Atuagagdliutit - 20.02.1982, Síða 16

J\u*tabp4U, (4^a(^GAdU<i4Ut(^O^a4J^
to€&<fl<fl44£K^uliå444nCWO& G/Uttih.
&ttosi*iatÅt
tu*uiliMfit din&Ucutit fiiinih.
Nunarput, utoqqarsuanngoravit
niaqqut ulissimawq qiinik.
Qitomatit kissumiaannarpatit
tunillugit sineriavit piinik.
Akullequtaasutut merlirtutut
ilinni pemrtugut tamaani
Kalaallinik imminut taajumavugut
niaqquvit ataqqinartup saani!
Atortillugillu tamaasa pisit
ingerlaniarusuleqaagut,
nutarterlugillu noqitsigisatit
siumut siumut piumaqaagut.
Inersimalersut ingerlanerat
tungaalitsiterusuleqaarput,
oqaatsit "aviisit”qanoq kingunerat
atussasoq erinigileqaarput!
Taqilluni naami atunngiveqaaq
Kalaallit siumut makigitsi!
Inuttut inuuneq pigiuminaqaaq,
saperasi isumaqaleritsi!
Henrik Lund
Vort ældgamle land under isblinkens bavn
med lysende snehår om dit hoved!
Du trofaste moder, som bar os i din favn,
da dine kysters havvildt os du loved.
Som umodne børn er vi grot av din jord,
hos dig voxet op, blandt dine fælde.
Vort navn er Kalåtdlit, i sagnets dybe spor
ærværdigt for dit hvide åsyns ælde.
Og alt mens din rigdom blev brugt til vor gavn,
vi længtes mod verdens nye former.
Forløste fra de snærende band i hjemmets stavn
nu fremad, frem mod fiæme mål vi stormer.
I voxne nationer, I fremskredne folk
jert spor vi nu længes snart at træde. '
En verden av bøgersom ny kulturens t°‘
vi ønsker selv at eje til vor glæde.
Umuligt nu længer at sidde i m, ,
Kalåtdlit, stand op og frem til stævne-
At leve som mennesker, leve op oggn°'
begynd at tro pajeres egen ævne!
Henrik Lund (oversat)