Atuagagdliutit - 09.02.1978, Qupperneq 12

Jeg vil finde ud af, hvad
den hvide mand har i sinde
- siger ung eskimo, der er en af de 40-50 inuit, som
arbejder i bly- og zinkminen Nanisivik. — For Nani-
sivik er kun begyndelsen. Den hvide mand vil have
mere og mere
Af Philip Lauritzen
Pauloosie er en af de 40-50 inuit
(eskimoer), der er ansat i bly- og
zinkminen Nanisivik. Han er i
midten af tyverne og — som han
selv siger — i gang med at finde
ud af, hvad det egentlig er, den
hvide mand er ude på i arktisk
Canada.
— Jeg vil vide, hvad det er,
der foregår, siger han, og i som-
mer var han medarbejder på en
film, filminstruktøren Dorothy
Henaut fra National Filmboard of
Canada har lavet om „forsøget på
en ny og dristig arktisk ressour-
cepolitik", som den canadiske re-
gering har kaldt Nanisivik.
— Det hjalp mig til yderligere
at forstå, hvad der foregår, og
hvad de lokale inuit føler om Na-
nisivik, fortæller han — og det er
vigtigt, at også andre får noget
at vide om det. Ellers er det kun
mineselskabets og regeringens
forklaring, de får.
Det mener Pauloosie ikke er
nok. Han har selv oplevet bagsi-
den af medaljen.
VILLE HELST SVEJSE
— Hvorfor tog du til Nanisivik?
— Jeg havde været i Toronto
på svejsekursus i nogle måneder,
og tog derefter tilbage til Fro-
bisher Bay for at se efter et svej-
sejob, så jeg kunne bruge, hvad
jeg lige havde lært. Men der var
ingen ledige job — udover at jeg
kunne blive vicevært, men det
ville jeg ikke. Jeg blev ved med
at presse arbejdsformidlingen.
Der måtte da være et eller andet.
Jeg havde jo fået at vide, at hvis
jeg bare tog et svejsekursus, ville
der være brug for mig. Så en dag
sagde de på formidlingen, at der
var arbejde i Nanisivik. Nanisi-
vik, tænkte jeg. Jeg anede intet
om, hvad det var. De fortalte mig,
at det var en ny mineby oppe
nordpå ved Arctic Bay, og jeg
sagde til mig selv: Hvorfor ikke?
— Det gør du! Derefter blev jeg
interviewet af Nanisiviks folk i
Frobisher, de fik mit bevis på, at
jeg havde gennemført svejsekur-
set tilfredsstillende, og et par da-
ge efter fløj jeg til Nanisivik.
Da jeg kom derop viste det sig
imidlertid, at der ikke var noget
SPAR PENGE
HOS DERES BILLEDBUTIK
*>fvv1
PA FREMKALDELSE AF
DERES FILM
NB! Hurtig levering!
(2-3 dage plus forsendelse)
RETURPOSE FØLGER
HVER LEVERING
NV-Foto
ALT I
FOTO
FREDERIKSBORGVEJ 84
2400 KBH NV.
job, der havde med svejsning at
gøre, og de satte mig til at være
skrællemand. Det job havde jeg
i, tror jeg, halvanden uge. Jeg
kunne overhovedet ikke lide det,
og i stedet kom jeg til at køre de
tunge køretøjer. Jeg har altid væ-
ret fascineret af biler, så det var
i orden, selv om jeg helst ville
svejse.
SAGDE IKKE EN LYD
— Var der ikke nogen, der arbej-
dede med svejsning?
— Jo, flere, men der var ingen
åbninger, så jeg kunne komme
ind. De havde svejsere nok. De
havde også en inuk, som var lær-
ling.
Sådan var det, da jeg kom. Men
jeg ved at der senere, mens jeg
har været her, kom åbninger —
svejserjob, som jeg kunne have
fået. Men de bad mig aldrig om
at tage dem, selv om de udmær-
ket vidste, at jeg havde visse for-
udsætninger. De havde jo fået mit
bevis fra svejsekurset.
— Henvendte du dig ikke til
selskabet og spurgte, hvorfor du
ikke kunne få jobbet?
— Nej, jeg sagde ikke en lyd.
— Hvem ansatte selskabet?
— To hvide svejsere sydfra.
— Havde de samme uddannelse
som dig?
— De havde nok mere erfaring,
og det var sikkert en af grundene
til, at selskabet ikke tog mig.
— Men officielt er det jo hele
ideen med Nanisivik, at der skal
uddannes inuitter?
— Det har jeg også hørt, og det
forvirrede mig også meget, at de
ikke ansatte mig. Jeg kan godt
forstå, at de hellere vil have folk
med mere erfaring, men hvordan
skal jeg få mere erfaring, hvis
jeg ikke får job?
