Atuagagdliutit - 02.02.1983, Blaðsíða 33

Piorsarsimassuseq • Kultur
Karl Møller 70 år
Den 14. i forrige måned var der en ik-
ke helt almindelig mand, som fyldte
7° år. Det var kateket Karl Møller.
Lejligheden har fået mange glemte
erindringer til at boble op og komme
til overfladen. Jeg var klar over, at vi
i vores familie havde modtaget meget
godt fra hans moders slægt i Nuuks
distrikt og fra familien Møller i Ma-
nitsoK. Mine forældre havde den-
gang jeg var meget lille antaget Rosi-
ne som plejedatter, og hun blev hos
°s hele min barndom.
Rosines ældre søster Susanne var
uundværlig hos min morbror Chri-
stian Rosing, der var overkateket her
1 Nuuk, og da han blev gjort til mis-
sionær og rejste til Angmagssalik,
fulgte Susanne med dem. Hun blev
nos dem hele sit liv indtil hun døde i
Nordgrønland.
Den tredje søster blev gift i Suk-
kertoppen med en mand, som hed
Søren Møller. Da Rosine forlod os
jor at blive gift, fandt jeg hende igen i
hendes søster i Sukkertoppen, fordi
hun lignede hende meget af udseende
°g væsen. Disse mennesker, som ikke
Var spor i familie med os, var os meg-
et hengivne. Søren blev altid kaldt
»DavdlunåK« (europæer), og han lig-
uede ikke bare en europæer med sit
kraftige fuldskæg og skaldethed,
pen var lidt af en original, som sky
holdt sig for sig selv, kom aldrig når
han blev inviteret og gik aldrig i kir-
ke, selv ikke ved højtidelige begiven-
heder inden for hans egen familie. De
var helt overdrevne morgenmænd,
men sådan var mange dengang ved
forskens opdukken. Vi blev hurtig
fortrolige med datteren Regina, der
var meget dygtig til alt slags arbejde
og et meget underholdende gemyt,
pn aften vi havde det rart hjemme
h°s os, gik Regina ud for at kigge og
kom ind og fortalte, at hendes mor
allerede var stået op og havde tændt
°P > kakkelovnen for at lave kaffe, og
Vl var ikke engang kommet i seng
endnu.
Familien Møllers stamtræ har sik-
kert haft sjældne og mærkværdige
frugter, de var allesammen noget for
S1g, men havde som fællesnævner en
utrolig foretagsomhed. Søren og
hans brødre Abraham, SalugtoK og
Adam har dermed hver spillet en rol-
*e • ManitsoK’s udviklingshistorie.
Abraham og hans nærmeste familie
havde hidtil Figureret som nogle af
byens fattigste, men her øjnede de en
lejlighed til at ryste fattigdommens
forbandelse af sig, hvem skulle tro
riet, da det viste sig, at de gennem
•hærdigt arbejde og gennemført spar-
sommelighed og beskedent forbrug
havde samlet penge nok til at bygge
et nyt hus! Alt materiale var bestilt
fra Danmark og ved modtagelsen be-
talt kontant med sedler, de havde
haft liggende derhjemme på briksen
under rensdyrskindtæppet, selv store
ruller af linoleum til gulvene lå parat
°g ventede at blive brugt. Og det af et
børnelammelses offer med halvlam-
pe arme! Folk i MamtsoK, som var
tilskuere til familiens pludselige for-
vandling, plejede at fortælle, at fruen
gled og faldt så lang hun var den før-
ste dag efter indflytningen. Det refe-
rerer til deres gamle fattige rønne,
som havde gulv bestående af trampet
jord med natur-stenfliser.
Adam var den mest talende af
brødrene. Han havde levet en afveks-
lende tilværelse som styrer for forsy-
ningsfartøjerne og havde mange ven-
ner og bekendte. Jeg er tilbøjelig til at
tro, at han havde tilegnet sig sjældne
færdigheder, ligesom åndemanerne
havde gjort det i gamle dage, for at
kunne beherske andre mennesker.
