Atuagagdliutit - 13.06.1977, Blaðsíða 26

▼
atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartar
Fantasi eller virkelighed
Under denne overskrift har vi modtaget nedenstå-
ende indlæg fra Erik Møller, Ausiait. Han skriver, at
det er et debatindlæg som efterlyst af folketings-
medlem Lars Emil Johansen under debatten om Su-
jumuts forsidetegning
Elværket stoppede klokken 22,
men det var jo sket så ofte i den
sidste tid, så det vakte ikke stør-
re opsigt. Klokken var jo også
ved at blive så mange, at folk
alligevel skulle til at i seng. Der
var jo ikke noget fjernsyn mere.
Det havde der ikke været, siden
den sidste båndmaskine gik i
stykker. Nu klokken 23 var der
stadigvæk ikke kommet noget lys,
men julelysene var også hygge-
lige, og dem havde de fleste nogle
stykker tilovers af fra den nylig
overståede jul. Men de fleste gik
•i seng og lunede sig under dyner-
ne, for der var allerede begyndt
at blive lidt køligt i stuerne. Olie-
fyrene kunne jo ikke køre, uden
elværket gik igang igen.
Nede på elværket var der in-
gen, der kunne sove. Hovedtavlen
var brudt sammen, og maskinar-
bejderne havde ikke meget be-
greb om, hvad der skete i den
elektriske del af anlægget. Der
var ganske vist en elektriker til-
knyttet elværket, men han var
udlånt til nabobyens elværk og
skulle først hentes. Der kunne jo
heller ikke ringes efter ham, for
telefonforbindelsen blev afbrudt
'byerne imellem den dag, UHF-
kæden holdt op med at fungere.
Og der kunne heller ikke ventes
hjælp fra helikopterne. De kunne
jo ikke flyve uden besætning. Så
der måtte sendes en slæde ud over
den frosne havis, og hvis man var
heldige, kunne elektrikeren måske
komme i løbet af et par dage.
Byen begynder at vågne om
morgenen. De fleste krøb lidt læn-
gere ned under dynerne, for der
var hundekoldt i husene. Mange
forbandede de stakkels folk på
elværket, fordi der ikke var kom-
met strøm endnu. Elværket var
jo altid kommet igang igen, i alle
tilfælde dengang der endnu var
elværksbestyrer, maskinmester og
installatører. Så hvorfor mon det
ikke kom denne gang?
De, der kom helt ud af sengen,
opdagede, at der heller ikke var
vand i hanerne, og der kom nogle
mærkelige klikkende lyde fra rø-
rene. Blomsterne i vinduerne var
blevet noget mærkelige at se på.
Morgenkaffe var der heller ikke
til at lave, for elkomfuret virkede
naturligvis ikke, og anden varme-
kilde var der jo ikke i de nye
huse.
Mange af mændene gik et lille
vend ned omkring elværket for
at se, om der blev gjort noget.
De fleste forstod efterhånden si-
tuationens alvor, da maskinfolke-
ne fortalte, at det var en situa-
tion, der overgik deres erfaring,
og som lå udenfor deres felt, og
at de ikke kunne få værket til at
levere elektricitet igen, før der
kom hjælp udefra. Det store
spørgsmål var nu, hvordan hjæl-
pen skulle komme. En fisker til-
bød at forsøge over sin radio, om
det var muligt at kalde en eller
anden station, der kunne videre-
bringe anmodningen om hjælp.
Men hvordan skulle hjælpen nå
frem i tide nu midt om vinteren.
Det var umuligt at sende et skib
til byen på grund af vinterisen.
Havde der så endda bare været
et rigtigt stort Skib eller en is-
bryder, man kunne tilkalde.
Byen frøs, alt frøs, alle vand-
installationer frøs, menneskene
krøb sammen i små rum hos hin-
anden — så mange som muligt
i rummene, hvor der brændte en-
lige primusser hentet fra kælder-
rum og udhuse. Men det var jo
ikke alle, der var så heldige at
have en primus, så menneskene
begyndte at fryse, først de gamle
og småbørnene, som ikke havde
så let ved at holde sig varme.
