Atuagagdliutit - 07.07.1958, Side 8

MORSØ STØBEGODS
Kaminer Kakkelovne Komfurer
katninit ldssarssutit igavfit
Nykøbing Mors. København.
Vil De ha
smukkere hår ?
( og sundere hår! )
kussanarnerussunik nnjaKarusungilatit?
BRYLCREEM holder håret på plads dagen lang
at give dette unaturlige, olieglinsende udseende, som
både virker „billigt" og umoderne. BRYLCREEM sti-
mulerer hårvæksten og modvirker dannelsen af
tørre skæl, når De bruger det hver dag!
BRYLCREM nutsanut tarngutigissa-
råine tukagfihngilaK, nutsat nåmåi-
nartumik Kivdlilånguardlutik iluar-
sartukuminarsivdlutik. BRYLCREM
uvdlut tamaisa nutsangnut tarngu-
tigissarniaruk, nutsangnartuatsiaK,
KaKortualuningnångitsoK 1
BEECHAM-DENMARK A/S
BRYLCREEM
OMA>
MAlitiABINEJ
Danmarkime
makarina
niorKutigi-
neKarnerpau-
SSOK...
ima ateJsarpoK:
Lad os vente med godt håb
(Fortsat fra side 5)
form for argumentation, der er uhen-
sigtsmæssig. Ikke fordi den naturligvis
vil virke overordentligt skuffende og
sårende på udsendte danskere her-
oppe, men fordi den kan give et efter
min mening urigtigt billede af sam-
arbejdet i Grønland til skade for dette
samarbejdes fortsættelse og udbyg-
ning.
Hvem er det, der sigtes til, når talen
er om disse jakkebærere, der i Dan-
mark ville være arbejdsløse, og som
burde erstattes med danske borgere
født heroppe. Er det landshøvdingen,
der i de sidste otte år har puklet som
en gal for Grønland, og hvis syns-
punkter ofte har været mere grøn-
landske end indfødte grønlænderes.
Umiddelbart før landsrådet sluttede
sidste år, (og landshøvdingen måtte gå
i seng med en lungebetændelse, der
nok har haft sin rod i overanstrengel-
se), sagde landsrådet sin formand tak
for et enestående arbejde. Mener Fre-
derik Lennert, at landsrådets udtalel-
se ved den lejlighed var uberettiget
eller ikke ment? Vil indsenderen finde
det rimeligt, at landshøvdingen på et
tidspunkt, når han trækker sig tilba-
ge, foruden et måske mindre stabilt
helbred også skal medbringe følelsen
af at have „fortrængt" en af landets
egne børn fra posten?
Eller sigtes der til landsdommeren,
der ved siden af sit arbejde har taget
sig tid til en udstrakt frivillig kultu-
rel virksomhed, til landslægen, der i
øjeblikket ved siden af skrivebords-
arbejdet har påtaget sig almindeligt
sygehusarbejde eller til Sanas læger,
der arbejder på et af Danmarks stør-
ste sanatorier med vistnok ganske
overordentligt mange operationer.
Eller er det lærere, distriktslæger,
sygeplejersker der sigtes til? Og har
indsenderen glemt, at grønlandske
folketingsmænd sidder på Christians-
borg, at grønlændere .sidder ved for-
handlingsbordet i arbejdsspørgsmål, at
en grønlænder leder Grønlands radio
og en anden hovedparten af oplys-
ningsarbejdet heroppe? O.s.v., o.s.v.
De her nævnte kendsgerninger er
dels vidnesbyrd om godt arbejde ud-
ført af udsendte heroppe, dels om en
fremadskridende lykkelig udvikling i
den grønlandske befolkning, — en ud-
vikling skabt ved god vilje og godt
samarbejde.
Og nu et par ord på samme linje,
men med udgangspunkt i den omtalte
opsats i grønlænderforeningens blad.
„Kalåtdlit" hæfter sig i det pågælden-
de stykke ved og mistyder en formel
ændring i „A/G“s såkaldte „hoved",
hvor bladets redaktionelle forhold og
ansvarsmæssige status tilkendegives.
Man anker over, at linjen „Grønlandsk
redaktion:" (efterfulgt af navnet på
bladets grønlandske medarbejder) er
gledet ud, således at alene den an-
svarshavendes navn står tilbage.
Om dette er at sige, at bladets stab
er så lille, at en opremsning af med-
arbejdernes navne næppe ville fore-
komme rimelig. I Danmark er det nor-
malt kun meget store blade, der i de-
res „hoved" nævner andet end navnet
på den, der i givet fald via presselo-
ven kan blive hængt ud for ting, der
står i spalterne.
