Atuagagdliutit - 03.01.1980, Page 4

Ilulissat • Jakobshavn
llulissat tungavillssuat, niuvertOK Niels Egede
Grundlæggeren af Jakobshavn, købmand Niels Egede.
Da to advarselsskud ikke hjalp,
åbnede danskerne ild, som varede
i 75 minutter. Der affyredes i alt
over 100 skud. Samtlige holland-
ske skibe tilføjedes betydelige
skader. Det yderstliggende skib
havde fået to kugler i skroget og
en midt i stormasten, da hollæn-
derne hejste flag til overgivelse.
Samtlige hollandske skibe blev
taget som priser og sejlet til
K’asigiånguit, Christianshåb. De
to værst medtagne blev tilbage i
kolonien, men de andre blev efter
nødtørftig reparation sejlet til
Hals, hvor grønlandshavnen den-
gang lå.
Maklykout blev til
Jakobshavn
Tre år senere i 1741 anlagdes un-
der ledelse af Hans Egedes søn,
Niels Egede, en »sommer-
missionsloge«. I Leverbugten,
hvor atlantkajen i dag ligger op-
førtes der et pakhus og »loge-
ment«. Men det varede nogle år
før stedet blev »helårlig mission-
station« og »fast handelsloge«.
Kolonisatorerne udskiftede Mak-
lykout med Jakobshavn, efter
storkøbmand Jacob Severin, som
dengang drev al handel i Grøn-
land.
De første missionærer betegne-
de grønlænderne som lærelystne
og lærenemme. De havde »god
kundskab i salighedens vej«. Og
interessen for den nye lære blev
ikke mindre, da der i 1750 opfør-
tes et lille skolehus ved Sermermi-
ut.
Det tog imidlertid tid før den
gamle tro og de gamle skikke blev
lagt på hylden. I vinteren 1763-64
fandt der hekseproces sted. Tre
gamle kvinder blev udpeget som
hekse og på »det grusomste« myr-
det. Det var angakokker, der hav-
de befalet ekskursionen, og her
deltog nogle af de døbte.
Men det gik fremad for missio-
nen. I 1772 meldes der om 204
døbte ved missions- og handelslo-
gen. Og omkring år 1800 var der
kun enkelte ikke kristne tilbage.
Carl Dalager perio-
den
Christopher Carl Dalager hed
manden, som fik handelsstedet op
at stå. I 1746 ansattes han som
bestyrer og virkede i de følgende
38 år i logen og distriktet. Hur-
tigt fandt Dalager ud af, at den
eneste måde at holde hollænderne
stangen på var at tage konkurren-
cen op med dem. De strømmede
nemlig hvert forår til Diskobug-
ten ganske uanfægtet af søslaget.
På Dalagers iniatiativ oprette-
des i 1770-erne en hvalfangersta-
tion »Jacobshavns anlæg« i den
nordre side af havnemundingen,
omtrent på det sted, hvor opha-
lerkranen i dag ligger. Af anlæg-
gets 10 mands besætning blev føl-
gende stamfædre til de kendte
blandingsslægter: Matros Abra-
ham Fisker, kok Simon Jensen og
tømrer Jørgen Reimer.
I de følgende år intensiverede
Dalager hvalfangsten. På hollæn-
dernes Klokkehuck i Arveprin-
sens Ej land oprettede han en
hvalfangerstation, som han be-
styrede og drev sammen med sine
to ældste sønner, som var berøm-
te for deres dygtighed og dristig-
hed som hvalfangere. Han gik så-
dan op i hvalfangsten, at han fore-
slog logen flyttet til Rhodebay
»på grund af mangel tørv til
brændsel i Jakobshavn«. Men den
egentlige begrundelse var, at der
fra Rhodebay var lettere til hval-
fangst om vinteren i det altid åb-
ne vand ved Klokkerhuck.