Sygeplejerskerne og medhjælper-
ne på sygehuset forsøgte at hjæl-
pe så godt, som det var muligt,
men hvad skulle de gøre? Hvem
Skulle de spørge til råds? Havde
der så bare været en læge, der
kunne lægge ansvaret over på.
Som dagen gik, blev det klart
for alle, at der nu kun var een
ting at håbe på — og det var
hjælp udefra. Det store spørgs-
mål var bare: Var der overho-
vedet nogen, der kendte byens
nødsituation nu, hvor telefon og
telegraf ikke længere fungerede.
Og hvem ville mon hjælpe. ..
Ja, alt dette er fri fantasi, og
jeg vil overlade til læserne selv
at sætte en slutning på historien.
Men det er ikke fri fantasi, at
dansk arbejdskraft er ved at
trække sig ud af Grønland. Det
er ikke mere tillokkende at søge
arbejde heroppe, og det gælder
ikke alene skolelærerne. Flere og
flere snakker om, at det nu er
på tide at vende tilbage til Dan-
mark, så ovenstående historie
kunne måske blive til virkelig-
hed. Politikerne burde have fin-
geren så meget på samfundets
Mennesker eller maskiner
Med interesse har jeg i Grøn-
landsposten læst og i Radioavisen
hørt om planerne for opretttelse
af en grønlandsk datacentral i
Nuuk. Det ser ud til, at denne
datacentral vill blive realiseret i
løbet af 1977, da det er oplyst,
at bygningen i Nuuk er anskaffet.
På overbevisende måde har det
private firma i Danmark, der står
bag planerne om den grønlandske
datacentral, redegjort for, at man
først og fremmest ønsker at be-
skæftige tlokail arbejdskraft, og
denne udtalelse er naturligvis
blevet modtaget med tilfredshed
af det arbejdspladshungrende
grønlandske samfund.
Med risiko for at blive beskyldt
for at være gammeldags og reak-
tionær vil jeg imidlertid — inden
det er for sent — fremkomme
med nogle alternative synspunk-
ter, som jeg har savnet belyst,
og som der efter min opfattelse
bør være taget almen stilling til,
inden det grønlandske samfund er
sat på hulkort og magnetbånd.
Hvad vil man med EDB?
Dette spørgsmål foreligger ikke
officielt besvaret af de kommuner
og institutioner, der på indevæ-
rende tidspunkt omgås med se-
riøse planer om at anvende EDB
i deres administration — sand-
synligvis fordi der ikke er nogen,
der har stillet spørgsmålet. Øn-
sket om administrativ rationali-
sering samt ønsket om forbedret
økonomisk styring og kontrol er
imidlertid meget sandsynlige svar
på spørgsmålet.
Administrativ rationalisering i
traditionel dansk udformning har
noget med en mere intensiv ud-
nyttelse af de administrative res-
sourcer koblet sammen med en
forhåbning om en omkostnings-
reduktion at gøre. Ud fra en ego-
istisk grundholdning er en sådan
målsætning for den administra-
tive rationalisering naturligvis i
orden. Jo færre medarbejdere, der
bestiller mere, har i årtier været
løsenet for enhver privat som of-
fentlig virksomhed eller institu-
tion — men passer denne filosofi
på samfundet (såvel det grøn-
landske som det danske) i dag?
Personalekrævende arbejdsru-
tiner er i Danmark i løbet af 60-
erne og første halvdel af 70’erne
i stort omfang blevet afløst af
maskinelle rutiner, og det meste
af det manuelle arbejde, der er
blevet tilbage, opfattes generelt
set som kedeligt og fremmedgø-
rende.
Eet af målene for et samfunds
trivsel må være mængden af bor-
gere i samfundet, der føler sig
erhvervsmæssigt beskæftiget med
et meningsfyldt arbejde. Jeg vil
ikke påstå, at der eksisterer en
alvorlig risiko for, at indførelse
af EDB-teknik i den offentlige
sektor i Grønland, vil medføre en
yderligere forøgelse af den i for-
vejen meget alvorlige ungdoms-
arbejdsløshed, samt at arbejds-
tilfredsheden og derfor trivslen
blandt de tilbageblevne admini-
strativt ansatte vil blive reduceret
ganske væsentligt, hvilket i sidste
instans vil påvirke den service,
den offentlige sektor yder over
for samfundet som helhed. Ende-
ligt er det nok mere end tvivl-
somt, om en opnået besparelse
i lønudgift vil give sig udslag i
en generel omkostningsreduktion.
