Atuagagdliutit - 15.09.1982, Síða 40

Piorsarsimassuseq - Kultur________
Den fredløse Erik
Et digt af Hans Lynge ved et tusind års festlighederne
Den fredløse Erik
kaldet den Røde
undslap sine forfølgere
og først da fjenderne opgav forfølgelsen
sejlede hans venner tilbage
som havde eskorteret ham.
Udstødt fra Norge
og nu fra Island
det var hans spinkle håb
at finde det skær
som Gunløg forslået af storm havde set
men som blev væk for ham.
I stedet for fandt han
verdens største ø.
Der var ingen der gik ham i møde
for at byde ham velkommen.
Der var ingen tegn på bebyggelse.
Alt åndede fred — og landet var hans.
Grønland skulle landet hedde
og vi grønlændere.
Se selv, der er grønt
overalt øjet kan nå,
mere rammende navn
er umuligt at finde,
det er Grønland.
Også den i Grønland opvoksende ungdom
drømte om hæder, rigdom og magt.
Leif og hans venner
rejste til Norge
hvor de deltog i røvertogter
og blev optaget i kongens hird.
De vakte megen opsigt
på grund af deres dygtighed
i våbenleg og andre idrætter.
Ligesom Erik den Rødes saga
begyndte med mord
begynder vore sagn om nordboerne
med mord.
En eskimo roede i kajak
tæt ved stranden.
En hvid mand havde travlt
med at samle blåmuslinger.
Da kajakmanden nærmede sig
sagde nordboen:
Du går nok med en pil
og bilder dig ind
at du kan ramme noget med den.
Prøv at ramme mig.
Eskimoen sagde:
Hvorfor skal jeg dræbe dig
en fremmed mand
som jeg ikke har udestående med?
Men manden blev ved med
at ægge ham til vrede.
De hvides høvding
der kom til stede sagde:
Når han så gerne vil det,
så synes jeg du skulle prøve
og jeg vil ikke bebrejde dig noget.
Nordboen kendte nok ikke
eskimoens sindrige
fem-gange-forstærknings-apparat
kastetræet
og bildte sig ind
han nemt kunne undvige.
Men ingen
ikke engang de glubske sæler
kunne undfly
kastetræets slagkraft,
og snart lå den hvide mand dér
dræbt på stedet.
Eskimoen forstod ikke
den myndighed
der kunne fritage morderen
for ansvar.
Det levnede ham ingen ro.
Og derfor dræbte han
en anden hvid mand
på eget initiativ
og med vilje pådrog sig fjender
hvilket gav ham
hans selvtillid igen.
Eskimoerne og de hvide
havde hver sine begreber
om døden
begreber der vakte vrede
hos modparten.
Eskimoiske krigere
som havde sneget sig
til et kighul
fortalte at de hvide
dyrkede en panteleg
og brugte den unge
eskimokvinde Amårnåic’s hovede
der var sat på en stage
som indsats.
Jeg finder det interessant
at eskimioske sagndigtere
altid fremhævede
træk hos modparten
som taler til deres fordel:
Deres mod, dødsforagt
varme følelser
og indleven i landets forhold.
Sagnene fortæller
at nordboerne var blevet udryddet
jagtet til den sidste mand.
Til sidst var kun
høvdingen UngortOK på fri fod.
Han undslap det hus
der af eskimoerne blev sat i brand
ved at springe ud gennem et vindue.
Han løb med sin lille søn i favnen.
Da han så sig omringet og indhentet
kyssede han barnet lidenskabeligt
og mange gange
og smed ham i en stor indsø
så han kunne dø uden at blive tilføjet sår.
Høvdingen i Ameralik
løb foran og sprang
ombord på sit skib.
Han hejste sit sejl og råbte:
Jeg skulle tage meget fejl
hvis der ikke snart opstår
en frisk østenvind!
Og straks kom der stærke vindstød
så han kunne få forspring
for sine forfølgere.
Men hjerteskærende vemod og smerte
udtrykkes i hans sidste udråb:
Hvor er jeg så henne
når strandurten blomstrer næste gang!
Den respekt som sagnene afslører
er ikke død.
Fåreholderne har værnet om
gravene og ruinerne.
Nu har vi allerede brugt to dage
af de næste tusind år,
men de blev brugt rigtigt
fordi de blev brugt til møde
og festligt samvær
og markerer programmet for det næste årtusin
som er venskab og samarbejde.
Hans Lynge
Uden negativer.
Send ind til:
UL-FOTO
A/G - Box39,
3900 Nuuk
Husk:
Billederne, du sender ind, må ikke
være mindre end 9 x 13 cm.
Kopier leveres i følgende størrel-
ser:
9 x 13 18 x 24
13 x 18 20 x 25
Alt arbejde laves kun i sort/hvid-
Vil du vide mere - Ring til:
LIL, A/Gs fotoafdeling,
Tlf. 2 34 61
44
ATUAGAGDLIUT1T