Under Dalagers dygtige ledel-
sen gik handelen stærk frem. I
produktion overgik logen samtli-
ge kolonier i Nordgrønland. Men
befolkningen på 600 mennesker
var også den største i landet. En
sådan loge finder man ikke andre
steder. Og i 1782 ophøjedes den
og fik status som »colonie«.
Støbte kugler af kir-
kens tag
Det gik tilbage med hvalfang-
sten. Omkring år 1800 medlagdes
koloniens hvalfangstanlæg. I
1785 hærgede en koppeepidemi,
som bortrev 166 alene blandt de
I fordum, da der ingen is var
fortsat fra forsiden
døbte. Men tiltrods herfor holdt
produktionen sig, takket være is-
garnsfangsten. Dalagers søn byg-
gede for egen regning et fangst-
hus til garnfangst i Isfjorden, og i
vinteren 1790 leverede han til
KGH »20 tønder spæk, 10 sprag-
lede, 23 sorte, 41 sortsidede og
100 ordinaire sælskind«.
Men også den nye bestyrer
Marcus Myhlenphort gjorde meg-
et for isgarnsfangsten. Hans
»husfolk« gjorde gode fangster i
Rhodebay, hvor de overvinterede
i et grønlandsk hus, som husbon-
den lod opføre.
Men de gode tider forsvandt.
Det skete samtidig med en pyro-
manbrand i foråret 1806. Da ned-
brændte koloniens nye, store
spækhus med alt indhold, ca. 60
tønder spæk og en »mængde in-
ventarier«. Ilden mentes påsat af
en tilrejsende grønlænder, der føl-
te sig forurettet af købmanden.
Manden rejste straks sydpå og
anholdtes hen på sommeren i På-
miut, Frederikshåb. Men til trods
for indgående forhør lykkedes det
ikke at opklare branden.
Krigen med England i 1807 til
14 bragte hårde tider for koloni-
en. For at afhjælpe ammunitions-
manglen gav missionæren tilla-
delse til at bruge blybeklædning
på Zions-kirkens spir til at støbe
kugler af. Blytaget blev erstattet
med tjæret sejldug. Blyindfatnin-
gerne i kirkens vinduer blev også
fjernet for at kunne tjene til fø-
den.
Men disse foranstaltninger var
ikke nok til at klare situationen.
Trangen var så stor, at to grøn-
lændere fra kolonien sammen med
en fra Ausiait, (Egedesminde)
vovede forsøget som de første at
rejse til Sisimiut på hundeslæde
efter krudt og bly. De kom da og-
så tilbage med »noget udbytte«.
Under så vanskelige tider blev
adskillige af de danske kolonister
»opsætsige og uvillige til arbejde«
og nogle af dem »absenterede sig«
med engelske hvalfangere. Men
også en grønlænder ved navn Sa-
kæus fra kolonien flygtede bort
med et engelsk hvalfangerskib.
Han kom imidlertid tilbage nogle
år senere. Da en engelsk ekspedi-
tion, der var sendt ud for at finde
Nordvestpassagen anløb Kron-
prinsens Ej land i 1818, viste det
sig, at han var med som matros
på et af skibene.
Nedgangstider for
kolonien
Krigens følger og de gentagne
epidemier reducerede folkeantal-
let stærkt. I 1822 var der kun 240
mennesker ved kolonien. Efter
den kraftige åreladning gik udvik-
lingen meget langsomt. Stilstand
skyldtes ikke så lidt »grønlænder-
nes ulykkelige passion for ren-
sjagten og den dermed forbundne
omflakken om sommeren«.
Det var nemlig blevet mode at
tage til Sisimiut distrikt efter re-
ner. Da missionær Funch kom til
kolonien i sommeren 1830 traf
han ingen mennesker. De var
bortrejst på rensjagt. Funch be-
klagede denne tingens tilstand,
men samtidig fortalte han, at
overflod af renskød gjorde »Ja-
kobshavn til det bedste forfrisk-
ningssted for danske i Nordgrøn-
land«.