EDB-teknikken er dyr at have
med at gøre.
På såvel landsplan som på kom-
munalt plan er der i dag et behov
for en økonomisk styring og kon-
trol. I takt med realiseringen af
betænkningen om byrde- og op-
gavefordelingen i Grønland samt
indførelse af det grønlandske
hjemmestyre vil behovet for øko-
nomisk styring blive ganske
enormt. Vil det da ikke være mu-
ligt at imødekomme dette vok-
sende behov uden anvendelse af
EDB?
Når jeg skal være ærlig, tror
jeg ikke, at det vil kunne klares
uden at gøre brug af EDB-tek-
nikken — hverken på kommunalt
øller på landsplan.
Men det er de grønlandske po-
litikere, der skal styre samfundet
— altså må det være fra disse,
at kravene til den økonomiske
styring formuleres.
I det grønlandske samfunds
brydningstid er det af afgørende
betydning at erkendelsen og løs-
ningen af den nye tids krav og
behov sker i et frugtbart samar-
bejde mellem befolkning, politi-
kere og administration. Virkelig-
heden er jo, at det tit og ofte er
administrationen, der erkender et
problem, fordi det simpelt hen er
her problemet i første omgang
opstår. Hvis administrationen på
egen hånd løser problemet, og
puls, at de kan fornemme den
situation, der kommer med større
og større fart. De fleste danskere
i Grønland er vel efterhånden
klar over, at udtalelserne fra Siu-
muts folketalere ikke skal tages
for hele Grønlands mening, men
det kan ikke undgås, at folk, der
i mange tilfælde har lagt et langt
livs arbejde i Grønland, tager det
personligt og som en nedvurde-
ring af det arbejde, de har ud-
ført. Alle de statslønnede tjene-
stemænd, funktionærer og arbej-
dere kan vel heller ikke betegnes
som udbyttere af det grønlandske
samfund, og det er næppe ret
mange af dem, der vender til-
bage til Danmark som guldfugle.
Men det er jo ikke alle dan-
skerne der sådan bare lige kan
vende tilbage til Danmark. Vi er
en meget stor gruppe, der har
stiftet familie her i Grønland, og
vore børn er lige så meget grøn-
lændere som både Moses Olsen
og Lars Emil. Men hvor står de?
Skal de som voksne sige til den
ene af deres forældre: Skrub ud
af vores land, for du har blå
øjne? Eller skal de sige: Vi for-
lader landet sammen med den ene
af vore forældre og lader den an-
den blive tilbage i sit eget land?
Jeg synes, at Moses Olsen og
Lars Emil Johansen og OdaK Ol-
sen sammen med andre ligesin-
dede, bør tænke over det ansvar,
de påtager sig, ved konstant og
uden mådehold at så splittelse
mellem befolkningsgrupperne.
Deres nationaliseren tjener ikke
andet formål end at højne egne
personlige mål, og det varer nok
et stykke tid, før der bliver brug
for en forbundspræsident i Grøn-
land, så hvad med at bruge jeres
kræfter i folkeskolen? Der står
de og mangler folk!
Siden grønlandiseringspolitik-
ken tog fart for fem år siden,
hører vi ofte, at alt skal være på
grønlandske betingelser og efter
grønlandske forudsætninger. Jeg
vil gerne bede de tre ovennævnte
herrer om at definere disse to
begreber og samtidig på et let-
blot i løst omfang får orienteret
politikerne om problemets natur,
vil allehånde 'fejlløsninger for
samfundet som sådant kunne bli-
ve resultatet. De grønlandske po-
litikere er også almindelige men-
nesker, der er nødsaget til at
handle på grundlag af de infor-
mationer, de modtager.