Jeg var jo ikke ret gammel og fulgte
opmærksomt hvad der skete og blev
sagt i mine omgivelser. Engang min
far var ude på embedsrejse med
Adam som styrer var de ankommet
til Kangåmiut. Så var de roet videre
til IkerasåtsåK for at opleve den nor-
ske hvalfangst. De kom ombord på
moderskibet med tranbrænderi for at
se på flænsningen af en stor havi,
hvor store flager af spæk med måtak
på blev løftet ved hjælp af kran. Men
en stor mand, som stod ved sit ar-
bejdsbord og som var skærslipper
ombord, optog straks Adams op-
mærksomhed, og blandt hans for-
trinlige værktøj var der et langt slibe-
stål med fint forarbejdet håndtag, der
fik hans gamle øjne til at rinde af be-
gær, og han sagde til min far:
— Se på mig, jeg skal få ham til at
give mig det, så vil jeg forære dig det
bagefter. Men den store mand så alt
andet en venlig ud og havde travlt og
lod ikke til at bemærke disse nysger-
rige mennesker der var kommet til
udefra. Allo, kammerat! sagde
Karl Møller
Adam og gned forelsket og omhygge-
ligt med sine fingerspidser op og ned
ad stålet og klappede manden ven-
skabeligt på skulderen, idet han kald-
te ham kammerat. Så pegede han på
stålet og på sig selv, så den fremmede
mand forstod, havd han mente. Han
sagde nej, ikke tale om! Men Adam
blev ved, og man kunne se hvordan
den fremmedes strenge træk efter-
hånden formildedes, og tilsidst tog
han med et stort smil værktøjet og
gav det til Adam, idet han samtidig
kaldte ham kammerat. Far har været
meget imponeret over hans overtalel-
sesevne. Vel nede i båden gav han det
til far. Jeg kan huske, at det flotte sli-
bestål i mange år pyntede i mors køk-
ken, hvor det i tidens løb havde gjort
sig uundværligt, vi omgås jo meget
knive.
Den fjerde bror, som blev kaldt
SalugtoK (den magre) var blodfattig i
ansigtet, så hans sorte skæg gav ham
snemand-agtig udseende. Jeg har en-
gang for mange år siden ladet mig
fortælle om hans besøg hos sin dat-
ter, der var indlagt med en smitsom
sygdom. Patienten var isoleret, men
lægen tillod faderen at komme ind til
hende i en hvid kittel. Indtil det tid-
spunkt havde familien som sædvan-
lig opholdt sig i Sårdlutsåx på laksefi-
sken, hvor SalugtoK i lang tid ikke
har haft tid til skønhedspleje. Synet
af den indkommende fader i stiv, ny-
strøget hvid kittel og det snavsede an-
sigt havde været så komisk, at den
syge fik latterkrampe — og kom sig.
Karl, europæerens søn, fik som lille
børnelammelse og var meget alvorligt
syg og endte med at blive lam i bene-
ne. Jeg kan levende forestille mig det
syn han frembød, når han møjsom-
meligt og indædt var på vej ned til
standen for at sejle ud med deres
fladbundede båd. Men i det øjeblik
han var krøbet ombord kunne han
forvandles som til en skibsfører, nu
var han blevet mobil og følte sig lyk-
kelig som en søfugl, der møjsomme-
ligt på skrævende ben skyndte sig ned
til vandet og i det våde element rette-
de sig op og elegant svømmede ud.
De som så ham på landjorden
kunne tænke, at sådan en mand in-
gen fremtid havde, men det var i den
hjælpeløse situation, at vi ser menne-
skenaturens sejrende egenskaber, ak-
kurat som jeg så dem, da jeg første
gang så NioKånge (den benløse) i Ma-
nitsoK. Han havde godt nok ben,
men kun eet, det andet var blevet am-
puteret ved hoften. Han havde lært
at bruge sine krykker så fuldendt, at
han gik ned at bjerget betydeligt hur-
tigere end et normalt menneske på to
ben. Og min forundring blev til be-
gejstring, da man fortalte mig, at han
var dreven rensdyrjæger, og at han
på sine lange vandringer i det store
opland undertiden bar sin kajak på
ryggen, og folk, som har set de tunge
byrder, han undertiden bar, var fulde
af lovsang over hans kapacitet. Så-
dan et menneske burde være filmet,
og filmen burde hedde »Vilje og
kraft«.
