Atuagagdliutit - 12.12.1975, Qupperneq 9
at være nogenlunde i ly for reg-
nen under madlavningen.
Fra klostret høres lyden af en
tromme og senere messende stem-
mer. Vi besøger klostrets øverste,
en ung lama på omkring 25 år,
i hans klostercelle, og senere fore-
viser han os klostrets helligste
rum, gombaen, hvor mange sjæl-
denheder opbevares. Vi ligner næ-
sten selv munke i vore fodlange
regnslag på turen tilbage til lej-
ren.
Regnen fortsætter de næste da-
ge, og i en landsby beder vor sir-
dar stedets lærer om tilladelse til
at bruge skolen som opholds- og
spiserum. Man kan næppe fore-
stille sig nogen mere primitiv sko-
lebygning. Den er opført af flade
sten og udvendig lerklinet. 3 åbne
huller i den ene væg gør det ud
for vinduer. Taget er tækket med
korte bræddestykker. Der findes
eet møbel i bygningen — lærerens
stol. Børnene sidder på gulvet un-
der undervisningen. En af os sid-
der med en paraply slået op, me-
dens vi spiser, for det regner ned
gennem taget.
En ung mand fra landsbyen op-
søger os. Han har brækket sin
ene arm samme dag. Vor altid vil-
lige læge tager sig af ham, som
han har gjort det med andre, der
har opsøgt ham på turen gennem
sherpaland. Det nærmeste lille sy-
gehus ligger flere dagsmarcher
borte i nærheden af områdets ho-
vedby Namche Bazar.
På den tiende dag når vi frem
til det berømte kloster Tengbeche
i omkring 3900 meters højde. Her-
fra ser vi for første gang verdens
højeste bjerg Mt. Everest. En si-
ger: Dette øjeblik har jeg drømt
om hele mit liv. En kendt engelsk
bjerbestiger har kaldt dette sted
for verdens smukkeste. Vi giver
ham gerne ret.
For at få en endnu bedre ud-
sigt mod Mt. Everest bestiger jeg
næste dag sammen med 2 andre
et bjerg i nærheden af klostret.
Turen er alle vore anstrengelser
værd. Til alle sider ser vi høje
bjerge, men ingen højere end Sa-
garmatha, som Mt. Everest hed-
der på nepalesisk. Smukkest af
alle bjerge i området finder vi
dog det næsten 7000 meter høje
Ama Dablang. Bjerget falder brat
ned til alle sider, og det er helt
uforståeligt, at også dette bjerg
er besteget.
Efter et besøg i klostret går vi
videre til Pangbeche. Her har vi
hørt, at der skal findes en skalp
af sagndyret Yetien eller Den af-
skyelige snemand. Ingen europæ-
er tror vel på dette fabeldyr, men
ikke dest mindre udvirker god be-
taling, at en kasse i det derværen-
de kloster åbnes, og vi står med
yetiens skalp i hånden. Den har
mest af alt form som en stor halv
kokosnød og er delvis dækket af
stive brune hår. Igen forsvinder
den i sin kasse bag lås og slå, og
vi går ud i klostergården, hvor
kokken er ved at gøre frokosten
klar. Min kone smider et brugt
papirlommetørklæde i hans bål.
Forgæves forsøger han at rage det
ud af ilden. Det må du aldrig gøre
mere, siger han, for Budha tåler
ikke røg fra affald. Og så føjer
han venligt til: Men det kunne
du naturligvis ikke vide.
Vi når frem til vor sirdars
landby, og han inviterede os på
besøg i sit hjem, et smukt stenhus
i 2 etager. I stueetagen befinder
hans yakokser sig om vinteren,
medens han og hans familie bor
på første sal. Vi går op ad en
trappe i stalens ene hjørne. Det
er eet stort rum med en fast bænk
langs ydervæggene. Der er vin-
duer i den ene facade, og her be-
finder det åbne ildsted sig også.
Røgen siver ud mellem tagbræd-
derne. I den ene ende af rummet
er der en briks helt på grønlandsk
facon. Sirdarens kone, en nydelig
kvinde, serverer hjemmebrygget
øl, chang, for os. Jeg vil ikke på-
stå, at det smager os, men vi drik-
ker det for ikke at være uhøflige.
Det er lavet af majs eller ris og
smager let af gær. Senere serveres
yakost, en syrlig og meget vel-
smagende blød hvid ost. Vi spiser
den med fingrene.
Om aftenen er alle sherpaerne
inviteret. De forstår at værdsætte
husets chang. Hver gang en har
taget en mundfuld, skænkes der
op igen. Stemningen er god, og
tiden er inde til dans. Det er en
kædedans næsten på færøsk fa-
con. Der synges til dansen med
høj stemmeføring. Det lyder frem-
medartet, men slet ikke uskønt.
