undgå, at tam- og vildrenerne blan-
der sig med hinanden? Ville man se
bort fra det til den tid? Muligvis —
og muligvis ikke. Men rensjægerne og
ejerne af tamrener vil sikkert være
(Fortsættes side il).
Lokkerenen — en flot unghan —
rattimer først til syne, dirigeret af Jon
f'"'a på ski. Kort efter kommer hele
J°kken. Lydigt følger den førerdyret,
jakken er et par hundrede meter
?ng. De to samiske medhjælpere og
tri grønlandske hjælp, bestående af
.11 hjælper jog en elev, danner bag-
^°Ppen, allesammen på ski. Tre-lire
^hlehunde, øvede vogterhunde, men
små i størrelsen, springer rundt,
()U°l de dog adlyder det mindste vink
" *'åb fra deres herrer.
Klokken er præcis fem minutter
j/ep 12, da hele flokken står ved sta-
s 0r)slederens hus. Det er et betagende
— en prægtig og uforglemmelig
j, evelse for bymennesker, der aldrig
vJI Set så mange dyr på een gang. —
er°? e af dyrene,er helt hvide, andre
lyidbrune. De er i vinterdragt.
0 ,el er i sandhed forunderligt at stå
hold n gte så man®e dyr på s.å nært
f0 Pe''os store øjne er - ligesom
de
, lUl(h-et ,-ettet mod'os. Sikken dog
irÉ i °L de elendige byfolk! De tror
aske ikke, at vi er i stand til at glo
‘gen
harT Cn grønlænder, der hidtil kun
ep ,ei?dt landets egne vilde rener,
ve]l'dP hvert fald en mærkelig ople-
ki0U lor f'ørste gang at se de tam-
der , og der er mange spørgsmål,
Uvilkårligt dukker op hos een....
hl!!'1 .renurnc cn efterårsdag i 1952
n°8l(> ).ndsat ve<l Sulugssugut,
h kilometer vest for Itivnera, var
anoråminiliorfik moderneussoK una Italiap avangnåne OrrigiomipoK. slllivflup eniåne måtiivfingine arnat nmtutut pulårpfit,
tamarmigdlugdiv anoråminiliorfingine tåssane sulissunikuput. atortuile nutångorsimaKingmata tupjgusugtiiatsiåuput.
Denne moderne bomuldsfabrik ligger i Orriggio i Norditalien. Billedet er fra et nonnebesøg, og det har den ejendommelig-
hed, at alle de besøgende nonner fra et nærliggende kloster har været bomuldsspinderc på fabrikken. De nikker genken-
dende til interiøret og er meget imponerede over de tekniske forbedringer.
5