Karl blev sat til vægs af lammel-
sen, men hans livslyst og livsbekræf-
tende egenskaber kunne kanaliseres
ved jagt, fiskeri, studier, dyrkelse af
landets bladudgivelser og trang til at
følge med i den kulturelle omskabel-
se. Han blev derved en tænker og
dermed vandt han sig kendetegnet på
det sejrende menneske: et ædelt udse-
ende ansigt — eller var det måske
smertens spor, som har sat sig fast
der? Han har vundet over sig selv.
For dem der har fulgt med hans man-
ge skriverier i Atuagagdliutit står det
lysende klart. Han finder uden van-
skelighed de egentlige skavanker i vo-
res grønlandske samfundsliv, trykker
som en læge på det ømme sted, hvor
skaden ligger og fremsætter forslag
til skadens bedring. Og.dyb indsigt i
vort modersmål har han med årene
opnået.
Da han blev kateket i TugssåK ville
nogle mennesker, der ser kun det der
er synligt, som så hans møjsommeli-
ge kamp med vægten af sin krop,
kun se det komiske i det og more sig
over hans forsmædelse. Men da de
havde haft ham som kateket i seks år,
mente de ikke nogensinde, at have set
hans lige. De lærte at elske og respek-
tere ham. Igen deri havde Karl vun-
det sejr, for det menneske, der har
sejret over sig selv, opfattes som regel
af de andre som begavet med myn-
dighed.
Han har så vidt jeg ved været slem
til at drille. Mennesker, som følger
sig underlegne i forhold til deres jæv-
naldrende bliver let det, akkurat som
jeg har været det en overgang og ef-
terabet dem der stammede.
Men den der har arbejdet mest i ti-
dens løb var hans kone. Ræk mig lige
denne her! og mange, mange andre
ting. Det var hende, der skulle erstat-
te den manglende mobilitet. Han har
været heldig at gifte sig med hende.
Vi ønsker den 70 årige mange lyk-
kelige år endnu med usvækket in-
teresse for sine landsmænds velfærd
til glæde for sine medarbejdere og
kolleger. Og tak for det husly, I gav
mig på min fattige, ensomme ekspe-
dition for over 30 år siden!
Hans Lynge
Officielt
Under 16. december 1982 er der i
Aktieselskabs-registeret, Afdelingen for An-
partsselskaber, optaget følgende ændringer
vedrørende »ENTREPRENØRFIRMAET
OLE LARSEN, SUKKERTOPPEN ApS«
af Sukkertoppen:
Niels Henning Christiansen er udtrådt af, og
Flemming Skou, Pelikanvej B 573, Sukker-
toppen, Grønland er indtrådt i direktionen.
Under 7. april 1982 er selskabets vedtægter
ændret. Indskudskapitalen er udvidet med
90.000 kr. ved udstedelse af fondsanparter.
Indskudskapitalen udgør herefter 120.000
kr. fuldt indbetalt.
---oOo-----
Under 7. januar 1983 er følgende ændringer
optaget vedrørende »NANORTALIK FI-
SKERISELSKAB ApS« af Nanortalik:
Under 29. april 1982 er selskabets vedtægter
ændret. Bestemmelserne om indskrænknin-
ger i an parternes omsættelighed er ændret,
jfr. vedtægternes § 3.
— oOo —
Under 7. januar 1983 er følgende ændringer
optaget vedrørende »ASX 1778 ApS« af
Godthåb:
Carsten Højer Jensen er udtrådt af, og Gård
Stig Møller, Box 222, Godthåb, er indtrådt i
direktionen. Under 28. april 1982 er selska-
bets vedtægter ændret. Selskabets navn er
»IGDLO BYG ApS«. Selskabets formål er
at drive handel, håndværk og industri og
dermed beslægtet virksomhed.
POLITIMESTEREN I GRØNLAND
Godthåb, den 25. januar 1983
ATUAGAGmjUTIT
33