Hertil kommer, at A/Gs medarbej-
dere synes enige om, at udtrykket
„Grønlandsk redaktion" er ganske
overflødigt. Redaktionen af A/G opfat-
ter sig i sin helhed som en „grøn-
landsk redaktion“ og bladets redaktør
og medarbejdere, der i deres daglige
arbejde i lige grad lægger krop til
sliddet, føler sig som medarbejdere
ved et grønlandsk blad, — det vil sige
et blad i Grønland og for Grønland!
Bladet bliver til ved et godt og lyk-
keligt samarbejde mellem alle ansat-
te, og ansvarsfordelingen er i overens-
stemmelse med ansættelsesvilkårene
alene fastsat ud fra en vurdering af
journalistisk erfaring og anciennitet.
Samarbejdet betinger, at alle givne
spørgsmål af betydning besvares, og
alle problemer klares ved fuld indsats
af den erfaring, som redaktionen måt-
te råde over på det pågældende om-
råde, — og (ofte) om fornødent ved
høring af kloge folk uden for redak-
tionen.
I dette er intet usædvanligt. Sådan
er forholdene på et blad, og redaktio-
nens medarbejdere er taknemlige for,
at en så helt naturlig og iøvrigt abso-
lut nødvendig praksis har kunnet
etableres. Jeg kan sige til Frederik
Lennert og til Hans Gabrielsen og
Frits Høyrup fra „Kalåtdlit", at der
ikke på redaktionen er nogen, der „har
jakke på". I arbejdet for det, vi som
medarbejdere ved et grønlandsk blad
mener, det er rigtigt og nødvendigt at
skrive, har vi alle måttet lægge jak-
kerne i .skøn samdrægtighed.
Troen på, at et sådant samarbejde
er reglen ude omkring i Grønland,
hvor borgere fra forskellige dele af det
danske rige mødes, giver medarbej-
derne i indsatsen for Grønlands ud-
vikling mod større lykke og velfærd
deres glæde ved arbejdet, — uanset
den usikkerhed, der f. ekd. for adskil-
lige af de „udsendte" er forbundet med
fremtiden. Bliver de arbejdsløse, nar
de vender tilbage til Danmark, er det
sjældent på grund af udygtighed, men
snarere på grund af dansk tåbelighed
i indstillingen over for grønlandsdan-
skerne og fordi de har koncentreret
sig så meget om deres „grønlandske
opgave", at de har mistet forbindelser-
ne til arbejdspladser i Danmark.
Troen på samarbejdet i Grønland i
disse år og udbygningen af dette sam-
arbejde er udgangspungtet for alt her-
oppe. Der er mange ting at rette end-
nu, men kun samarbejde og ikke mis-
tænkeliggørelse kan bringe høsten i
lade!
Vi tilråder modsat Frederik Len-
nerts overskrift og modsat linjen i
meget, der skrives i „Kalåtdlit": —
„Lad os vente med godt haab!“
Jørgen Felbo.
Lad os vente uden håb
(Fortsat fra side 4)
der åbnes mulighed for, at de i Dan-
mark uddannede grønlændere opnår
ligestilling med danskerne.
Man kan ikke sige, at alle danske
heroppe er dygtige folk. Nogle af dem
betegnes endog af grønlænderne som
„dem, der ikke har andet end jakke
på“. Til trods herfor tjener disse dan-
ske gode penge heroppe, og det er
ikke udelukket, at disse folk ville væ-
re arbejdsløse derhjemme. — Disse
kendsgerninger taler for, at grønlæn-
derne i større udstrækning burde ha-
ve adgang til at beklæde større stil-
linger, og at de burde opnå ligeløn
med danskerne. Der er nok nogen,
der vil påstå, at grønlænderne ikke
betaler deres uddannelse. Til dette
vil jeg svare, at vore dårligt betalte
forfædre forlængst har betalt efter-
kommernes uddannelse.
Bestillingsmændenes repræsentan-
ter er nu igen i gang med lønforhand-
linger, men de er som sædvanlig sat
i baggrunden. Men vi vil gerne have
lov at sætte foden i det forjættede
land i stedet for kun at betragte det
på afstand. Det er imidlertid for-
længst gået op for os, at vi ikke har
stort håb om det. Ligeberettigelsens
håb er ufuldkomment, så jeg kan kun
sige: — Lad os vente uden håb. —
Derved bliver skuffelsen også mindre.
8