— Hvorfor sagde du ikke selv
noget?
— Det ville jeg ikke. Jeg er in-
teresseret i at se, hvad det egent-
lig er, der foregår i Nanisivik. Så
jeg siger ikke noget. Hvad skulle
det egså hjælpe? De vidste jo, at
jeg var der. Jeg går bare og læg-
ger mærke til, hvordan det hele
fungerer.
VOKSET OP I FANGERSAMFUND
— Kan du lide at leve i Nanisi-
vik?
— Nej, det kan jeg ikke. Byen
ligger højt oppe i en dal, flere
kilometer fra vandet, og jeg kan
bedst lide at bo ved vandet. Der
ligger alle inuitsamfund, og der
er jeg vokset op. Lige ned til van-
det.
— Du er vokset op i et meget
lille inuit samfund nord for Fro-
bisher Bay?
— Ja, der var kun seks fami-
lier. Det var en lille lejr. Her bo-
ede jeg hele min barndom, indtil
der en dag kom et lægeskib. Vi
blev alle undersøgt, og de opda-
gede at jeg havde TB. Så blev
jeg sendt sydpå til hospitalet i
Hamilton, hvor jeg blev opereret
og boede i to år.
— Men du er mere end mange
inuit vokset op i et 100 procents
fangersamfund?
— Ja, jeg kan sagtens overleve
i naturen. Jeg fik en virkelig god
opdragelse. Fik lært alt om at gå
på jagt, om dyrene, hvordan man
bygger en igdlo osv. I virkelighe-
den ville jeg hellere leve af at
gå på jagt end at arbejde og tjene
penge.
DE GÅR FOR HÅRDT FREM
— Hvorfor gør du det ikke — i
stedet for at arbejde i Nanisivik?
— En af grundene til, at jeg
ikke går så meget på jagt som jeg
gerne ville er, at der sker så me-
get. Folk sydfra presser os. De går
for hårdt frem. De har sat sig
oven på os, og vi kan ikke få dem
væk. Desuden kan man ikke gå
tilbage til fortiden. Jeg er blevet
ødelagt af den hvide mand og kan
ikke gå tilbage og leve, som jeg
gjorde, da jeg var barn. Og selv
om jeg gjorde det, ville det ikke
være det samme. Så jeg prøver i
stedet at gøre begge dele. Fast-
holde det liv, jeg er opdraget til
og undersøge det ny liv, regerin-
gen presser ned over os.
— Du har rejst meget sydpå i
Canada, ved jeg. Hvorfor?
— Fordi jeg gerne vil lære det
hvide samfund at kende. Finde ud
af, hvad det er ude på. Jeg vil
vide, hvad det er, der foregår.
Hvad de hvide har i sinde at gøre
med vort land nordpå. Jeg er
opdraget til at hjælpe folk, og i
dag føler jeg, at mit folk har brug
for at hjælpe sig selv. Vi forstår
ikke rigtig, hvad det er, der sker.
Men vi kan se, at vi er truet. Der-
for er det nødvendigt — det me-
ner jeg i hvert fald — at vi un-
dersøger, hvad truslen går ud på.
Selv om jeg ikke er gammel, så
har jeg set små bygder vokse, set
dem blive store byer, set skyskra-
bere, butikscentre, store skoler og
hospitaler blive bygget. Sådan er
det gået i Frobisher. Alting æn-
drer sig meget hurtigt nu. Byg-
derne er ikke mere, som de var.
Det er folk heller ikke. Mange
inuit gider ikke mere gå på jagt.
Mange er fulde af druk. Forfær-
delig mange er fanget i alkohol,
som jeg mener er et af den hvide
mands meget stærke våben imod
os. Jeg kan også se, hvordan man-
ge unge nordpå taber deres kul-
tur. De har givet op. De kan ikke
overskue, hvad det er, der sker.
De kan ikke se, hvad der kan gø-
res. De lader stå til.
Hele denne proces vil fortsætte
indtil nogen går imellem og siger:
Stop! — nu går det for vidt.
REGERINGEN LEGER BARE
MED OS
— Hvad er dit indtryk af indu-
strikulturen — af det hvide sam-
fund?
— Det er svært at sige. Jeg står
jo halvvejs mellem den hvide
kultur og min egen.
— Der tales meget om et vok-
sende had hos inuitterne mod det
hvide samfund?
— Jeg vil ikke sige, at jeg
hader den hvide mand. Men livet
syd på er helt anderledes end vo-
res, og man tænker anderledes.
