Atuagagdliutit - 09.02.1978, Side 14

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
Alfred Toftip Nulerssårutime naKi'neKarKårutait kukunersiorai.
Alfred Toft læser korrektur på sine Nuuk-artikler.
Introduktion
Denne bog handler om byen Nuuk
og dens beboere gennem tiderne.
(I 1976 vedtog byens kommu-
nalbestyrelse, at Godthåb fremti-
dig officielt hedder Nuuk.
Navnet Godthåb eller Got-Haab
kommer fra Hans Egede, ligesom
navnet Grønland kommer fra Erik
den Røde. På grønlandsk har det
imidlertid altid heddet Nuk og
Kalåtdlit Nunåt.
Nuk er den kleinschmidtske
stavemåde, medens Nuuk er ind-
ført af nyere sprogreformister.
Også skrivemåden Norne og Nouk
har været brugt.
I denne bog er i øvrigt benyttet
de navne og stavemåder, de hi-
storiske skildringer berettiger til.
Når der tales om „godthåbere",
tænkes her ikke bare på folk, der
er født i Godthåb, men byens be-
boere i almindelighed).
Nuuks historie fortaber sig ikke
i en fjern fortid. Den er ganske
kort, kun 250 år.
Historien har slagside. Den ind-
fødte befolkning har kun bidraget
sparsomt til kildematerialet. Fra
dansk side foreligger derimod en
mængde.
Historieskrivning er baseret på
udvælgelse. De fleste af årets da-
ge opfattes almindeligvis som en
grå masse, medens det er de få
usædvanlige, der fæstner sig i
erindringen og karakteriserer det
pågældende år: „Det år, vi havde
kongebesøg".
Ligeså med erindringen om vo-
re medmennesker. Den skrædder,
der døjer med at skaffe udkom-
met til en genstridig kone og en
flok vanartede unger, fører ofte
en lige så heroisk kamp i tilvæ-
relsen som hærføreren, eller ham,
der når frem til Nordpolen på
cykel. Men det er de to sidste, der
bliver husket.
Sådan er livet — også i Nuuk.
HISTORISK PERSPEKTIV
Når vi tænker på vore forfædre,
der levede for 1.000 eller 10.000
år siden, må vi ikke begå den fejl
at tro, at disse mennesker var
mere primitive eller „dyriske11,
end vi er.
MENNESKET ER DET SAMME
Det er rigtigt, at deres boliger
og redskaber var mere primitive,
fordi de ikke kendte den teknik,
vi senere er kommet til at råde
over, men deres forstand var det
ikke.
De var lige så intelligente, som
vi er i dag, og stod i menneske-
lig henseende fuldt på højde med
os.
Vittighedstegninger og populæ-
re skildringer af groteske „hule-
boere" har ledt os på vildspor
(tænk blot på de to vildmænd i
rigsvåbnet!)
Det kan diskuteres, om de jæ-
gere, der for 30.000 år siden teg-
nede og malede i klippehulerne
ved Lascaux havde en „højere"
kultur end vore dages eskimoer,
men ét står fast: Mennesket er
det samme.
FILOSOFI
Dr. phil. Therkel Mathiassen
skriver, at „hvad den materielle
kultur angår, står de (eskimoerne)
højt blandt jordens jægerfolk. På
den anden side er deres sociale
og åndelige kultur ikke særlig
høj". Dette er en rent etnogra-
fisk vurdering. Tilhængere af
Rousseau vil sikkert komme til
det modsatte resultat i overbe-
visning om, at mennesket er godt
af naturen og fordærvet af civi-
lisationen.
ET FOLK
I tidernes morgen har europæere
og mongoler tilhørt samme folk.
Men de delte sig: nogle gik mod
vest, andre mod øst. Da de mød-
tes igen, kunne de ikke kende
hinanden — men der var unæg-
telig også løbet meget vand i
stranden i mellemtiden!
ESKIMOER
Eskimoerne var mongoler, der
gennem årtusinder langsomt be-
vægede sig fra Sibirien over
Amerikas nordligste kyststræk-
ninger til Øst- og Vestgrønland.