Nedgangen i befolkningstallet
havde til følge, at Jakobshavns
missionariat blev nedlagt og hen-
lagt som anneks til Egedesmin-
des, Ritenbenks og UmånaKS mis-
sioneriat. Præsten flyttede til
UmånaK. Også kirkebøgerne flyt-
tedes til Egedesminde, hvorved
de to ældste bortkom.
Men der kom en lysning i situa-
tionen. Den første læge kom til
kolonien og indrettede værelserne
i Zionskirkens vestende til syge-
hus. Det kom til at spille en vigtig
rolle nogle år senere, da 166 blev
syge og 38 døde af en »epidemisk
rosen«. Kirkehospitalet fungere-
de frem til 1904.
Jakobshavn semina-
rium
Kolonien fik præst igen, da der i
1845 oprettedes et seminarium.
Men først tre år senere blev den
nye to etages seminariebygning
(nuværende museum) taget i brug
og undervisningen af vordende
kateketer begyndte.
Der var plads til 8 studerende.
Man skulle være konfirmeret og
helst blanding for at kunne blive
optaget. Studietiden var 6 år, og
uddannelsestilskuddet var 25
rigsdaler årligt.
I starten gik det trægt med til-
meldingen. Men seminariet fik et
godt ry blandt befolkningen, da
den meget dygtige grønlandske
kateket, Vittus Steenholdt ansat-
tes som lærer. Han var oplært af
den kendte missionær Peter
Kragh, og han talte og skrev fly-
dende dansk uden nogensinde at
have været i Danmark. Han over-
satte således forskellige skolebø-
ger til grønlandsk.
Fra Jakobshavn seminarium
udgik den første præst af grøn-
landske forældre. Han hed Tobias
Mørch.
Men seminariet fik kun kort le-
vetid. Grundet manglende til-
gang blev det nedlagt allerede 30
år efter. I 1901 genåbnedes det
men lukkede igen 6 år senere.
Frem mod nytiden
Udviklingen tog fart igen op imod
århundredeskiftet. Produktionen
var i stærk stigning. Det skyldes
først og fremmet indhandling af
hellefisk til saltning. Initiativta-
geren var kolonibestyrer Poul
Muller, som på privat basis star-
tede denne produktion. Men
KGH skyndte sig at overtage
den, da det viste sig at være sær-
deles givtig.
Helt frem til nutiden var helle-
fiskeriet det, man først forbandt
med Jakobshavn. I 1930-erne be-
gyndte torskefiskeriet, som gav
fremgangen ekstra skub. Men den
store udvikling kom i gang efter
anden verdenskrig, da man fandt
de rige rejefelter. I dag er rejepro-
duktion som bekendt byens
hovedindtægtskilde.
Gennem 238 år har dygtige mænd
og kvinder båret udviklingen i Ja-
kobshavn. Her levede og døde den
dygtige kvinde Arnarssan, som
hjalp Poul Egede med bibelover-
sættelsen. Utallige fangere skab-
te eksistensgrundlaget. En af
dem var Peter Grætze, gift med
den dygtige jordemoder, Johan-
ne. Dette ægtepar kaldtes »Ka-
låtdlit pigingnerssait«, de mest
velstående grønlændere. Fore-
gangsmænd som Jørgen Gulda-
ger vil altid blive husket. Her vir-
kede den særprægede personlig-
hed Mathias Storch, den første
grønlandskfødte viceprovst. Og
blandt byens fædre lever i dag
Marius Sivertsen, den første
æresborger i Jakobshavn.
I dag er Ilulissat Grønlands
trediestørste by med en vågen og
fremadstræbende befolkning. By-
ens fremtid tegner sig lys som no-
gensinde.
Kangerdluatsiax ukiut 1800 autdlartilårneråne. ilimanarpox kingusingnerussukut aitsåt llulissanik taigornexalersimassox.
Kolonien Jakobshavn i begyndelsen af 19. århundrede.
4