Atuagagdliutit - 19.02.1976, Blaðsíða 25

atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartar
Åbent brev fra
politifuldmægtigen
Kcere Benthe Hjorth Christiansen
Når jeg skriver til dig, så er det
fordi du har skrevet et indlæg i
^G nr. 6 den 5. februar 1976,
hvor du refererer noget af en
samtale os imellem, idet jeg den
januar ringede til dig og bad
°Jh, at politimesterembedet måtte
fa optaget en kommentar i det
forsikommende nummer af bla-
het i anledning af en artikel i
ferien „kriminel", som blev bragt
* bladets nr. 4.
Jeg har forstået det således, at
sidste frist for indlevering af
"Stof" er mandag omkring mid-
dagstid. Da bladets indhold først
hendes i politimesterembedet om
fredagen er det med en mellem-
kommende week-end næsten ikke
Muligt at besvare noget med den
horte frist, og da den pågældende
artikel indeholdt urigtige oplys-
ninger, ville det jo nok have sin
betydning at få en korrektion
d'ed snarest, således at disse urig-
f’Se oplyninger ikke skulle stå
^'modsagt gennem længere tid.
Jeg skal ikke fordybe mig i
Personlige betragtninger over,
hvad der ville være rigtigt i dette
bjælde, og jeg går ud fra, at du
er uddannet journalist og er be-
hendt med de almindeligste pres-
Seetiske regler, men det forhav-
er mig, at du vil referere ordret,
hyad vi har talt om i en telefon,
Pår du ikke refererer hele samt-
alen, og det kan du jo ikke. I så
fald burde du have oplyst mig om,
at det i realiteten drejede sig om
slags interview — eller — i
hvert fald inden du for i blæk-
huset — have spurgt mig nær-
ere om, hvordan det skulle for-
gås, når jeg brugte ordet „stats-
støtte“. For det gjorde jeg! Jeg
0Pfattede samtalen som en al-
mindelig samtale, således som vi
før har talt sammen. Jeg er nok
hiar over, at man af og til skal
Passe på, hvad man siger til en-
heUe journalister, men jeg var
’hke klar over, at det gjaldt for
Grønland. Nu ved jeg, at det gør!
“aggrunden for, at jeg nævnte
”statsstøtte“ er, at jeg finder det
forkert ,at et blad kan skrive
f’hg, der er egnede til at sætte
Politiet for had uden at politiet
far lejlighed til at forsvare sig.
j?et hjælper vist ikke på tillids-
forholdet mellem politiet og be-
folkningen at skrive kedelige ting
PPr politiet eller enkelte politi-
folk uden at sikre sig at disse
ting er rigtige og uden at give
Politiet lejlighed til at tale med.
når jeg så taler om „statsstøt-
f6", så er det fordi det må fore-
kornme mere naturligt, om der
var et samarbejde, der bygger på
Ensidig tillid og hvor AG så det
f°rn sin naturlige opgave at øge
befolkningens tillid til politiet og
’hke prøver at undergrave den.
h’et virker også sært, at man fra
forskelligt hold råber på mere
Politi, fængsler, strengere reak-
fi°ner mod lovbrydere (den lille
P^and) og samtidigt sår tvivl om
Politiets upartiskhed. „Den lille
mand" bliver der taget hensyn til,
°K han bliver også hørt, når han
beskylder en politimand for at
have handlet forkert. Derfor er
het ikke så mærkeligt, at politi-
mesteren har bebudet en under-
Søgelse — ikke for, som din kolle-
ga Kristian Poulsen skriver andet
sted i bladet nr. 6 — at knuse
"den lille mand" men for even-
tuelt at komme det til livs, som
nedsætter politiets omdømme i
folks øjne. Skulle AG ikke som
et upolitisk — statsstøttet — or-
gan være med til at løse denne
opgave?
Den presseetiske side af sagen:
AG har jo bekendtgjort, at man
vil skrive artikelserien „Kriminel"
uden at forelægge noget for de
implicerede myndigheder og blot
henvise disse til (langt) senere
at fremkomme med eventuelle
kommentarer.. Det er ufint.
I dagene 3.-4. april 1965 afhold-
tes i Helsingør en konference,
hvori der deltog repræsentanter
for pressefolk og jurister. Konfe-
rencens emne var bl.a. pressens
kontakt med politi og domstole.
Arbejdskonferencen havde som
udgangspunkt „de presseetiske
Naturligvis synes jeg, at politi-
mesterens behandling af sagen
om AGs interview med den ind-
satte er meget lidt pæn, og den
virker i hvert fald ikke til at give
offentligheden et tiltalende ind-
tryk af politiet. — Politiet vil na-
turligvis altid være udsat for kri-
tik, og det kan formentlig aldrig
blive anderledes, for politiet er
jo samfundets oprydningsafde-
ling, men politiet kan nu selv
gøre en hel del for ikke at få mere
støv til at flyve end højst nød-
vendigt.