GRØNLÆNDERE
Så godt som alle grønlændere har
i dag både mongolsk og europæ-
isk blod i årerne.
FUND
Når man betragter fund fra de
forhistoriske kulturer i Grønland,
kan man se, at grønlændernes le-
vevis ikke har forandret sig næv-
neværdigt gennem tusinde år.
Klæder, boliger, redskaber og
fangstmetoder var udviklede til
en sådan fuldkommenhed, at de
éimpelt hen ikke kunne laves
bedre.
Det hændte naturligvis, at man
lod sig inspirere til nye opfindel-
ser, men kun når sådanne smi-
digt og gnidningsløst lod sig ind-
passe i det bestående system.
F.eks. medførte opdagelsen af
skruegangen (i nordbotiden) blot,
at man satte gevind på pilespid-
serne og skruede dem fast på
skaftet!
Den geniale erhvervsteknik
gjorde eskimoerne til „nogle af
Jordens mest sorgfri Mennesker",
som Knud Rasmussen sagde.
HARMONI
Samfundet levede i harmoni med
den omgivende natur og i har-
moni med sig selv.
EUROPÆERNE
Nordboerne dukkede op i Grøn-
land omkring år 1000.
Deres kultur var ikke afklaret,
men i en' fase med store brydnin-
ger og omvæltninger, først og
fremmest skabt af vikingetidens
nordiske ekspansion og kristen-
dommens fremmarch.
Nordboernes berøring med og
indflydelse på grønlænderne ved
vi ikke meget om. Det er endnu
et ukendt kapitel i grønlandshi-
storien.
GENOPDAGELSE
Nordboerne forsvandt, men eng-
lænderen John Davis genopdage-
de Grønland (det er efter ham,
strædet er opkaldt). I juli måned
1585 dukker hans to skibe Sunne-
shine og Mooneshine ud af tå-
gen:
„The 20th as we sayled along
the coast the jogge brake up,
and we discovered the land
which was the most deformed,
rockie and mountainous that
ever we saw.
The first sight whereof did
shew as if it had been in the
form of a sugar-loafe, standing
to our sight above the cloudes,
for that it did shew over the
fogge like a white liste in the
skie, the tops altogether cov-
ered with snow, and the shoare
beset with yce a league off into
the sea making such yrksome
noise so that it seemed to be
the true pattern of desolation,
and after the same our Captaine
named it, the land of Desola-
tion.“
HANDEL
Besætningerne på europæiske ski-
be, der tog på hvalfangst til Strat
Davis (datidens betegnelse for
Vestgrønland. Østgrønland hed
Det gamle Grønland), kastede de-
res øjne på eskimoernes prægtige
skindklæder, og det hændte, at
en grønlænder mere eller mindre
godvilligt lod sig overtale til en
byttehandel.
Som årene gik, udviklede han-
delen sig til at omfatte mange
forskellige produkter.
Men slangen var kommet ind i
grønlændernes paradis.
SELVFORSYNING
Under de barske klimatiske for-
hold var eskimokulturen selvfor-
synende i enhver henseende, og
det kunne den klare — men den
kunne ikke tåle at blive brand-
skattet gennem århundreder.
De europæiske varer var inder-
ligt overflødige i den grønlandske
samfundsøkonomi.
Vel kunne man med krudt og
kugler dræbe flere sæler, men
den fine balance mellem natur
og kultur blev forrykket.
Det gik langsomt men sikkert
mod dårlige tider i Grønland.
FØRSTE DEL
En sommerdag i 1721 kom det
skib hertil, som havde Hans Ege-
des familie om bord.
Det var Bergenskompagniets
krejert „Haabet". De kastede an-
ker ved Kangerdluluk (Faltings
Havn) på sydsiden af den gamle
Rensø. Den store ø hed dengang
Rensøen, nu er navnet overført
til den lille ø, som på grønlandsk
hedder NavsiutsoK.
HÅBETS 0
I en uges tid rejste de rundt for
at finde et sted, der egnede sig
til bebyggelse. Omsider slog de
sig ned på Håbets 0. På et af
skærene derude kunne man for
få år siden endnu se en bolt med
jernring, som de fortøjede til.