I den ene ende af kæden står
mændene , i den anden ende kvin-
derne. De sidste er de ivrigste til
at synge, selv om de har drukket
mindst chang. Dansen og sangen
fortsætter længe efter, at vi er
gået i seng i vore telte på en ter-
rasse oven for huset.
Vi er nu så godt aklimatiserede,
at tiden er inde til en bestigning
af et bjerg på godt 5200 meter. I
Dudh Kosidalen opretter vi en
sherpat nunåne atuarfit ilåt. — En skolebygning i sherpaland.
Briller - issarusat
Vi har åbnet en ny grønlandsafdeling for briller. Skriv til
os, og vi sender omgående store farvefotos af de sidste nye
brillestel. Vi yder 10 %> rabat.
Med åbning af den nye grønlandsafdeling er vi i stand
til at ekspedere ordrene omgående.
OPTJOA
Østerport, 7430 Ikast,
silarssuarme KåKat portunerssåt Mt. Everest såmerdliuvdlune ungatdliuvoK. tåuna åssilissauvoK Tengbochime
måtuvfingmtt.
Verdens højeste bjerg Mt. Everest til venstre i baggrunden, set fra klostret Tengboche.
højdelejr i 4400 meters højde. For
enden af dalen ser vi det 8153
meter høje Che Oya, en smuk
sneklædt pyramide. Vor top skulle
være let. Kun højden kan vil læg-
ge os hindringer i vejen for be-
stigningen. Vi stiger langsomt op-
over. Nu viser vor højdemåler, at
vi har nået samme højde som
toppen af Europas højeste bjerg
Mont Blåne. I 5000 meters højde
sættes tempoet yderligere ned, og
pauserne bliver hyppigere. Nogle
er ved at opgive på grund af en
voldsom hovedpine og kvalme.
Man forsøger at overbevise sig
selv om, at man kun står stille for
at fotografere, men det er ikke
hele forklaringen. De første ses
nu på toppen. En af vore sherpaer
kommer let og ubesværet ned til
os for at vise den nærmeste vej
det sidste stykke til tops. Der er
der ikke megen plads, og stedet
er meget udsat, så vi finder snart
en bedre plads lidt længere nede.
Et stykke borte rejser sig en
smuk tårnlignende top. Vi er 3,
der bliver enige om, at den vil vi
forsøge at bestige. Sherpaerne si-
ger, at den ikke er besteget før.
Vi binder os ind i tovet og begyn-
der klatringen. Et sted må vi op
gennem en meget stejl og vanske-
lig rende, men inden længe har vi
nået toppen, der ikke bærer præg
af, at der tidligere har været no-
gen. Vi bygger en stenvarde og
måler højden: 5328 meter. Det er
ingen stor højde i Nepal, men dog
en førstebestigning, alle bjergbe-
stigeres drøm. Vi firer os ned ved
hjælp af tovet og er snart tilbage
hos resten af gruppen. I tæt tåge
vender vi tilbage til højdelejren,
hvor kokken har sat frem til en
romtoddy for at fejre dagen.
Skylaget er lettet over Lukla,
og næste fly er landet. På turen
til Kathmandu tænker jeg på min
samtale med japaneren Miahara,
der som leder af en gruppe japan-
ske bjergbestigere besøgte os i
Angmagssalik i 1965, og som siden
da har bygget et hotel i bjergene
ved Namche Bazar. Han fortalte,
at Nepal sidste år besøgtes af
100.000 turister. Vel er Nepal med
verdens højeste bjerge smukt,
fortsatte han, men så smukt som
Grønland er det dog ikke, for der
har man både bjerge og fjorde
med drivende isfjelde. Et oplagt
turistmål.
Naturligvis har han ret. Grøn-
land er et oplagt turistmål, og ho-
telkapaciteten er ikke altafgøren-
de. En stor del af de besøgende
i Nepal overnatter som vi i telt
eller i meget primitive logihuse i
landsbyerne undervejs. Ofte led-
sages bjergvandrerne i Nepal af
de fjeldvante sherpaer. Noget til-
svarende kunne tænkes praktise-
ret i Grønland, omend der ikke er
tradition for det, men det har der
heller ikke været i Nepal i så for-
færdelig mange år. Vi finder efter
i længere tid at være sammen
med de altid venlige, hjælpsomme,
muntre og i enhver situation urok-
kelige sherpaer så mange ligheds-
punkter mellem nepaleseren og
grønlænderen, at der må være ri-
ge muligheder for en tilsvarende
form for turisme i Grønland. Måt-
te ideen blive taget op på rette
sted til glæde for såvel grønlæn-
deren som turisten.
Berg-Sørensen.
1---->
i J
DANSKE BOGSAMLERES KLUB
ØNSKER SINE MEDLEMMER
I GRØNLAND
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR
9