— Behandlingen af sagen kan
jo nemt medføre, at man får det
indtryk, at det er uklogt at ud-
tale sin mening, og at anonymitet
ikke respekteres, og det ville jo
være uheldigt, når man tager
disse års udvikling i Grønland i
betragtning.
— At den indsatte tror sig dømt
for noget, som han faktisk ikke er
dømt for, er jo meget sørgeligt,
men det er jo mere et spørgsmål
om oplysning end om principper,
og er jo i hvert fald noget som
angår retsvæsenet og ikke poli-
tiet. — Det samme gælder for det
tilfælde, hvor manden mener sig
uskyldig dømt, hvad enten man-
den virkeligt mener sig uskyldigt
dømt eller blot har villet pynte
lidt på sig selv. Det sidste kan jeg
under alle omstændigheder sag-
tens tilgive ham, for det gør vi
allesammen næsten hver dag for
at hævde os. Det er naturligvis
bedst at kunne hævde sig på
grund af beviseligt gode egenska-
ber og gerninger, men alle men-
nesker har ret til at gøre, hvad
de kan for at blive accepteret. Og
de små i denne verden er jo of-
test henvist til at hævde sig ved
at gøre sig lidt bedre end de fak-
tisk er, mens de store hævder sig
på andres bekostning.
— Når den indsatte hævder at
være blevet dårligt behandlet af
politiet, tror jeg uden videre på
det. Dels kan han ikke vinde
noget ved at hævde det, og dels
har man hørt om politiets frem-
færd — og også i enkelte tilfælde
regler for god presseskik ved om-
talen af straffesager", men fik
også et videregående sigte, og det
udtaltes bl.a. at: „Til god presse-
skik (og presseetik) burde som en
selvfølgelighed høre respektering
af det kontradiktoriske princip,
således at politiet fik lejlighed
til at udtale sig, (om muligt) før
angrebet offentliggøres. Dette
gælder også, hvor der bringes
læserindlæg med angreb på poli-
tiet. Den almindelige læser, som
møder de ofte store overskrifter
over sådanne angreb (f.eks. om
myndighedsmisbrug under anhol-
delse), gør sig næppe klart, om
avisen refererer uden indeståelse
i nogen henseende for angrebets
berettigelse.
Er angrebet bragt på ensidigt
grundlag uden politiets udtalelse,
synes der ofte at mangle god vilje
set den — i så mange tilfælde, at
det i sig selv sandsynliggør på-
standen, og dels er politiets folk
vel i gennemsnit ikke anderledes
end andre mennesker, som jo godt
kan finde på at opføre sig noget
ubehersket overfor folk, som de
ikke kan lide, eller som irriterer
dem, for eksempel ved at vise
større åndelig styrke. Det må dog
fastslås, at ubehersket opførsel
hos ædru personer altid er et
svaghedstegn. — Der er så bare
den hage ved det, når politifolk
opfører sig på denne ret menne-
skelige måde, at det nemt udvik-
ler sig og får karakter af magt-
misbrug og selvhævdelse. Man
har for eksempel vistnok aldrig
hørt om en politimand, der bag-
efter kom og sagde undskyld for
en ubehersket opførsel, og det
kunne jo tyde på at en sådan op-
træden var fuldt accepteret af
vedkommende selv, for man kan
vel ikke tænke sig, at han be-
tragter det som under sin vær-
dighed at sige undskyld til en,
der tilhører „rakket", og man kan
vel heller ikke tænke sig, at han
er så lille et menneske, at han
ikke vil indrømme en fejltagelse.
— En anden uheldig ting ved
dårlig opførsel er, at politiet jo
kommer i forbindelse med en
masse mistænkte, men faktisk
uskyldige, personer. Selv om dår-
lig opførsel aldrig er acceptabel,
er den dog direkte katastrofal,
når den udfoldes overfor uskyl-
dige.
— Man vil måske mene, at det
er et meget løst grundlag at bygge
til senere at skabe den retfærdige
balance, være sig ved at bringe
politiets redegørelse eller sagens
endelige resultat. Her bringes i
alt fald sjældent de store over-
skrifter, og tilbage i læsernes be-
vidsthed bliver den oprindelige
bragte sensation".
De regler, der i denne forbin-
delse henvises til er bl.a. de nys
omtalte regler for god presseskik,
hvorefter reportage skal bygge på
pålidelige oplysninger og berig-
tigelse på bladets eget initiativ,
såsnart man bliver opmærksom
på fejl af betydning i bragte med-
delelser.
I det nævnte møde i Helsingør
behandledes også andre emner,
som du sikkert vil have gavn af
at kende — ligesom din kollega
Kristian Poulsen, og du er vel-
kommen til at henvende dig til
mig for at få et fuldstændigt re-
ferat af konferencen, som er op-
taget i „Juristen" årgang 1965.
Med venlig hilsen
G. Gregersen
politifuldmægtig
Benthe Hjorth Christiansen sva-
rer på ovenstående indlæg i næste
nummer af AG.
red.
sin tro om politiet på, men dels
er jo næsten alt, hvad man tror
at vide om sine medmennesker,
bygget på formodninger, og dels
kan man jo sige, at politiet selv
i sit daglige opklaringsarbejde
nødvendigvis i høj grad arbejder
ud fra formodninger og rygter.