GRØNLANDS NAVLE
Stedet kunne man dengang godt
have kaldt for Grønlands navle.
Her ved indsejlingen til Baals
Revier, det bedste jagtdistrikt i
landet, boede mange grønlandske
familier. Ruinerne af deres huse
ligger der endnu.
De hollandske hvalfangere be-
nyttede ofte denne „Harbour of
Hope" som mødested, og der var
tradition for, at grønlænderne
gjorde ophold her på deres fangst-
og handelsrejser langs kysten.
Helt fra det nuværende Juli-
anehåb distrikt kom de hertil
„for at få lidt afveksling i ko-
sten" hos de altid velforsynede
landsmænd ved Igdlorpait og Ne-
pisatsundet. Der fandt også han-
del sted grønlænderne indbyrdes,
idet sydboerne f.eks. gav kobbe-
remme i bytte for hvalbarder.
GÆSTFRIHED
Grønlænderne var uhyre gæstfrie
— en betingelse for, at de trygt
kunne færdes overalt i deres land
og for kulturens og slægtens be-
ståen.
Den almindelige gæstfrihed
gjaldt dog ikke overfor udlæn-
dinge.
Det var ikke usædvanligt, at
forliste skibsbesætninger og an-
dre fremmede, der ikke var i
stand til at forsvare sig, blev
dræbt. De var selv ude om det,
for selv om bl.a. den hollandske
regering havde udstedt et strengt
forbud mod menneskerov og plyn-
dring i Grønland, blev det ikke
altid overholdt.
Denne fare var kolonisterne na-
turligvis bekendt med, og derfor
lod de Haabet overvintre i Haa-
bets Havn ved Haabets 0.
BOSÆTNING
Den 9. juli begyndte de håbeful-
de at bygge en bolig af tørv og
sten og beklæde den indvendig
med brædder.
Fra den dag kom grønlænderne
næsten daglig og hjalp til med at
bære materialer til byggepladsen.
De var i begyndelsen venligtsin-
dede. •
Men den 5. august kom over
100 grønlændere med kvinder og
børn til stedet. De tog med be-
tænkelighed bygningen i øjesyn
og var slet ikke tilfredse med, at
europæerne havde til hensigt at
blive der om vinteren. Den 8. au-
gust kom nordfra 16 konebåde,
med hvilke de rejste bort af frygt
for Hans Egedes folk.
FLUGT
Europæerne var ikke velkomne:
grønlænderne flygtede.
BOLIGPOLITIK
Da huset var færdigt, målte det
16 X 5 x 2,5 m, altså en bolig på
80”. Koloniens 37 personer flytte-
de ind med deres møbler og ha-
bengut.
„Hvor der er hjerterum, er der
også husrum", var der en, der be-
mærkede.
(fortsættes)
Genopslag
Varmemester/
Maskinmester
Til Nuuk kommunes boligadministration søges varmemester/
maskinmester med tiltrædelse snarest.
Pågældende skal føre dagligt tilsyn med de tekniske anlæg
samt være rådgiver for de til ejendommene knyttede vice-
værter. Pågældende skal endvidere selv kunne foretage min-
dre reparationer på anlæg og tekniske installationer.
Kommunen administrerer ca. 2.500 boligenheder fordelt på
etagehuse, rækkehuse og enfamiliehuse. Der er til ejendom-
mene knyttet såvel egne varmecentraler med oliefyrede ked-
ler som fordelingsrum for fjernvarmeværker samt fælles-
vaskerier, affaldskomprimatoranlæg med vekslere m.m.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst mel-
lem Ministeriet for Grønland og vedkommende fagorganisa-
tion.
Der kan anvises bolig, for hvilken der betales efter gældende
regler.
Eventuelle yderligere oplysninger fås ved henvendelse til
bolig- og socialchef John A. Lynge, tlf. 2 12 77.
Skriftlig ansøgning indeholdende oplysninger om uddannelse
og tidligere beskæftigelse bilagt kopi af eksamensbeviser og
eventuelle anbefalinger fremsendes senest 10. marts 1978 til:
NUUK KOMMUNE
Box 605, 3900 Godthåb
14