Der eksisterer i dag en alvorlig
risiko for, at teknisk og specia-
listkrævende arbejdsrutiner bliver
indført i det grønlandske sam-
fund, uden at dette samfund har
fornøden indsigt og kontrol med,
hvad der Sker. Har man først
bundet sig ved at have foretaget
de fornødne kapitalkrævende an-
lægsinvesteringer, vil det være
meget vanskeligt — for ikke at
sige umuligt — at frigøre sig for
en indført teknik.
Eet af det grønlandske sam-
funds allervæsentligste kvaliteter
er for mig, at man i så stort et
omfang i såvel teori som i prak-
sis forsøger at sætte menneskene
i centrum, for de ændringer man
planlægger. Kalaallit Nunaat be-
tyder stadig „Menneskenes land".
Jeg spørger, om man fra ansvar-
lig grønlandsk side er parat til at
ofre lidt af dette menneskesyn på
teknikkens alter, hvilket man ef-
ter min opfattelse vil gøre ved at
underordne de menneskelige vær-
dier en mere eller mindre tilfæl-
dig EDB-teknik?
Palle Skov
Narssak.
Grønlandsposten ønsker at
bringe et stort antal læserbre-
ve hver uge. Derfor beder vi
om, at indsenderne skriver
meget kort. Hvis læserbrevene
er mere end 200 ord, er redak-
tionen i regelen nødt til at for-
korte dem. Vi offentliggør ikke
anonyme indlæg, men hvis
særlige grunde taler for det,
kan vi bringe et læserbrev
under mærke istedet for navn.
Send dit indlæg til: Grøn-
landsposten, postbox 39, 3900
Godthåb.
forståelig måde forklare mig,
hvorfor så mange af de grønland-
ske familier, der har nået en
fremtrædende position i samfun-
det, opdrager deres hørn til at
tænke og tale dansk. Det skulle
vel ikke være fordi de mennesker
har indset det nødvendige i at be-
herske et sprog, der ikke kun kan
tales af 40.000 mennesker. Hån-
den på hjertet, de herrer. Hvad
var I, hvis I ikke havde lært
dansk?
Alle de mange børn af blandede
ægteskaber er næsten alle sam-
men dobbeltsprogede, og mange
af dem har af deres forældre fået
en uddannelse, der kunne blive et
stort aktiv for det fremtidige
Grønland, men et aktiv, der me-
get let kan forstødes. Hvor mange
familier her i Grønland har mon
pårørende i Danmark? Næsten al-
le vil jeg tro. Mon hånden skal
slås af disse pårørende? Så der-
for de herrer politikere: Stik et
reb i sejlene og lad os alle være
her. Vi har brug for hinanden,
og skån os for at komme til at
fryse — både vi lyshårede, de
sorthårede og alle dem midt imel-
lem.
Erik Møller,
Ausiait.
Nu behov for
andre levesæt
— Det er en fantastisk debat. —
Hvem ejer Grønlands under-
grund? Hvem ejer Grønland?
Hvem ejer jorden? Ejer? — Er
det, vi går på, det vi lever af,
det vi betages af, noget vi ejer?
— Jorden er en gave ikke en
ejendom. Når jorden bliver ejen-
dom, er det tegn på menneskets
endelige fald. Da er der ikke mere
nogen sjæl hjemme. Da er den
rene griskhed enerådende. — Og
i øvrigt, — ved I hvor meget olie
man anvender i krige verden
over. Og i privatbiler. Og i ener-
giopslugende luksusproduktion?
Næh, venner. Det er ganske andre
levesæt, vi nu har brug for. Ikke
nationalisme. Ikke kapitalisme.
Ikke Marxisme. Ikke maoisme
eller kommunisme eller fatalis-
me eller egoisme eller griskhed.
Ejheller isolationisme eller EF-
katastrofe eller ude / hjemme /
selv-styre kategorisme. Næh, ven-
ner, I må nok til at sadle om
alle sammen og se i øjnene, at vi
alle er involverede i denne den
sidste ubønhørlige kamp for ån-
dens beståen. Mere end nogen
som helst anden tåbelig kamp for
territorier eller det, der ligner.
For et frit Grønland! Leve! Hip
Hip Hurra!
Jens Maibøll-Høy, Påmiut
26