Det vigtigste for mig er: hvad er
det, den hvide mand er ude efter
nordpå, som vil ødelægge vores
kultur? Jeg ved ikke præcis, hvad
det er. Måske er det som sædvan-
lig bare penge. Men jeg skal nok
finde ud af det.
Det er nødvendigt, vi finder ud
af det. For i dag leger regeringen
i virkeligheden bare med os. Den
udnytter, at vi normalt er høflige
og hjælpsomme, og den ved, at vi
ikke har magt til at stoppe den —
endnu. Derfor er vi nødt til præ-
cis at vide, hvor langt regeringen
vil gå, hvad vi selv vil være med
til, og så finde sammen, så vi kan
blive stærke nok til at sige stop.
Det er det store problem for os i
dag, og vi har ikke meget tid.
Regeringen og alle olie- og mine-
selskaberne går hurtigt frem.
Snart er det for sent. Så er hele
vores natur forurenet, og så har
vi ikke mere dyrene at leve af.
DE KAN IKKE STOPPE GIFTEN
— Har du noget indtryk af, hvil-
ken indflydelse Nanisivik har haft
på et fangersamfund som Arctic
Bay, der kun ligger 30 kilometer
fra minen?
— Ja, jeg har f. eks. selv ople-
vet en af konsekvenserne. Jeg vil
helst bo i Arctic Bay og så gå på
arbejde i Nanisivik. Det er der
flere i Arctic Bay, der gør. Men i
dag er det ikke muligt at få et hus
i Arctic Bay. Myndighederne vil
ikke bygge flere huse der. De vil
kun bygge huse i Nanisivik, og
det er alle i Arctic Bay meget
vrede over. I det hele taget mener
man i dag i Arctic Bay,. at rege-
ringen kun fortalte de gode ting
den gang, minen skulle starte.
Man talte kun om de fordele,
Arctic Bay ville få, men man
sagde ikke noget om bagdelene.
Ikke noget om, at naturen f. eks.
ville blive forurenet.
— Det påstår mineselskabet, at
den ikke bliver?
— Det er jeg helt sikker på, at
den gør. Jeg kan jo selv se det i
Nanisivik. Ganske vist tømmer de
alt det giftige affald fra minen
ud i en bestemt sø, men herfra
kommer giften ud i de små vand-
løb, som går ned i fjorden Strath-
cona Sound. Jeg har selv set det.
Fiskene vil sluge det, sælerne vil
spise fiskene og vi vil fange sæ-
lerne Før eller siden kommer det
i vore kroppe.
— Det påstås, at vandløbene fra
søen er opdæmmede, så vandet
fra søen ikke kan løbe væk?
— De kan ikke stoppe det. Me-
get af det måske. Men når isen
smelter er der vand over alt. Små
strømme alle steder. Endelig er
der jo også dyr, der kommer til
søen. Dyrene står ikke stille. De
strejfer hele tiden rundt i natu-
ren efter føde, og de vil også blive
forurenede når de drikker vandet
i selve søen.
NANISIVIK ER KUN
BEGYNDELSEN
— Tror du at indbyggerne i
Arctic Bay helst er fri for Nanisi-
vik?
— Det ved jeg ikke. Det er
der nok forskellige meninger om.
Men jeg ved, at mange er nervøse,
og at de er vrede over, at de slet
ikke blev spurgt. Regeringen be-
sluttede bare, at Nanisivik skulle
være der, og vi har ikke magt nok
til at stoppe dem, selv om det er
vores land. Alle ved også, at Na-
nisivik kun er begyndelsen. Den
hvide mand vil have mere og me-
re. Der er olieefterforskning i alle
farvandene, og nogle mineselska-
ber skal i de næste år lede efter
mineraler. Regeringen har givet
dem lov til at undersøge et land-
område på 34.000 kvadratkilome-
ter her oppe. Det får ingen ende,
og mange fangere i Arctic Bay
siger, at der næsten ikke mere er
noget at jage. At dyrene bliver
skræmt væk.
Artikelserien om Nanisivik er
hermed slut. De forrige artikler
blev bragt i numrene 3, 4 og 5.
Pauloosiep Nanisivingme najugaKarneK nuånarmgilå: igdloKarfik KorKume KutsigsorujugssuarmtpoK imånit kilo-
meterit ardlerdlugit ungasigtigissume, uvanga imap sinåne najugaKarusungneruvunga. tamåniput inuit naju-
gait, uvangalo tåukunane perorsarpunga.
Pauloosie kan ikke lide at bo i Nanisivik: — Byen ligger højt oppe i en dal, flere kilometer fra vandet, og jeg
kan bedst lide at bo ved vandet. Der ligger alle inuit-samfund, og der er jeg vokset op.
12