Atuagagdliutit - 07.04.1982, Blaðsíða 8

Tjodhildep oKalugfia navssårineKarmat ukioK tåunajens Rosingip una åssiliaK AG-ip jutdlip normoruanut
samaliarå Kalipauserdlugo, taimane AG angisorssugatdlarmat. dssiUssame takugssduput ilagit jutdlip u-
nuåne nålagiariartortut Tjodhildep onalugfianut, nilaup arssarnerasåp atåne.
Det år, Tjodhildes kirke blev fundet, lavede Jens Rosing denne juleforside til AG i farver, dengang bladets
format var stort. Billedet viser menigheden på vej til julemesse i Tjodhildes kirke, en nordlys klar nat.
Erik og hans
»Grønland«
Den første europæer, der så
Grønland, var normanden
Gunbjørn. Omkring år 900
blev han foreslået vestpå og
fandt nogle øer, som han kald-
te Gunbjørnsskær. Mange år
senere slog Erik den Røde fra
Noge sig ned ved I sefjorden i
Island, hvor Gunbjørns efter-
kommere boede.
Da Erik ved et stort tingmø-
de i foråret 982 blev erklæret
fredløs på tre år for at have
dræbt Thorgets to sønner, tog
han afsted i sit vikingeskib for
at lede efter landet, som Gunb-
jørn så et hundrede år tidlige-
re.
Efter en lang og farefuld sej-
lads lykkedes det ham at finde
det, og den første vinter til-
bragte han på Eriksø, måske
Illutalik, der ligger lidt syd for
Narssaq.
Næste forår berejste han
kysten og fjordene og gav
mange steder navne. Efter en
tur nordpå drog han atter mod
syd og overvintrede på en ø,
ikke ret langt fra landets syd-
spids. Derfra vendte han tilba-
ge til Eriksø og tilbragte dér
den tredie vinter.
Da de tre år var gået vendte
Erik tilbage til Island, hvor
han fortalte om det nye land.
Og et par år efter stod han i
spidsen for et landnamsfærd
på over 500 mennesker i 25 ski-
be, fuldlastet med husdyr og
alle slags redskaber.
Erik var vel omkring 30 år,
da han i 982 kom til det nye
land og kaldte det »Grønland«.
Lars Motzfeldt, angut navssårtoh
»Eriup Augpalugtup nianuata
saornganik«.
Kateket Lars Motzfeldt, manden,
som fandt »Erik den Rodes kra-
nie«.
Den 30. august 1961 kom en
mand ind på Nationalmuseet med
en pakke, som var svøbt ind i ly-
serødt silkepapir, under armen.
»Erik den Rødes hoved, fundet
ved Qagssiarssuk«, stod der på
pakken. Det blev startskuddet til
en arkæologisk aktivitet, som løf-
tede sløret op for hverdagen i
Sydgrønland for et tusind år si-
den, da nordboerne bosatte sig i
det folketomme og jomfruelige
land.
Fundet af kraniet blev gjort
ved et tilfælde under bygning af
et skolehjem.
Det varen nordbo
Kateketen i Qagssiarssuk Lars
Motzfeldt, Mute, udpegede en
velegnet byggeplads nær skoleka-
pellet med udsigt over fjorden, og
man begyndte at grave fundene
ud.
Allerede samme dag fandt ar-
bejderne et mørnet kranium, som
man antog for et rævekranium.
Man tog ikke notits af det og fort-
satte gravearbejdet. Men så stød-
te man på endnu et kranium. Lars
Motzfeldt blev opmærksom på
fundet, undersøgte det og konsta-
terede, at det stammede fra et
menneske, muligvis en nordbo.
Kateketen sendte et bud med
meddelelsen om fundet til Nars-
sarssuaq. Flyvestationens perso-
nale drog til findestedet, og
blandt dem var kontorchef N. O.
Christensen, der skulle til Køben-
havn næste dag.
Præsenteret for fundet fik ar-
kæologerne på Nationalmuseet
noget at spekulere på. De kunne
ikke på forhånd afvise, at kraniet
stammede fra en nordbo. Poul
Nørlund, som siden blev rigsanti-
kvar, foretog i 1932 udgravninger
i Qagssiarssuk og fastslog den-
gang stedet som Brathalid (brat
skåring), Erik den Rødes bygd.
Kraniet blev undersøgt af vi-
denskabsmændene. Og det var en
nordbo.
Tjodhildes kirke
Bygningen af skolehjemmet blev
øjeblikkelig indstillet. National-
museet skyndte sig at sende et
rejsehold til Qagssiarssuk med
den kendte arkæolog Jørgen
Meldgaard i spidsen. Og under-
søgelserne resulterede i en arkæo-
logisk sensation. Man fandt re-
sterne af Grønlands og den vestli-
ge verdens første kirke, som Erik
den Rødes kone Tjodhilde lod op-
føre, muligvis i året 1001.
Sagaerne beretter, at kristen-
dommen blev indført i Grønland
år 1000, da Leif Eriksøn vendte
tilbage fra et besøg i Norge i
Tronheim ved kong Olaf Trygg-
vasøns hof, hvor han lod sig døbe.
Han tog en præst og andre gejst-
lige med sig til Grønland. Det var
på den tur, Leif opdagede Ameri-
ka, 500 år før Columbus. Han
fandt nemlig Vinland og reddede
skibbrudne på et skær ved Grøn-
lands kyst.
Efter den bedrift fik han nav-
net: Leif den Lykkelige.
Sagaerne beretter også, at
Tjodhilde snart lod sig bevæge og
antog den nye tro, som efter ud-
sendingenes forklaring rummede
megen herlighed og glans. Tjod-
hilde lod bygge en kirke, ikke gan-
ske nær ved husene. Dette hus
blev kaldt Tjodhildes kirke. Der
holdt hun og andre, der antog kri-
stendommen deres bønner. Men
Erik var langsom til at bestemme
sig, om han skulle forlade sin tro
eller ej. Og Tjodhilde ville ikke fra
den tid, hun havde antaget troen,
dele seng med Erik. Og dette var
ham meget imod.
Skelettet af Leif?
Tjodhildes kirke viste sig at være
meget lille. Indvendig målte den
ikke mere end 16 fod i bredden og
murene var af tykt græstørv.
Uden for østgavlen fandt arkæo-
logerne rester af en træramme,
hvori der sad 6 store jernsøm.
Man gættede på, at det kunne
være et stykke af et smalt vindue,
som var placeret i østgavlen, såle-
des at der kunne falde lys på alte-
ret.
Men det var ikke det eneste
fund af træ. Man stødte nemlig
på en opretstående planke, og
man mente, at vestvæggen havde
været helt af træ.
På kirkegården fandt man i
sommeren 1961 ialt 30 skeletter.
Blandt de første, som blev gravet
ud, var en kæmpe på næsten 190
cm. og atletisk af bygning. Og det
kunne have været Leif den heldi-
ge. Sagaerne fortæller jo, at han
var stor og stærk med et påfal-
dende ydre.
Den sommer udgravede arkæo-
logerne også et par grønlandske
ruiner fra efter nordbotiden. Her
fandt man redskaber fra Sarqaq-
kultur. Og det viser, at grønlæn-
derne var kommet til Qagssiars-
suk før nordboerne.
Udgravningerne af den første
kristne kirkegård i Grønland fort-
satte i de følgende år. I 1965 be-
søgte jeg arkitekt Knud Krogh i
Qagssiarssuk, mens han som eks-
pert i middelalderkirker var i
gang med at lede udgravningsar-
bejdet. Og herom hører vi i næste
nummer.
Julut
8
Atuagagdliutit