Hvis man kun accepterede abso-
lutte beviser, ville opklaringspro-
centen utvivlsomt nærme sig
stærkt til nul.
— løvrigt har det jo ikke me-
get med resocialisering at gøre at
kaste sig over en stakkels mand,
som under formodet anonymitet
er fremkommet med udtalelser,
hvis mulige konsekvenser han
slet ikke har haft nogen anelse
om. — Det ville have været en
meget mere tiltalende og tillids-
vækkende reaktion fra politiets
side, hvis man enten helt havde
tiet stille og bare i stilhed havde
undersøgt sine egne interne for-
hold, eller bare havde erkendt, at
der forekom uheldig opførsel fra
politiets side, og havde erklæret,
at man gjorde, hvad man kunne
for at holde selvjustits.
— Og til sidst: Det er naturlig-
vis nu om dage overordentlig
uklogt at forlange, at en stats-
støttet avis skal tage særlige hen-
syn til statens embedsmænd. Det
er mange år siden, at man kunne
få nogen til at tro, at samfundets
ledelse og administration er det
samme som staten. Staten er os
allesammen, og der er derfor in-
gen, der har særlige rettigheder
overfor en statsstøttet avis.
Hans Andersen
%
Gronlandsposten ønsker at
bringe et stort antal læserbre-
ve hver uge. Derfor beder vi
om, at indsendernes skriver
meget kort. Hvis læserbrevene
er mere end 200 ord, er redak-
tionen i regelen nodt til at for-
korte dem. Vi offentliggør ikke
anonyme indlæg, men hvis
særlige grunde taler for det,
kan vi bringe et læserbrev
under mærke istedet for navn.
Send dit indlæg til: Grøn-
landsposten, postbox 39, 3900
Godthåb.
kisiånime
»mikissunguamik«
åssigmgi'ssutexarpoK
AG nr. 6, 1976-ime hr. distrikts-
tandlæge Jens Maibøll-Høy-ip Ki-
teravigdlugo OKautigå OKarame
„silåinaK åssigik najutariput;" ki-
siéne åssigissuseK tåssunga kig-
dleKarpoK, tåssame Grønlandime
kalåleK kalåliuvoK danskerdlo
danskiuvdlune.
inuvdluai'KUssivdlunga
Karl Skou.
Der er dog en
»lille« forskel
I AG nr. 6 1976 ramte hr. di-
striktstandlæge Jens Maibøll-Høy
pletten ved at påstå, at „vi ånder
dog den samme luft"; men så
hører ligheden op der, for i Grøn-
land er en grønlænder en grøn-
lænder, og en dansker er en dan-
sker.
Med venlig hilsen
Karl Skou
Papegøje købes
henvendelse:
KARL JENSEN
Tlf. 3 81 71
3920 Julianehåb
Officielt
Under 19. december 1975 er føl-
gende optaget i Aktieselskabs-
registeret, Afdelingen for Anparts-
„KONTAKTEN SUKKERTOPPEN
EL-INSTALLATIONSFIRMA ApS“,
hvis hjemsted er Sukkertoppen
kommune. Selskabets postadresse:
Box 4, Sukkertoppen, Grønland.
Selskabets vedtægter er af 3. april
og 2. august 1975. Formålet er han-
del, håndværk og industri, her-
under især virksomhed i forbin-
delse med, eller tilknytning til el-
installation. Indskudskapitalen er
30.000 kr. fuldt indbetalt, fordelt
i anparter på 500 kr. Hvert an-
partsbeløb på 500 kr. giver 1 stem-
me. Der gælder indskrænkninger
i anparternes omsættelighed, jfr.
vedtægternes § 7. Bekendtgørelse
til anpartshaverne sker ved anbe-
falet brev. Selskabets stiftere er:
El-installatør Eigil Hansen, el-in-
stallatør Bent Hultgreen Noppe-
naug, begge af box 4, Sukkertop-
pen, Grønland. Bestyrelse: Nævnte
Eigil Hansen (formand), Bent Hult-
green Noppenaug. Direktion:
Nævnte Bent Hultgreen Noppe-
naug. Selskabet tegnes af besty-
relsens formand eller en direk r
hver for sig. Selskabets revisor:
„De Forenede Revisionsfirmaer",
Godthåb afd., box 12, Godthåb,
Grønland. Selskabets regnskabsår
er kalenderåret.
POLITIMESTEREN I GRØNLAND
Godthåb, den 3. februar 1876
Barnemedhjælper
Barnemedhjælper til vuggestuen Inuno søges. Vuggestuen
er normeret til 35 børn. Bolig kan anvises på institutionen.
Ansøgning bilagt afskrift af eksamensbeviser samt eventu-
elle anbefalinger bedes fremsendt senest 29.2.1976 til besty-
relsen for Vuggestuen Inuno, 3952 Jakobshavn.
En læsers opfattelse
af kriminal-debatten
25